Traditionen hænger uløseligt sammen med buddet om næstekærlighed, og har en forgænger i jødernes særlige asylbyer, hvor forfulgte kunne regne sig i sikkerhed.

I år 399 faldt Eutropios - en topembedsmand i Konstantinopel - i unåde efter at have fornærmet kejseren, og løb derfor til en kirke, hvor han søgte beskyttelse ved alteret. Dette til trods for at den samme mand på mange måder havde været en fjende af kirken.

Kirkefaderen Hellige Johannes Chrysostomos holdt i den forbindelse en prædiken, hvor han forklarede, hvorfor Kirken må beskytte, den der søger asyl. Der var nemlig mange, der blev stødt over, at Eutropios tillod sig dette, og som ønskede ham udleveret.

Men Hellige Johannes Chrysostomos spørger menigheden, om man kan modtage de hellige sakramenter, og sige "forlad os vor skyld, som og vi forlader vore skyldnere", hvis man ikke også beskytter Eutropios. Han siger:

"Selv om Eutropios har gjort stor uret,
så er det ikke tiden for dom, men for barmhjertighed
ikke for afregning, men for at vise kærlig venlighed
ikke for at stille krav, men for at give indrømmelse
ikke for domsafsigelse og hævn, men for barmhjertighed og anerkendelse."

Videre beder han om, at Eutropios må blive reddet fra død og ødelæggelse, så han får mulighed for at angre. Gud vil give den gave mangefold tilbage. Han citerer fra Hosea: "Jeg vil have barmhjertighed og ikke offer" (kap. 6, 7 i Septuagint).

Til slut opfordrer han menigheden til at falde ned i bøn og påkaldelse, at redde den fangne, den flygtede og den påkaldende fra fare, så menigheden selv kan opnå fremtidig velsignelse og nåde fra vor Herre Jesus Kristus. Hos Ham være magten og herligheden, nu og altid, og i verden uden ende. Amen.