Det er nok ikke gået manges næse forbi, at irakerne i Brorsons kirke i nat (13. august 2009, red.) er blevet hentet ud derfra af politiet. Jeg vil ikke her forholde mig til selve spørgsmålet om, hvorvidt det er en rigtig beslutning at arrestere irakerne og sende dem hjem.

Men der er blevet rejst et spørgsmål om kirkeasyl, og om kirkens frihed er blevet krænket.

Kirkebygningen er ikke en stat i staten
Der har været røster fremme om, at politiet skulle have krænket bygningernes fredhellighed og en gammel uskreven lov om kirkeasyl. (Således f.eks. her). Man mener endog, at kirkens frihed er krænket, at staten har krænket det religiøse rum.

Jeg har indtryk af, at det er to-regimentelæren, der her sigtes til. Men den handler ikke om, at hver kirkebygning er en stat i staten.

I Den Augsburgske Bekendelse, som folkekirken og dermed Brorsons kirken i hvert tilfælde officielt er forpligtet på, står der i artikel 28:

"Den kirkelige har sin bemyndigelse til at lære evangeliet og forvalte sakramenterne; den må ikke bryde ind på noget andet embedsområde, ikke overdrage verdensriger fra den ene til den anden, ikke afskaffe øvrighedernes love, ikke ophæve den lovmæssige lydighed, ikke lægge hindringer i vejen for retslige undersøgelser angående nogen borgerlig ordning eller overenskomst og ikke foreskrive øvrighederne love om indretningen af statens forfatning, som Kristus siger (Joh.18.36):

"Mit rige er ikke af denne verden", ligeledes (Luk.12.14): "Hvem har sat mig til dommer eller deler over eder?" Og Paulus siger (Fil.3.2): "Vort borgerskab er i himlene", (2 Kor.10.4): "Vore stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til at forstyrre anslag osv."

Kirkeasyl hører en anden tid til
Det åndelige regimente består ifølge evangelisk-luthersk kristendom i at prædike evangeliet og række sakramenterne. Det er altså netop ikke en stat i staten, sådan som kirken var før reformationen. Tanken om kirkeasyl stammer da også fra den tid, hvor den romersk-katolske kirke var en politisk faktor i samfundet.

Man kan måske spørge, om det så meget var et spørgsmål om respekt for kirkernes fredhellighed, som det var frygt for kirkens repressalier, der fik statsmagter til at respektere kirkeasylet i Middelalderen.

Kirkestorm er ikke angreb på kirkens frihed
Selvfølgelig kan politiet overveje, om det er en god ide at storme en kirke. Men det er under ingen om-stændigheder et angreb på kirkens frihed eller en indtrængen i det åndelige regimente fra statsmagtens side, at man lader den udøvende magt gælde også indenfor kirkerummet.

Tværtimod må kirken ikke modsætte sig, at statens regler også gælder her, for så vidt, som de ikke strider mod Guds ord.

Artiklen er skrevet som et blogindlæg af pastor Magnus Nørgaard Sørensen.