- Måske skal vi lære en ny måde at arbejde på, en måde der er kendetegnet af fred, ro og ligevægt. -
- stock.xchng
Jette Dahl |
8. januar 2010
Spiritualitetspræst Jette Dahl giver gode råd til, hvordan man skaber ro midt i travlheden
Det er vigtigt at falde til ro og finde ind til sin egen rytme. Derved undgår man frygt og stress og får overskud til at udføre de opgaver, man er blevet pålagt.
- Fald til ro igen, min sjæl De ord stammer fra en tretusind år gammel tekst i Det Gamle Testamente (Salme 116 v.7). At falde til ro har vi mennesker åbenbart altid haft brug for. I vores egen hastige og forjagede tid afløser oplevelser og indtryk hinanden i rasende fart, så kunsten at falde til ro synes nærmest umulig i dag.
Stress er blevet en folkesygdom, som kan defineres som at leve under anspændte og udmattende omstændigheder, kendetegnet af tidsnød. Så snart jeg gribes af stress, mister jeg kontakten med mit indre, med min sjæl.
Stress trækker mig mod overfladen og bevirker for det meste også, at jeg mister Gud af syne, og at jeg opfatter verden forvrænget, fordi jeg ikke længere ser den med ”troens øjne”. Troens indstilling rummer tillid og overgivelse til Gud. Det betyder ikke, at jeg intet ansvar har, men det betyder, at det bærende i mit liv er Gud, ikke mig selv. Det åbner døre til ”at falde til ro igen”, også midt i travlheden.
De fleste af os har meget at lave og kan ofte godt lide det. Men fortravlethed og stress er ikke af det gode. På en måde har vi aldrig for meget at lave. Der er altid tid til det, vi skal gøre, for når Gud giver os en opgave, giver han også tid til opgaven. Er der ikke tid, kommer opgaven ikke fra ham.
Det ville være gavnligt at spørge sig selv: Hvorfor vil jeg nu absolut gøre dette? og så forsøge at svare så ærligt som muligt. Måske skal vi lære en ny måde at arbejde på, en måde der er kendetegnet af fred, ro og ligevægt.
Vi er Guds violiner
Der er næsten altid et element af angst i stress. Jeg kan være bange for fiasko, bange for ikke at nå det til tiden eller gøre det godt nok, og så videre. Angst kan overvindes med tillid. Gud bliver aldrig træt af at fortælle os, at vi ikke skal frygte.
- Frygt ikke!
Efter sigende skulle udsagnet være nævnt 366 gange i biblen, ét til hver dag i året. Når vi gang på gang mener, vi skal udføre en opgave alene og føler, at den overstiger vores kræfter, glemmer vi, at Gud er der for at arbejde sammen med os. Måske er det egentligt Gud, der udfører opgaven i os og med os. Han vil bruge os som sit redskab, sit instrument.
- Herre, du skænker os fred, for alt, hvad vi har gjort, har du udført i os. (Es. 26 v.12)
Det er en kilde til fred at være bevidst om, at Gud altid er den første årsag, og jeg selv den anden.
- Du skal ikke gøre det ved at kæmpe, Rufinus, men ved at tilbyde, formaner Frans af Assisi sin bror. Eller vi kunne sige: Når du ikke magter at gribe en opgave, så er det godt at forholde sig stille, så vil opgave gribe dig.
Selvtillid og tillid til Gud er ikke modsætninger. Selvtillid er en god ting. Jo mere jeg stoler på Gud, jo mere selvtillid får jeg givet. For så ved jeg, at Gud handler gennem mig og giver mine muligheder spillerum.
Derved sætter Gud ikke mine egne kræfter ud af spil. Tværtimod. Han lader dem komme til udfoldelse. Vores evner er skabt til at blive aktiveret og brugt. Min violin spiller bedst, når Gud spiller på den, men klangen kommer fra violinen.
Den rette rytme
Ethvert menneske har sin egen rytme. Den ene har hurtigere rytme end den anden. Megen uoverensstemmelse stammer fra, at vi ikke respekterer hinandens rytme. Der er få egenskaber, der er så afgørende, men også så forsømt, som den personlige rytme.
Jeg kan ikke være mig selv, hvis jeg tvinger mig selv eller bliver tvunget til at følge en rytme, der er mig fremmed. Det er ødelæggende for mig altid at skulle udrette mere, end jeg magter. Der vil opstå et indre kaos, når jeg gør vold på min naturlige rytme. Til sidst mister jeg min rytmesans totalt og er ikke ”i form” længere.
Gud har skabt ethvert menneske med sin særlige rytme, og den er god at respektere.
- Alting har en tid, for alt hvad der sker under himlen er der et tidspunkt (Præd. 3 v1)
Denne ældgamle visdom kan vi lære at efterleve ved at udvikle vores fornemmelse for både vor egen og vort medmenneskes rytme. Det handler om at have mod nok til at sige fra, når nogen vil gøre vold på den. Ligeledes skal andres rytme respekteres. Enhver må have lov at følge sin egen rytme. Vi må holde op med at sammenligne os med hinanden og ville nå det samme som naboen.
Et tydeligt tegn på, at du har fundet din egen rytme, er at arbejdet holder op med at være byrdefuldt. Det går mere og mere som en leg. Du er tro mod dig selv og måden, du udfører dit arbejde på, er ændret.
Stræber du efter en større indre og ydre ro, og forsøger du at respektere din egen rytme og grænser, giver du på en meget konkret måde plads til Gud.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano