Jeg har sendt denne kommentar til Kristelig Dagblad, og den er såmænd også passende for det - usædvanligt mærkværdige - blogindlæg:

Jeg undres en del over Kristelig Dagblad og avisens forhold til, hvad der er politisk aktivisme i kirken. Men lad os starte med det basale:


Overskriften ”Toppolitikere indbød sig selv til kirkefest i Tingbjerg” .Se, her gik jeg og troede, gudstjenester var åbne for alle. Her gik jeg og troede, at Jesus havde lært os, at selv den usleste synder er lige for Vor Herre, og ved Herrens bord er vi alle velkomne. Han som vaskede Marie Magdalenes fødder, som talte med toldere, og som tilgav Judas. Men politikere… Nej Gud fri mig vel, om jeg så må sige. Disse mennesker har ikke adkomst til gudstjenesten – de trænger sig på, forstår man. Til en fest de ikke var inviteret til… Det er et forkvaklet kirkesyn, der kommer til udtryk i denne sammenhæng. Sagen er den, at vi var nogen, der gik til en helt ordinær søndags-gudstjeneste. Intet mere. Intet mindre.


Dernæst: Kristelig Dagblad anfører i en leder 24/10, at Venstre ikke kan finde sine ben i spørgsmål om kirkegang og politik. Som om Venstre skal det. Kristendommen er en individuel formaning til hver og en – det er ikke et kollektivistisk samfundssyn, man som en politisk kåbe kan iklæde sig – eller trække ned over hovedet på andre. Men sagen er nu i øvrigt enkel: Lederen håner Venstre for på den ene side at f.eks. statsministeren og jeg selv var til Gudstjeneste i Tingbjerg for at understøtte sognepræst Ulrich Vogels ret til at prædike evangeliet, samtidig med at Venstres politiske ordfører har beklaget den politisering, der fandt sted, da præster bad sognebørn om støtte til de fordrevne irakere – bl.a. ved at opfordre til at gå til gudstjeneste, men også til at bryde loven og gøre oprør mod landets lovformelige myndighed.


At påstå de to situationer er ens, og udtryk for hvedagspolitik, er absurd. Den ene rammer ned i muligheden for at prædike evangeliet. Det er ingen politisk sag. Det er en sag for medlemmer af den danske folkekirke og for enhver kristen menighed først. Og siden et anliggende for politiet og de sociale myndigheder. Den anden er – ren og skær - politisering. Et verdsligt anliggende. Simpelthen.


Når jeg også undrer mig er det fordi, jeg ikke har set en leder, der mistænkeliggør de politikere, der knyttede sin an til Brorsons Kirken, og badede i humanismen varme skær. Eller f.eks. nu afdøde Svend Auken, der skrev indlæg i denne avis, og entydigt miksede kristendom og politik.


Man kan spørge sig selv: Er det politik som medlem af Folkekirken at gå til en gudstjeneste når en sognepræst er forjaget fra sit embede for at tilkendegive, at evangeliet bør lyde overalt? Fordi man er politiker? I givet fald er alt politik. Og hver søndag, når jeg går til gudstjeneste, i givet fald en politisk handling.


Man kan spørge sig selv, om det virkelig havde været bedre at blive væk? Jeg så ikke nogen af de politikere, der havde travlt med irakerne og Brorsons Kirken, tilstede i kirken. Måske man skulle have gjort som dem? Jeg synes det ikke. Og jeg må undres over deres – og kristelig dagblads – prioriteter.