Peter Béliath |
20. november 2009
Kirken burde udnytte unge mænds interesse for tempelherrer, middelalderens ridderkultur og fantasy-genren, mener rockskribent Peter Béliath. Interessen dækker nemlig over et regulært åndeligt behov
Det er normalt, at mænd slutter sig sammen i forbund og broderskaber. Nu om dage organiserer mænd sig som oftest i sportsklubber, gadebander og andre sekulære grupperinger. Mænd med åndelige interesser mødes derimod helst i loger og okkulte selskaber, der som regel ikke har forbindelse med kirken – eller som er i direkte opposition til kristendommen.
Men sådan har det ikke altid været. Der var engang, da man også inden for kristendommen havde sammenslutninger for mænd. Sammenslutninger, hvor mænds særlige biologi kunne komme til udfoldelse, uden at den kom på kant med Kristus-troen. Det var slet og ret sammenslutninger, hvor der ikke var modsætning mellem teologi og testosteron. Jeg tænker her på diverse gilder og laug og ridderordner.
Jeg har tidligere her i bloggen undret mig over, at kirken ikke udnytter den enorme interesse for ridderskabet, der florerer i populærkulturen. Vi ligefrem bombarderes med film om typer som Arn Magnusson, Prins Caspian, Kong Arthur og Aragorn.
Og i bøger, tegneserier, rollespil, computerspil m.m. vrimler det med drabelige dragekampe, eventyr om tempelherrer (tempelriddere) og søgen efter den hellige gral. Hovedparten af elementerne i fantasy-genren er hentet fra den kristne tradition, men de er underligt nok totalt fraværende i den moderne kirke.
Nu om dage tjenes der store summer på ridderromantik, eller hvad man nu skal kalde den store interesse for f.eks. tempelherrerne. Jeg mener seriøst, at denne interesse for riddere dækker over et regulært åndeligt behov hos især unge mænd. De fleste unge mænd har svært ved at forbinde sig med den tamme, ufarlige form for kristendom, som dominerer det moderne Vesten. Og når mændene søger efter en spiritualitet, der matcher deres biologi, ja, så finder de den alt for sjældent i kristent regi.
Hvor er kirken, når det gælder fuld harnisk og blankvåben?
Så sent som i sommers gæstede jeg et såkaldt middelaldermarked. Det foregik ved Voergaard Slot i Vendsyssel, men denne form for re-enactment (underholdende forsøg på at genskabe historien) kan man med jævne mellemrum opleve over hele landet.
Foruden boder med mad og rekonstrueret middelalder-habengut kan man på disse markeder opleve ridderturneringer eller deciderede træfninger mellem småhære af mænd (af og til også kvinder!), som er iført fuld harnisk og bevæbnet med grumme blankvåben. Det er alt sammen rekvisitter, som de optrædende selv har fremstillet – og de optrædende er som oftest organiseret i middelalderforeninger med navne som Hvidehorse-Fionia og Scramasax.
Der findes lignende grupperinger, hvor man med rekonstruktioner af tøj og kampscener forsøger at genoplive Nordens førkristne tid. Og jeg har bemærket, at asatroen er populær blandt disse ”fritidsvikinger”. Men det lader ikke til, at kristendommen har samme tag i re-enactment-ridderne. Hvorfor mon?
Er det fordi, der er for stort et spring fra den maskuline middelalderkultur til vore dages feminiserede kristendom? Ejer den moderne kirke simpelthen ikke en dør, som mænd kan træde ind gennem uden at gå på kompromis med deres maskulinitet? Og har den moderne kirke for få fora, hvor mænd kan finde åndelige udfordringer, og hvor de kan indgå i et trosfællesskab med andre mænd?
Mænd ønsker at kæmpe for det gode
Lad mig hermed bryde en lanse for kristne broderskaber. Kirkens repræsentanter må medvirke til, at der atter skabes en kristen kultur, hvor det bliver almindeligt for mænd at slutte sig sammen i broderskaber. Kristendommen bør ikke udelukkende være en religion for familier og individualister.
Vi må ikke glemme, at mænd hjertens gerne knytter solidaritetsbånd til andre mænd. Og at disse bånd kun bliver stærke og holdbare, hvis de har en åndelig dimension.
Vi mænd er ikke mindre spirituelt anlagte end kvinder. Men de fleste af os har brug for, at troen bliver gjort konkret og dramatisk. Troen bør derfor sættes ind i en sammenhæng, hvor den bliver håndgribelig og handlingsorienteret. Mænd vil gerne have et projekt med deres liv, de vil gerne gøre en forskel.
Dertil kommer, at de fleste mænd har en medfødt kampgejst. Det er muligt, at Satan og det onde har en vis fascinationskraft, men langt hovedparten af alle mænd ønsker at kæmpe for det gode. Og det er vel i princippet, hvad en ridder gør. Mænd spejler sig rask væk i riddertypen. Og derfor er Arn og Aragorn så populære i vore dage.
Peter Béliath er exam.art i litteraturvidenskab, rockskribent og redaktionssekretær. Du kan se hans blog her.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano