- Menighedsråd kan gøre det trangt i folkekirken

Så hvis folkekirken varierede sin liturgi, sin udtryksform, sin musikstil mere, så er det godt luthersk. Man kunne i byerne have forskellige kirker med hvert sit præg i stil og musik, og så ville folk lettere kunne finde en menighed, hvor man følte sig hjemme. På landet kunne man i samme kirke have forskellige typer gudstjenenster med forskelligt præg.

Alt dette er man da også begyndt med nogle steder, men der er langt igen.

Konservative kristne er ikke form-konservative
Som hovedregel er folk, der er nytænkende med hensyn til former og musik, ret traditionelle, når det gælder forkyndelsens indhold. Nogle af de mest progressive med hensyn til kirkens ydre former, er nogle af de mest konservative i deres syn på Bibelen og kristen tro og etik.

På kirkens såkaldte ”højrefløj” er vi f.eks. nogle, der arbejder for modernisering og fornyelse af musik og liturgi – samtidigt med, at vi finder det forkert ud fra Bibelen at velsigne homofile partnerskaber.

Nogle af os finder det ikke rigtigt at vie fraskilte. Det er ikke engang sikkert, at vi ville have stemt for loven om kvinders adgang til præstetjeneste, hvis vi havde været født, da den blev vedtaget.

Men har folkekirken også plads til forskellig teologi?
Jeg må erkende, at jeg med disse holdninger ikke tilhører mainstream-segmentet i folkekirken i dag. Men jeg vil gerne være en del af folkekirken, og spørgsmålet er, om der også fremover vil være plads til unge folk med mine holdninger?

Vil menighedsråd fremover undgå at vælge en ung præst, der har meget traditionelle og konservative standpunkter af den nævnte type? Er menighedsråd ved at snævre folkekirken ind, så der ikke længere bliver plads til unge præster af den type?

Folkekirken går glip af ny udvikling
Konsekvensen ved at vælge dem fra kan være, at der bliver flere lutherske fri- og valgmenigheder i fremtiden. En del af udviklingen af nye kirkelige former vil så gå den almindelige danske sognekirkelighed forbi.

Det vil jeg personligt beklage – ikke fordi der er noget galt med valg- og frimenigheder – men fordi det nu engang er folkekirkens sognemenigheder, der er i naturlig kontakt med den store del af den danske befolkning.

Skal folkekirkens mission lykkes, må der være mere plads til forskellighed. Ikke kun i formerne.

Kurt E. Larsen er lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Århus og tidligere sognepræst i Skarrild-Karstoft, Viborg Stift.