Send artiklen P.G. Lindhardt (1910-1988) til din ven.
P.G. Lindhardt (1910-1988)
P.G. Lindhardt var en af de fire berømte såkaldte Århus-teologer, som i midten af det 20. århundrede var Det Teologiske Fakultets stolthed. -Foto:
- Arkivfoto
Læs også
Annonce
flexblock
TEMA: Troens hovedpersoner
- Hvem har præget kristendommens historie?
- Hvad stod de for?
- Hvorfor risikerede martyrerne livet for deres tro?
Læs hele temaet her
Andre temaer
Her er artiklen i temauniverset
Eksterne links
Skrevet af
P.G. Lindhardt var den mest berømte teolog i Danmark i store dele af det 20. århundrede. Han gjorde op med det evige liv
Teologiprofessoren P.G. Lindhardt (1910-1988) blev landskendt, da han i 1952 holdt et foredrag, hvori han gjorde op med visse forestillinger om det evige liv efter døden. Han mente ikke, at mennesker kunne gøre krav på at få et liv efter døden ved at opføre sig moralsk pænt i dette liv. Hvad der skulle ske efter døden, var udelukkende Guds ansvar og ikke noget, mennesker kunne sige noget om.
Foredraget skabte ballade i folkekirken, hvor det af mange blev opfattet sådan, at Lindhardt havde rokket ved noget af det vigtigste i den kristne tro. I virkeligheden mente han det muligvis ikke så slemt, som det blev udlagt. Men han var en mand med hang til provokation, så han lod sig ikke mærke med, at nogle blev meget provokerede af hans udsagn. Fra dette tidspunkt og de næste to årtier frem var han den mest kendte teolog i Danmark.
En ung professor
Poul Georg Lindhardt var opvokset i et pænt og borgerligt, indremissionsk hjem i Odense. Forældrene sendte den begavede dreng på privatskole og gymnasium. Derefter valgte han at læse teologi for at blive KFUM-sekretær og præst.
Han blev imidlertid aldrig KFUM-sekretær, og præstegerningen blev aldrig hans hovedbeskæftigelse, selvom han i 35 år var hjælpepræst ved Vor Frue Kirke i Århus. I denne egenskab var han en meget velbesøgt prædikant, især af studerende og ansatte fra Det Teologiske Fakultet. Men han var først og fremmest professor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet.
Annonce
Lindhardt havde selv læst teologi i København. Det var på det tidspunkt den eneste mulighed i Danmark. Aarhus Universitet blev grundlagt i 1928 som Danmarks andet universitet, men først i 1942 blev der oprettet et teologisk fakultet ved universitetet. Den forholdsvis unge dr.theol. P.G. Lindhardt blev ansat som den første professor i kirkehistorie i en alder af kun 31 år. Han blev på universitetet til sin pensionering i 1980 – efter 38 år som professor.
Foredraget skabte ballade i folkekirken, hvor det af mange blev opfattet sådan, at Lindhardt havde rokket ved noget af det vigtigste i den kristne tro. I virkeligheden mente han det muligvis ikke så slemt, som det blev udlagt. Men han var en mand med hang til provokation, så han lod sig ikke mærke med, at nogle blev meget provokerede af hans udsagn. Fra dette tidspunkt og de næste to årtier frem var han den mest kendte teolog i Danmark.
En ung professor
Poul Georg Lindhardt var opvokset i et pænt og borgerligt, indremissionsk hjem i Odense. Forældrene sendte den begavede dreng på privatskole og gymnasium. Derefter valgte han at læse teologi for at blive KFUM-sekretær og præst.
Han blev imidlertid aldrig KFUM-sekretær, og præstegerningen blev aldrig hans hovedbeskæftigelse, selvom han i 35 år var hjælpepræst ved Vor Frue Kirke i Århus. I denne egenskab var han en meget velbesøgt prædikant, især af studerende og ansatte fra Det Teologiske Fakultet. Men han var først og fremmest professor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet.
De fire store
P.G. Lindhardt var en af de fire berømte såkaldte Århus-teologer, som i midten af det 20. århundrede var Det Teologiske Fakultets stolthed. De andre tre var K.E. Løgstrup, Regin Prenter og Johannes Sløk. De fire repræsenterede forskellige teologiske retninger.
Lindhardt var en såkaldt eksistensteolog, hvilket betyder, at han fokuserede på det kristne budskabs betydning for jordelivet set i lyset af den eksistentialistiske filosofi. Det førte ham blandt andet til hans berømte opgør med forestillingerne om det evige liv. Han mente, at disse forestillinger fjernede fokus fra det jordiske liv.
Vækkelsesteorier
Som kirkehistoriker beskæftigede han sig især med at studere 1800-tallets vækkelsesbevægelser, som han med sin indremissionske opvækst selv var udsprunget af. Han kom dog ofte i clinch med sit tidligere miljø på grund af sine teorier om vækkelsesbevægelsernes historiske udvikling.
Hans mest kendte teori er nok hans forsøg på at forklare den historiske splittelse mellem grundtvigianere og missionsfolk. Han mente, at de rigere, selvejende bønder blev grundtvigske, mens de fattigere bønder og landarbejdere blev indremissionske.
P.G. Lindhardt fik fire sønner med sin hustru, Gerda Lindhardt. To af dem har, ligesom deres far, gjort sig særdeles bemærket i dansk kirkeliv. Hans ældste søn, Jan Lindhardt, var indtil sin pensionering biskop i Roskilde. Og den yngste søn, Mogens Lindhardt, er rektor for Pastoralseminariet, som videreuddanner teologer til præster i den danske folkekirke.
