"Det er ikke en sammenblanding af religion og politik" lyder det i Kristeligt Dagblads artikel mandag den 26. oktober, som et mantra fra diverse førende landspolitikere om deres (påståede) præstesolidaritetskirkegang i Tingbjerg kirke søndag d. 25. oktober.

Det lyder i mine ører næsten som i den kendte vits om manden, der råbende løber gennem et jagtområde, "jeg er ikke et rådyr". Han skydes og falder om, en mand med rygende gevær bøjer sig ind over den sårede, som med svag stemme hvisker: "Hørte du ikke, at jeg råbte 'Jeg er IKKE et rådyr'?" – "Nå", siger jægeren, "jeg synes du sagde 'Jeg ER et rådyr'!"

"Det er ikke en sammenblanding af religion og politik" – dette at gå i kirke en almindelig søndag for som politiker og behørigt annonceret i medierne i forvejen at "sende et signal" – jo det er! Det er ikke bare sammenblanding, det er gudstjenestebesættelse og højtråbende selvpromovering og de ligger nu faldne på stribe disse (påståede) præstesolidariske politikere og kirkegængere. Eller rettere: Kirkegængere på skrømt.

"Min fars hus er et bedehus, og I har gjort det til en røverkule", råber Jesus, da han, som evangeliet fortæller det, jager kræmmerne ud af templet. Det er ikke kirkebygningen, der for os som lutherske kristne på en særlig måde er hellig, det er gudstjenesten.

I Brorsons kirke brugte man (efter det lokale menighedsråds beslutning) kirkebygningens underetage (hvilket under med en sådan etage!) til at vise gæstfrihed og give rum til en flok trængte asylansøgere. I Tingbjerg kirke i søndags misbrugte forskellige landspolitikere sognets søndagsgudstjeneste på det groveste. En politisk motiveret besættelse af det helligste vi har. En grovhed uden lige, hvilket allerede søndag - ifølge KD´s artikel - stod klart for lokale kirkegængere og medlemmer af Tingbjerg Kirkes menighedsråd, og nu, dagen derpå, vil jeg mene, for os alle.

Gudmund Rask Pedersen er sognepræst i Vær og Nebel sogne ved Horsens og forfatter til en række bøger om litteratur og kristendom.