- Både palæstinensere og israelere har brug for håb

Håb frigør de undertryktes kreativitet
(Men) sandt håb er et kraftfuldt og betydningsfuldt element for alle, der lever midt i en konflikt. Derfor er det nødvendigt at omdefinere og generobre håbet, særligt for dem, som er undertrykte. Håb og vision er en virkelig kraft, når de ejes og udleves af mennesker, som er holdt nede. Håbet er løfterigt, fordi det tilbyder et reelt alternativ. Det åbner et vindue mod nye muligheder og frigør de undertryktes kreativitet.

Mennesker, som lider, har et desperat behov for at kunne forvandle følelsen af at være magtesløs til evnen til at tage kontrol over lidelsen ved at forme en vision for fremtiden. Hvis du har håb, kan du kæmpe imod at være et nummer i rækken eller et interessant studie i overtrædelsen af menneskerettighederne – én, det er synd for. Ret forstået er håb intet mindre end at tage kontrol over sin egen skæbne.

Den onde cirkel i en konflikt er ofte så stærk, at de, som undertrykkes, kommer i en dobbelt offerrolle. De bliver ofre for andres undertrykkelse, men også for deres egne reaktioner og handlinger, og det skader dem meget mere, end det skader undertrykkerne. Håbet lærer den undertrykte at holde op med at se sig selv som et offer (selv om der kan være grund til det), der ikke ved, hvordan man skal virkeliggøre mål og drømme.

Håb er at tage ansvar
Håbet er styrken til at turde bryde den onde cirkel. Det er kunsten at ændre begivenhedernes vante gang – ikke ud af svaghed, men ud fra ens egen vilje, når man bestemmer sig for det, som en respons på egen beslutsomhed. At opretholde håbet er at modstå tendensen til at øge mulighederne for selvdestruktion. I denne betydning bliver det at holde fast i håbet en måde at redde sin nation og sit folks “sjæl” på.

At håbe er at bevæge sig fra at ville have verdens sympati til at tage ansvar for planlægning og udvikling af strategier. Håbet betyder ikke, at vi holder op med at gøre modstand, men at vi begynder at reflektere over, hvordan modstanden bliver effektiv. Modstand er ikke længere et mål i sig selv, men snarere et led i en gennemtænkt strategi.

Håb er også vigtigt for israelerne. For deres egen og for deres børns skyld bliver de nødt til at finde ud af, hvordan de kan genvinde kontrollen over deres liv. De må finde en måde at stoppe den militaristiske regering på og begynde at give udtryk for den politik, de ønsker, at landet skal føre i deres navn. De må overvinde deres frygt, såvel som vi må overvinde vores.

Håb er yderst vigtigt for både israelere og palæstinensere. Håb giver os alle evnen til at revurdere vores egen historie på ny, samtidig med at vi må udfordre “fjenden” til at revurdere deres version af den samme historie. Det er kunsten at se tingene fra en anden vinkel, fra et andet perspektiv, end det snævre, man normalt ser dem fra. Med mindre vi kan sætte os selv i andres sted, vil vi aldrig kunne forstå, hvordan kædereaktionen bliver sat i gang. Igen og igen har israelere og palæstinensere bevist, at de kan gøre livet bittert for sig selv og for fjenden. De har vist, at de kan ødelægge hinanden.

Vi har brug for en fælles vision
Hvad israelere og palæstinensere har brug for, er en fælles vision om sameksistens. Visionen for Israel og Palæstina må være at indse det paradoks, at det ikke vil tjene nogen af dem at vinde hele verdens støtte, hvis man samtidig mister sin nabo.

Hvad får Israel ud af økonomisk og moralsk støtte fra det amerikansk-jødiske samfund og det kristne højre, hvis de mister deres palæstinensiske naboer? Og hvad får det palæstinensiske folk ud af støtte og opbakning fra de fleste arabiske og muslimske lande, hvis de mister deres israelske naboer? Disse støtter betaler med dollars, men vi må betale med blod.

