Spørgsmål:

Kære Niels Jørgen Kobbersmed,

Første tekstrække er 1500 år gammel. Men hvordan kan det så være, at man i forbindelse med den nye oversættelse fra 1992 har pillet epistelteksten for Søndag seksagesima ud (2. Korinterbrev 12, vers 2-9) og erstattet den med en anden?

Hvem er det, der på folkekirkemedlemmernes vegne, har besluttet det, og hvorfor? Selvfølgelig kan enhver selv læse teksten i Paulus´ andet brev til Korintherne, men hvorfor må der ikke prædikes over den?

Vi ved jo i forvejen, at Paulus ikke kan tale/skrive, som han f. eks. gør i 1. kor, kap. 13, hvis han ikke havde haft dybe åndelige erfaringer. Vi ved også, at Paulus lærte Jesus at kende, da han mødte ham i hans (Jesus´) opstandelseslegeme på vejen til Damaskus.

Ja faktisk går det som en rød tråd gennem Bibelen, at Gud når mennesket gennem erfaringer på såvel det fysiske, som det åndelige plan. Mennesker helbredes, opvækkes, drømmer, får åbenbaringer, syner, og hører tale.

Der står endog: "Ikke ved magt, ikke ved styrke, men ved min ånd."

Inger Jørgensen

Svar:

Første tekstrækkes kontinuitet og rødder helt tilbage i oldkirken gælder i hovedsagen evangeliestykkerne. Epistlernes og lektiernes overlevering er mere kompliceret.

Ved alterbogsrevisionen i 1992 udskiftedes på Søndag seksagesima sædemandslignelsen efter Lukasevangeliet med den noget bredere fortalte parallel Mark. 4,1-20.

Det medførte overvejelser om, hvorvidt epistelen 2. Kor. 12,2-9 var velvalgt. Her havde man i et foreløbigt forslag fra 1985 stillet forslag om at flytte epistelen til en helt ny plads, nemlig som udgangslæsning og hertil foretrukket 1. Kor. 1,18-21(25), som fornemmedes bedre at kunne stå alene.

Den endelig beslutning herom blev truffet af biskopperne.

Herved gled altså 2. Kor. 12,2-9 helt ud af folkekirkens gudstjenestelæsninger, hvilket man kan beklage - det gør jeg selv - fordi afsnittet er så enestående og giver os et lille kig ind i apostelens åndelige liv.

Med venlig hilsen
Niels Jørgen Kobbersmed
Sognepræst