Send artiklen - Vi får et bedre liv, hvis vi holder fyraften til din ven.
- Vi får et bedre liv, hvis vi holder fyraften
Når danskerne alligevel ikke holder fri og hygger sig sammen med deres familie, kan man lige så godt afskaffe lukkeloven, selv om 100.000 børn så må undvære én eller begge af deres forældre i weekenden, argumenterer rektor Børge Haahr Andersen. -
- Foto: Colourbox
Læs også
Annonce
flexblock
Her er artiklen i temauniverset
Eksterne links
Danskerne er et af de folkefærd, der har mest ondt i familien og i de nære relationer. Vi slider os selv ned, hvis vi ikke lærer at skelne mellem arbejde og hvile, mener rektor Børge Haahr Andersen
Da Gud i sin tid skabte verden, fulgte han ifølge Bibelens første blade døgnets rytme og ugens rytme. Det kan virke selvmodsigende, at en almægtige Skaber holder fyraften og holder weekend. Gud agerer ret så menneskelig, selv når han udfolder sig i sin almagt.
Dette er en unik egenskab ved Gud, som kommer stærkest til udtryk i Det ny Testamente i Jesu person og virke. Jesus ligger og sover, umiddelbart før han stiller stormen på søen. Han brister i gråd, før han kalder en død mand ud af sin grav. Og selv da han står ud af graven og viser sig som den levende og opstandne, gør han sig den ulejlighed at spise et stykke stegt fisk.
Vekslen mellem arbejde og hvile er sundt
Modsat alle os andre hviler den almægtige Skaber ikke, fordi han er træt eller har fysiske og psykiske behov. Han hviler for at nyde og glæde sig over sit værk, og han gør det med henblik på, at den skabning, han gjorde i sit eget billede, skal leve i døgnets rytme, ugens rytme og årets rytme med dens årstider og fester og ferier.
Døgnet og ugen og året blev til, for at vi mennesker skulle leve i en sund vekslen mellem arbejde og hvile.
Dette er fælles gods for jøder og kristne. Forskellen er, at den specielle lovgivning, som i Sinaipagten blev knyttet til sabbatten, er en jødisk specialordning, som blev afskaffet i Det nye Testamente.
Annonce
Men dermed afskaffedes ikke menneskes fundamentale behov for at leve i rytmen mellem arbejde og hvile, at reservere en dag om ugen til afslapning og socialt fællesskab. Inklusiv at reservere den til fællesskab med Gud, der har talt til ord til os, for at vi skal bruge kvalitetstid til at lytte til ham.
Dette er en unik egenskab ved Gud, som kommer stærkest til udtryk i Det ny Testamente i Jesu person og virke. Jesus ligger og sover, umiddelbart før han stiller stormen på søen. Han brister i gråd, før han kalder en død mand ud af sin grav. Og selv da han står ud af graven og viser sig som den levende og opstandne, gør han sig den ulejlighed at spise et stykke stegt fisk.
Vekslen mellem arbejde og hvile er sundt
Modsat alle os andre hviler den almægtige Skaber ikke, fordi han er træt eller har fysiske og psykiske behov. Han hviler for at nyde og glæde sig over sit værk, og han gør det med henblik på, at den skabning, han gjorde i sit eget billede, skal leve i døgnets rytme, ugens rytme og årets rytme med dens årstider og fester og ferier.
Døgnet og ugen og året blev til, for at vi mennesker skulle leve i en sund vekslen mellem arbejde og hvile.
Dette er fælles gods for jøder og kristne. Forskellen er, at den specielle lovgivning, som i Sinaipagten blev knyttet til sabbatten, er en jødisk specialordning, som blev afskaffet i Det nye Testamente.
I Det nye Testamente bliver det den første dag i ugen, der bliver udskilt fra alle andre dage. Her blev døren til Paradiset åbnet, og her blev dødens magt uigenkaldelig brudt, da Jesus i kød og blod stod ud af sin grav. Siden den dag har søndagen været en særlig dag til glæde, afslapning, socialt fællesskab og til gudstjeneste.
Danskerne har ondt i familien
Men søndagen er truet i vores kultur, som den ikke har været det i de 1200 år, hvor kristendommen har været en del af dansk kultur. Det skyldes for det første, at danskerne sammen med den vestlige kristenhed har glemt sin oprindelse og ladet troen på den treenige Gud erstatte af troen på mennesket selv, af fremskridt og udvikling og et virvar af ideologier og filosofier.
Det betyder, at på nær en lille inderkerne går danskerne ikke i kirke. Danskerne er også et af de folkefærd i verden, som har mest ondt i familien og i de nære relationer. Samtidig trives stressrelaterede sygdomme og psykiske lidelser i fuldt flor.
Når kirkeklokker ikke længere kalder til bøn, hvile, fællesskab og gudstjeneste, kan man jo lige så godt bruge dem til at slå nogle slag for miljøet og klimaet. Når danskerne alligevel ikke holder fri og hygger sig sammen med deres familie, kan man lige så godt afskaffe lukkeloven, selv om 100.000 børn så må undvære én eller begge af deres forældre i weekenden.
Modtrækket hedder fyraften
Når mennesker glemmer sin oprindelse, bliver det ensomt. Det mister det forbillede og den vejledning, som Gud og hans ord kan give. Det mister også let sin menneskelighed og glemmer hvile og fællesskab i de nære relationer. Det haster af sted dagen igennem, ugen igennem, året igennem, med at realisere sig selv gennem arbejde, karriere, hobbyer og hvad ved jeg. Indtil det bukker under af stress, af misbrug eller slider med ensomhed og meningsløshed.
Modtrækket er at generobre det ord, der hedder fyraften. Og at genindføre det, de tidligere generationer kunne finde ud af, da de skelnede mellem hverdag og søndag. Hvis vi lærer at leve i rytmen mellem arbejde og hvile, får vi et bedre liv. Og hvis vi får fællesskab med ham, som har opfundet det med arbejde og hvile, så har vi evigt liv.
Børge Haahr Andersen er rektor på Dansk Bibel Institut. Du kan se hans blog her.
flexblock
