Præster skal arbejde med sig selv

Og tilhørsforhold til den traditionelle religionsanstalt, folkekirken, vil man gerne bevare og altså også betale til.

Det er f.eks. typisk i undersøgelsen Tro i tiden, at mange i det ny-åndelige terapimiljø ikke drømmer om at melde sig ud, selv om de knap føler sig set, hørt eller forstået i kirken. De vil høre til, men de føler ikke de kan eller bør knytte sig til og engagere sig i et læringsfællesskab.

Angst for at støde folk væk
Og det som gælder i dette mere eller mindre bevidst religiøse segment, gælder i en eller anden grad for folkekirkens medlemmer i almindelighed.

Nogle i kirken bekymrer sig så altid for, at for tydelige modspil af nogen art vil støde folk ud af kirken: Insisterer kirken på tilknytning, så vil tilhørsforholdet ryge.

Nu kan kirken ikke nøjes med blot tilhørsforhold. Den behøver ikke at undsige det, men det, den har at sige, forlanger tilknytning. Ikke nødvendigvis medlemskab og socialt fællesskab, men evangeliet vil have fat i mennesker.

Men kirken vil forkynde frelse, befrielse, Guds Rige for mennesker, som noget de får del i, som ændrer deres liv – og som udvirker tilknytning. Hvordan arbejder kirken på det i en virkelighed, hvor den ikke er alene om buddet?

Jesus var ikke interesseret i gruppe-afgrænsninger
What Would Jesus Do? Lukasevangeliet fortæller, at disciplen Johannes siger til Jesus: ”Mester, vi har set én uddrive dæmoner i dit navn, og vi prøvede at hindre ham i det, fordi han ikke følges med os.”

Og Jesus svarede ham: ”I må ikke hindre ham, for den, der ikke er imod jer, er for jer” (Luk. 9,50).

Helbrederen behøver ikke at tilslutte sig teamet for at virke sandt i Jesu navn. Han er ikke imod, selv om han ikke er gået ind i kirkefællesskabet, men udvirker Guds riges kærlighedsgerninger.

Formuleringen er inklusiv. Er det bekendelsen til Jesu navn, der er afgørende? Eller er det Guds riges gerninger, helbredelserne, der afgør, at helbrederen ikke er ”imod” men ”for”?

Tydeligt er det i hvert fald at gruppe-afgrænsninger ikke har Jesu interesse. Det bør næppe heller have kirkens. Hvor tit er de lærespørgsmål, som vi ophøjer til prøvesten / modspil, ikke mere et forsvar for skellet mellem dem og os end udtryk for vores egen autentiske, eksistentielle tumlen med de største ting sagt ind i vores tilværelse?

Så hvis modspil bare betyder afgrænsning, så er det ikke modspil, kirken skal yde – men måske autentisk indspil?

Autenticitet er et bedre svar
Autenticitet er en af de ting, som mennesker tilknyttet det nyåndelige terapimiljø efterlyser hos kirken – og måske især hos dens præster. Det kan være et farligt begreb, hvis en særlig spirituel fromhedsstil skal være prøvesten på autenticiteten.

Og af og til fornemmer man, at påstanden om manglende autenticitet er en lidt nem krog at hænge sin egen dovenskab i forhold til kirken op på.

Men at finde autenticitet som udtryk for, at en præst ikke bare skubber læresætninger ind foran sig, men tænker med, prøver nye begreber af på egen tro – og er villig til at diskutere dem og spille ind med dem – det er et rimeligt krav at stille.

Hvordan bliver en præst autentisk?
Autenticitet får en præst på flere måder. Nogle gange bare ved at modnes! Men man kan godt arbejde med sig selv. Nogle skal måske arbejde på højere integration mellem intellektualitet og eget fromhedsliv. Andre skal måske lære ikke være for hurtige i deres teologiske systematiseringer af andres tro og meninger.

Man kan meget vel tænke sig at der kunne opbygges et åbent konsulentnetværk mellem præster – måske netop i forbindelse med Tro i tiden - hvor man kunne diskutere dybde i grænsemeninger og mulig legitimitet i kristen tro.

Men først og sidst er det måske bare Jesu indstilling, vi skal møde hinanden med: ”Den, der ikke er imod jer, er for jer”.

Note:
På religionsmoede.dk kan man finde både Jesu inklusive udsagn (og kommentarer hertil) og de tilsyneladende mere ekskluderende.

Kristen Skriver Frandsen er leder af Folkekirkens Mission og religionspædagogisk konsulent i stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde.