Hvad er en martyr?

I nutiden bruges betegnelsen martyr om mange forskellige ting. En selvmordsterrorist, der slår sig selv og andre ihjel for en højere sags skyld, kaldes en martyr. En person, der på en selviscenesættende måde udstiller sin forurettethed, kaldes ligeledes en martyr.

Den traditionelle betydning af martyr er imidlertid en person, der bliver slået ihjel på grund af sin tro. Oprindeligt betyder ordet, som kommer af græsk martys, egentlig ”vidne”. Man kan altså sige, at en martyr er en person, der er et vidne for sin tro, selvom det koster ham eller hende livet.

Oldkirkens martyrer blev forbilleder for troen
I den tidlige kristendom havde martyrerne stor betydning. Det var nemlig fra begyndelsen strafbart at være kristen i Romerriget. Anklagen mod de kristne var typisk, at de nægtede at ofre til kejseren og de romerske guder, og at de dermed forstyrrede balancen og ordenen i det romerske verdenssamfund. Ofte stod de kristne i et valg mellem enten at afsværge deres tro eller at blive henrettet. Mange valgte det sidste, og blev efter deres død beundret som martyrer og helgener.

For de kristne i oldkirken var martyrerne forbilleder, der hjalp dem til at holde fast i troen. Derfor blev resultatet af magthavernes forsøg på at udrydde de kristne også ofte det stik modsatte: De kristne blev blot endnu stærkere i troen – og flere i antal. Som den kristne apologet Tertullian skrev: ”Flere bliver vi, hver gang vi mejes ned af jer.”

For nogle kristne blev martyriet med tiden et ideal, som man stræbte efter: At lide for sin tros skyld var det samme som at deltage i Jesu lidelser. Desuden var martyriet den direkte vej til en hædersplads hos Gud i himlen. På vej til henrettelsen modtog martyrerne derfor ofte anmodninger fra deres medkristne om at bede for dem, når de kom i himlen. Med tiden begyndte man også at påkalde martyrer og andre helgener efter deres død. Det er stadig almindelig praksis i den romersk-katolske kirke og de østlige ortodokse kirker.