- Jeg lærte at gribe dagen

Men hvor var løsningen?
Jeg tænkte efter, hvornår jeg sidst havde stået fast på mine beslutninger, hvor tit jeg kunne råde over mig selv for ikke at tale om den tomme selskabelighed eller overfladiskhed, som ikke levner ret meget af mit eget tilbage.

Romerne vidste det, og vi ved det, men hvorfor standser vi så ikke op, giver os tid til nærværet og indhenter det selv, som man taber i sin iver for at følge med og leve op til de krav, som arbejds- og familieliv stiller os?

Jeg kunne ikke i min læsning finde et tilfredsstillende svar herpå - indtil den dag, hvor jeg gik i gang med et forfatterskab, der viste sig at kunne lede mig til at forme et nyt og bedre liv.

At blive ansvarshavende redaktør
Jeg læste Søren Kierkegaard fra ende til anden, på trods af at man bliver advaret herimod, men intet kunne stoppe mig, som ingen kunne stoppe ham, når han fattede sin pen.

Jeg elsker hans stadieteori, der gør mig klogere på mine livsstadier, og jeg tog så småt tilløb til det valg, som læsningen gerne må munde ud i – jeg ønskede inderligt at kunne træde i karakter og blive ansvarshavende redaktør i mit eget liv, som Kierkegaard beskrev det.

Når tid og evighed berører hinanden
Det øjeblik, hvor forfatterskabet fik afgørende betydning for mit liv, skete, pudsigt nok, da jeg stødte på Kierkegaards definition af øjeblikket:

”Øieblikket er hiint Tvetydige, hvori Tiden og Evigheden berøre hinanden, og hermed er Begrebet Timelighed sat, hvor Tiden bestandig afskærer Evigheden og Evigheden bestandig gjennemtrænger Tiden.”

Mange øjeblikke er vigtige for ens liv: man finder sit livs kærlighed, man får sit første og andet barn, og ingen kan konkurrere med disse dejligheder, for de sender lykken med raketfart lige ind i hjertet af ens liv.

En vis harmoni imellem lykkestunder og dagligdage må dog findes, så man griber dagen, men også formår den nødvendige forudseenhed for dagen i morgen, og den balance fandt jeg, da evigheden gennemtrængte min tid.

Kierkegaard blev et femte evangelium for mig
Jeg fik fokus på de gode øjeblikke, som er de tvetydige, hvor tiden og evigheden berører hinanden. Kierkegaards forfatterskab blev som et femte evangelium for mig – ikke fordi Matthæus, Markus, Lukas og Johannes ikke har gjort det godt, men fordi evangelierne behøver en lidenskabelig forkynder, og sådan én mødte jeg i Kierkegaard.

Ved læsning af hans opbyggelige taler og gode links til Det nye Testamente, så jeg kristendommen i et helt nyt lys, eller jeg så det lys, der er verdens lys – Jesus Kristus.

Jeg er ikke i tvivl om, at Gud hin forårsdag, da jeg læste det fine citat om Himlens berøring af jorden, slog hul igennem min timelighed og lod evigheden dryppe på mig, hvorefter jeg blev i stand til at leve et nyt liv – et liv i Gud.

Jeg blev tilfreds med at være mig
Det vil på godt dansk sige, at jeg ikke tilstræber at være som andre, men er blevet tilfreds med mig selv – ikke selvtilfreds, men besindet på, at jeg er den, jeg er, og ikke skal overkomme det uoverkommelige.
Jeg vægter nuet, og med uforstyrret mine og uforfærdet sjæl går jeg dagen i møde, for Gud griber ind på sin måde eller med ”den evighed, der venter hvert Øieblik og ved Dagenes Ende”, som Kierkegaard har fortalt mig.

Lise Søelund er cand. mag. i idéhistorie og forfatter.