En folkekirke med 4,5 millioner medlemmer bør kunne levere en overbevisende tilstedeværelse på internettet, skriver ph.d.-studerende Peter Fischer-Nielsen i sin anmeldelse af folkekirkens nye hjemmeside
Der er siden januar blevet arbejdet hårdt på relanceringen af folkekirkens officielle hjemmeside
folkekirken.dk. Redaktørens blog har i de forgangne måneder pirret vores nysgerrighed med overskrifter som ”Glæd dig til det ny folkekirken.dk” og “Folkekirken.dk bliver en fed adventsgave.” Nu er den her så, tidsplanen er overholdt, og folkekirken kan gå ind i et nyt kirkeår med et forandret web-ansigt.
Målet med det ny folkekirken.dk har været at skabe en alsidig hjemmeside: “Den skal ikke alene give klare og korrekte oplysninger til medlemmerne. Den skal også være en kilde til viden og inspiration om tro, gudstjeneste, bøn, højtider og personlige mærkedage i kirken,” skriver redaktøren på sin blog. Nu er det så passende at spørge, om målsætningen er nået.
På nogle områder er svaret ja. Klar og korrekt oplysning er der nemlig masser af. Der er kommet flere tekster på siden, der både fortæller om folkekirken og kristendommen. Det er udmærkede tekster, der vil gøre læseren klogere, og som kan give den almindelige folkekirkedansker et mere nuanceret indblik i den kristne tro. I disse Google-tider er det vigtigt for en kirke at melde sig på banen med klare tekster, som ikke bare kirkegængere, men også studerende og journalister vil falde over i deres søgning efter hurtige svar på internettet. Hermed også sagt, at det ikke er gjort med teksterne alene. Man må også sørge for, at de får en god Google-placering.
Hvor der er masser af viden at hente, kniber det til gengæld med inspirationen. Det er fint, at der er kommet flere billeder og forskellige videoklip med julesalmer, juleevangeliet der læses op af Thure Lindhardt og den tidligere museumsinspektør i Den Gamle By i Århus, der fortæller om julens traditioner. Men i det store hele bekræfter hjemmesiden nok folks fordomme om folkekirken: masser af ord, og ikke så meget liv.
Der er eksempelvis kun ét godt skjult afsnit om bøn, hvor man kan læse Fader Vor og en kort forklarende tekst. Hvorfor ikke giver brugerne mulighed for at skrive en bøn, tænde et lys eller i det mindste læse en række forskellige bønner?
Et andet svagt punkt er manglen på personlig kontakt. Det er ikke folkekirken.dk man skal dumpe ned på, hvis man har ondt i sjælen og ønsker en sjælesørgerisk samtale. Der er godt nok en brevkasse undervejs, hvor man vil kunne stille spørgsmål om kirke og tro, men man fornemmer, at der her mere er tale om faktuelle forespørgsler. Vil man derimod i direkte kontakt med en præst, skal man lede længe. Først i et godt gemt undermenupunkt kommer der en lovende sætning: “Find hjælp, trøst og samtale hos præsten i dit sogn.” Men når man klikker her, ryger man direkte ind på forsiden af
sogn.dk – mere upersonligt kan det vist ikke blive.
Endelig må det nævnes som en svaghed, at siden primært har en leksikal tilgang til kirkens og kristendommens temaer. Som eksempel kan nævnes teksterne om dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Informationerne er der ikke noget i vejen med, men de kan ikke stå alene. Og da netop dette afsnit har potentiale til at blive en stor publikumsmagnet, bør man her give den hele armen med levende mennesker, der fortæller om begivenhederne, billeder og videoklip, forslag til sange, opskrifter m.m. Afsnittet om konfirmation har en antydning af dette med eksempelvis 10 helt jordnære råd til konfirmanden, men generelt er der brug for mere kød og blod.
For at slutte af med noget positivt er det godt at se, at det ny folkekirken.dk tilsyneladende lægger op til mere interaktion med brugerne. Der er blandt andet kommet flere bloggere til, og der er som sagt også en brevkasse på vej. Facebook og Twitter er desuden blevet integreret på siden. Brugerkontakten er et vigtigt punkt at arbejde videre med, da man her viser, om man forstår sig selv som en kirke præget af ensidig monolog eller samtale.
Folkekirken er langt fra færdig med at arbejde på sin hjemmeside, men det er positivt, at man er kommet i gang og nu kan levere et velforberedt arbejde. At den nye hjemmeside efter min mening ikke helt lever op til forventningerne skyldes primært, at arbejdet mangler ressourcer. En folkekirke med 4,5 millioner medlemmer bør kunne levere en overbevisende tilstedeværelse på internettet, og behovet vil sandsynligvis kun blive større med tiden.
Derfor må budskabet til hjemmesidens ansvarlige være: Send flere penge!