Hvor trang var ikke fødselsporten for mig (som for alle andre) ud til livet og fællesskabet. Så meget desto mere, som min mor på grund af sygdom hele tiden forsvandt for mig, da jeg var spæd. Og langt senere, da jeg en vinter kæmpede som en besat for ikke at gå fortabt i det repeterende mønster og i en besværgende barnetro, der ville have sin vilje, hvor snæver var da ikke porten ind til voksenlivet? Men den åbnede trods alt ind til livet.

Åbner dødens trange port også ind til livet, og har vi overhovedet noget valg, når det kommer dertil? Det er det store spørgsmål.

Der er nemt og behageligt at vælge den brede vej
Som man kan forstå, har billedet af den snævre port og den trange og den brede vej vundet eksistentiel troværdighed for mig og giver mig et reflektionsrum. Det gør mig bevidst om valget, jeg står i igen og igen, når jeg må afgøre mig for, om jeg vil vælge den nemme og behagelige løsning frem for den vanskelige, men måske også mere sande og livsvendte løsning.

Men står billedet også til troende som en spejling af fortabelse og evigt liv? Har vi virkelig noget valg, når døden fordrer sit og vi står nøgne og afrakkede tilbage, berøvet ethvert forsvar og enhver ros? Både nej og ja.

Vi har alle brug for et nådigt lift
Nej, fordi ingen af sig selv kan bestå prøven over for Guds ansigt. Over for Gud, har vi alle uret (Søren Kierkegaard). Står vi først dér på fortabelsens brede motorvej med eller imod vores egen forventning, hvem har da ikke brug for et nådigt lift den modsatte vej. Ad Himlen til? Det har alle brug for. Alle!

Og ja - fordi det er nådens Gud, vi står ansigt til ansigt med. Han, som ”har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed” (Rom. 11,32). Alle!

Han, som netop i den samme bjergprædiken åbenbares som den Gud, ”der lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige” (Matt. 5,45). Det er dén Gud, der kommer os i møde og ser på os med Jesu øjne, taler igennem hans mund og opmuntrer os til at vælge livets trange vej allerede nu. Dén vej, der i følgeskab og samhørighed med Kristus også skal bære igennem på den yderste dag.

Ukristeligt at bruge billedet af den snævre port om fortabelse
”Gå ind ad den snævre port”, siger Jesus. Det vil jeg så gøre fuld at tillid, samtidig med at jeg vil vende mig fra ethvert kirkeligt misbrug af dette billede til at sprede frygt og fortabelsesangst blandt mennesker og fra ethvert ukristeligt forsøg på at sætte skel imellem de få udvalgte og de mange fortabte. Hvem tror vi egentlig, vi er?

Nej, så foretrækker jeg den tegning, min drengekonfirmand tegnede for snart længe siden: Man ser en vej, der deler sig i to, smal til den ene side, bred til den anden. På det ene vejskilt står der: ”til himlen” på det andet ”til Hælvede”. Lige efter bogen.

Men så er det, som om evangeliets ånd overgår dets bogstav. For man ser kun mennesker dreje den rigtige vej mod himlen. Ingen ser man, der går de anden vej. Ingen.

Det skal være min tro og tillid sammen med konfirmanden og Paul Gerhardt stedt på livets veje og vildveje: at Gud selv vil vende, al nød, hver kamp og sag, ”så alle dine veje/hvor sært de slynge sig/dog fra hver afgrund dreje/og gå til himmerig” (DDS nr. 38 v. 6).

Christian Højlund er sogne- og sygehuspræst i Silkeborg.