Findes der et andet ritual end dåbsritualet, hvis man gerne vil have tilknytning til kirken? Læs sognepræst Kristine Stricker Hestbechs svar her
Spørgsmål:Jeg har netop fået barn nummer to, og er kommet meget i tvivl, om barnet skal døbes eller ej. Mit første barn er døbt, (i øvrigt med to faddere, der ikke er medlemmer af folkekirken, og hvoraf den ene ikke er døbt), men efter at have læst mere om betydningen af dåben, er jeg altså kommet i tvivl.
Mit spørgsmål er, om der er en anden handling/ritual, hvor jeg kan knytte mit barn til folkekirken og den kristne tro.
Jeg er medlem af folkekirken, men tror ikke på Gud, som et individ personificeret i Bibelen samt det gamle/nye testamente. Jeg tror på ”at tro”. Jeg tror på grundprincipperne i Bibelen, men vil aldrig lære mit barn, at der er en Gud og et himmerige.
Jeg ønsker mit barn døbt for at være en del af det kristne fællesskab. Jeg anser det som en god/rigtig indgang til livet, og det er så op til hende selv på et senere tidspunkt enten at be- eller afkræfte denne tro.
Jeg ønsker ikke, der skal være faddere til dåben, da de ikke skal forpligte sig på at lære mit barn en overbevisning jeg ikke selv tror på.
Venligst
Niels
Svar:Kære Niels,
Sådan som jeg læser din mail, ønsker du, at dit barn skal være en del af det kristne fællesskab, som man bliver en del af via dåben. Samtidigt tror du ikke på den kristne Gud og ønsker heller ikke, at dit barn skal lære om kristendommen.
Måske har jeg ikke helt forstået det rigtigt, men umiddelbart er det to modsatrettede ønsker, du sætter op.
Men jeg kan i hvert fald fortælle dig, at der ikke findes et alternativt ritual for jeres barn i folkekirken. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at med de tanker du gør dig, var den
unitariske kirke måske noget for jer.
Den har ingen dogmer og læresætninger, og ønsker at bevare en åbenhed over for den enkeltes tanker om det guddommelige. Måske du skulle prøve at finde noget om dem på nettet.
Med venlig hilsen
Kristine Stricker Hestbech
Sognepræst