- Evangeliet giver kræfter til klimakampen

Evangeliet giver os mod til klimakampen
Vi skal faktisk løfte en klimabyrde, som vi ikke kan løfte, men det gør Gud, og derfor får vi håb mod håbløshed og mod til at kæmpe klimakampen det bedste vi har lært. Det giver evangeliet os mod og kræfter til. Derfor skal det forkyndes højlydt i det klimaramte offentlige rum.

Politikernes opgave er så at lave en klimaaftale, som lader sig gennemføre. Det bliver givetvis et kompromis så lunkent, at kun evangeliet gør det muligt at leve med det.

Næstekærlighedsbud gælder hele skabningen
Så hvad er den kristne begrundelse for at beskæftige sig med klimaet og at tage ansvar, er der nogle der spørger? Det er, at vi har en indlysende pligt til at drage omsorg for alt, hvad Gud har skabt, alt som Gud med skabelsesberetningens ord så og sagde, var godt. Som jeg opfatter næstekærlighedsbuddet, omfatter det hele skabningen.

Næstekærlighed er ikke noget andet end at elske Gud og hvad Gud elsker, og Gud elsker menneskene, men også hele den øvrige natur. Ikke en fugl falder til jorden uden Gud, og han klæder også blomsterne på marken.

Mennesker bliver ofre for vores livsstil
Der er forfærdende mængder af mennesker over hele verden, som går en frygtelig fremtid i møde på grund af vores og vor kulturs umådeholdne udslip af drivhusgasser. Der er befolkninger, hvis livsgrundlag forsvinder, fordi temperaturstigningerne ødelægger deres landbrugsafgrøder. Der er befolkninger, som kommer til at stå uden drikkevand, fordi gletsjerne forsvinder. Antallet af væbnede konflikter om stadigt svindende vandressourcer vil stige, ligesom antallet af ødelæggende orkaner.

Hvordan harmonerer det med buddet om næstekærlighed, når alle disse katastrofer skyldes menneskeskabte klimaforandringer, som især vores kultur er skyld i? Og hvordan ligger det med viljen til at dele verden med klimaforandringernes ofre, dvs. at overføre ny teknologi og kapital fra os til dem?

Foreløbigt ligner den rige verdens betalingsvilje mere et indtørret figenblad end noget andet. Næstekærligheden er kærlighed, og kærligheden ændrer mennesker, men hvor store adfærdsændringer og
ændringer i livsstil er vi villige til for klimakrisens ofre?

Ønsker vi at afskaffe mangfoldigheden?
Og så er menneskeheden kun en del af Guds skabninger. Tror vi ikke, at Gud har skabt verdens mangfoldighed af livsformer, fordi de skulle være mangfoldige og lovprise Guds herlighed i overstrømmende mangfoldighed?

Hvis ikke Gud elsker den fysiske og sanselige mangfoldighed, har vi ingen grund til at værne om menneskets skrøbelige sanser. Så kan vi lige så godt udvikle os til cyborger. Var det Guds plan, at mennesket skulle afskaffes? Det ville være den logiske konsekvens, hvis vi ikke mener, at livets sanselige mangfoldighed, dyrene og planterne, er værd at bevare. Men hvis vi tror, at naturens mangfoldighed gør Gud glad, skylder vi den også næstekærlighed.

Kaos breder sig
Og ja. Paulus havde hverken hørt om dinosaurusser eller Darwin, og det faldt aldrig dem, der skrev om skabelsen i Det Gamle Testamente, ind, at mennesker kunne have naturen i sin vold. Når de skrev, at mennesket skulle herske over naturen, var det for, at kaos ikke skulle brede sig i verden.

Men kaos er præcis, hvad vores udslip af CO2 og anden forurening har skabt. Hvad vi ’herskere’ skal beherske for at undgå kaos er først og fremmest os selv.

Martin Ishøy er sognepræst i Balle ved Silkeborg, miljøteolog og medstifter af Grøn Kirke.