Det er normalt, at mænd slutter sig sammen i forbund og broderskaber. Nu om dage organiserer mænd sig som oftest i sportsklubber, gadebander og andre sekulære grupperinger. Mænd med åndelige interesser mødes derimod helst i loger og okkulte selskaber, der som regel ikke har forbindelse med kirken – eller som er i direkte opposition til kristendommen.

Men sådan har det ikke altid været. Der var engang, da man også inden for kristendommen havde sammenslutninger for mænd. Sammenslutninger, hvor mænds særlige biologi kunne komme til udfoldelse, uden at den kom på kant med Kristus-troen. Det var slet og ret sammenslutninger, hvor der ikke var modsætning mellem teologi og testosteron. Jeg tænker her på diverse gilder og laug og ridderordner.

Jeg har tidligere her i bloggen undret mig over, at kirken ikke udnytter den enorme interesse for ridderskabet, der florerer i populærkulturen. Vi ligefrem bombarderes med film om typer som Arn Magnusson, Prins Caspian, Kong Arthur og Aragorn.

Og i bøger, tegneserier, rollespil, computerspil m.m. vrimler det med drabelige dragekampe, eventyr om tempelherrer (tempelriddere) og søgen efter den hellige gral. Hovedparten af elementerne i fantasy-genren er hentet fra den kristne tradition, men de er underligt nok totalt fraværende i den moderne kirke.

Nu om dage tjenes der store summer på ridderromantik, eller hvad man nu skal kalde den store interesse for f.eks. tempelherrerne. Jeg mener seriøst, at denne interesse for riddere dækker over et regulært åndeligt behov hos især unge mænd. De fleste unge mænd har svært ved at forbinde sig med den tamme, ufarlige form for kristendom, som dominerer det moderne Vesten. Og når mændene søger efter en spiritualitet, der matcher deres biologi, ja, så finder de den alt for sjældent i kristent regi.