I Den Katolske Kirke i Danmark hænger ansvaret for klimaet tæt sammen med et socialt ansvar, siger kirkens klimarepræsentant Jacqueline Ryle
I forbindelse med klimatopmødet i København sætter kristendom.dk fokus på kirke og klima i en serie om grønne kirker.
Her vil fem kirker fortælle, hvad de gør for at være miljøvenlige og begrunde, hvorfor de som kirke engagerer sig i klimaspørgsmålet.
Den Katolske Kirke i Danmark
Den Katolske Kirke er aktivt deltagende i Danske Kirkers Råds Klimagruppe ved kirkens klimaansvarlig Jacqueline Ryle.
Kirken mener overordnet, at den har en forpligtelse til at tale skaberværkets sag og handle miljøbevidst.
- Vores tro er, at vi er en del af Guds samlede skaberværk. Det er vores gave og samtidig vores livsgrundlag, og fordi vi kan tænke og handle, er det også vores forpligtelse at bruge dette skaberværk med omtanke og ærefrygt, fortæller Jacqueline Ryle.
Ansvaret for skaberværket hænger i Den Katolske Kirke også tæt sammen med det socialretfærdige perspektiv.
- Vi har en forpligtelse til at værne om hele denne kostbare gave. Vores ansvar angår både, hvad der sker som følge af klimaændringer for jordens mennesker, men samtidig også for jordens dyr, planter og alle de systemer vi øver indflydelse på. Det stemmer helt overens med Den Katolske Kirkes sociallære om den centrale betydning af social retfærdighed, siger Jacqueline Ryle.
Mindre og bevidst forbrug kan berige det sociale og åndelige
Et øget fokus og engagement i klimaspørgsmålet betyder også, at forholdet til Gud og medmennesket styrkes.
- Vi skal ændre vores miljømæssige adfærd til det bedre, blive mere bevidst, vise mere omtanke og forbruge mindre. Det vil berige os åndeligt, styrke vores forhold til Gud og til hinanden, berige vores sociale og åndelige forhold i sognene og helt generelt berige og forbedre vores relationer til alle mennesker, mener Jacqueline Ryle.
Lokale, nationale og internationale initiativerDen Katolske Kirke i Danmark tager i dette efterår en lang række grønne initiativer. For eksempel holdes der andagter og høstmesser med fokus på skaberværket. Til en økumenisk Taizé-andagt i Skt. Ansgar Kirke blev der bedt på ni forskellige sprog for forsoning og helbredelse af skaberværket.
Kirken deltager også i den
økumeniske gudstjeneste den 13. december i
Vor Frue Kirke i København i forbindelse med klimatopmødet, hvor der efterfølgende ringes 350 gange med kirkeklokkerne.
Den Katolske Kirke i Danmark gør også brug af
Grøn Kirkes klimastafet og grønne råd til kirker.
- Vi vil bevidstgøre vores sogne om at prøve at følge så mange af Grøn Kirkes 48 punkter som muligt. For eksempel har
Den Hellige Families Kirke i Birkerød nedsat en klimagruppe, der er ved at gennemgå alle sider af klimapåvirkning ud fra
Grøn Kirkes 48 punkter, og vi arbejder på, at dette initiativ udbredes til andre katolske sogne, siger Jacqueline Ryle.
Den Katolske Kirke i Danmark deltog i år også ved et internationalt dialogseminar i Bruxelles om den etiske dimension i klimaproblematikken og på
Den Nordiske Bispekonference, hvor Jacqueline Ryle holdte oplægget "At genbekræfte Kirkens profetiske stemme."