En vision, som giver håb, er også vigtig for amerikanske og europæiske kristne. Ikke fordi de skal være pro-palæstinensiske, men fordi de ikke kan fortsætte med bare at være tilskuere i deres eget land. Vi beder ikke om flere udtalelser om situationen i Mellemøsten. Vi beder om handling – ikke kun for vores egen skyld, men også for deres skyld og for deres respektive landes skyld. Borgerne i disse lande må sørge for, at deres penge ikke bliver brugt til at støtte den israelske besættelse, men til at skabe en retfærdig fred i regionen.

Mit håb for os alle er meget enkelt. Jeg beder ikke om det uopnåelige. Jeg beder om, at vi må involvere os i hinanden – palæstinensere, israelere, amerikanere og europæere – og holde op med at være tilskuere og i stedet tage ansvar. Sammen kan vi gøre en forskel.

Min fangevogter kan ikke tage mine drømme fra mig
Hvad betyder det for mig i dag? Min fangevogter forsøger dagligt at gøre livet hårdere for mig. Han omkranser mit folk med pigtråd. Han bygger mure omkring os, og hans hær sætter mange grænser for vores livsudfoldelse. Fortsat interneres tusinder i flygtningelejre og fængsler.

Men på trods af alt dette har han ikke kunnet tage mine drømme og visioner fra mig. Han kan ikke holde dem fanget. Hans undertrykkelse forhindrer mig ikke i at tænke på, at vi skal have en fælles fremtid. Hans magtudøvelse får mig ikke til at miste drømmen om at leve sammen med ham i fred.

Hvad indebærer virkeligt håb for os palæstinensere? De gør livet surt for os, for at udmatte os; vi skaber nye aktiviteter og muligheder for vores børn og unge.

De knuser vores ruder; vi samler glasstumperne sammen og forvandler dem til kunst. De lukker vores skoler; vi udvikler fjernundervisning. De vil lægge låg på vores historie; vi kreerer nye måder at give stemme til dem, som ingen stemme har. De bygger mure omkring vores byer; vi udvikler netværk ved hjælp af elektronisk kommunikation. De bygger bosættelser; vi bliver ved med at gøre modstand mod et sådant apartheidsystem.

Som kristne skal vi ikke længere være tilskuere i verden. Vi er kaldet til at handle i Kristi sted. Somme tider føles verden som et helvede – deprimerende, uden nogen fremgang. Men vi har sat vores håb til Kristus, som er liv. Helvedet er allerede overvundet. Vores kald er ikke at forvandle dette helvede til et paradis, men at omskabe dette helvede til en verden, hvor livet igen får gode muligheder.

Det kristne håb konfronterer fortvivlelsens kræfter
Det kristne håb fastholder, at det aldrig er for sent at handle i tro og at vise kærlighed gennem handlinger. Det kristne håb lader sig ikke overvinde af dødens og fortvivlelsens kræfter, men konfronterer og udfordrer dem.

Det kristne håb retter sig mod dem, der er inde i den mørke tunnel, som vandrer i dødsskyggens dal, og byder dem at komme ud, som Lazarus fra graven, fordi her er én, der er opstandelsen og livet. Håb er den bedste måde at bekæmpe selvmordsbombere på.

At holde fast i en håbets vision midt i en krig, giver håbet ny mening. Det er ikke længere noget, vi ser, men noget, vi gør, noget, vi lever, noget, vi går ind for, noget, vi planter. I tider, hvor det føles, som om verden vil gå under i morgen, er vores kald ikke at vente, ikke at græde og heller ikke at give op.

Vores eneste håb, vores eneste meningsfulde vision, er at gå ud i vores have, ud i samfundet og plante oliventræer. Hvis vi ikke planter træer i dag, vil der ikke findes nogen i morgen. Men hvis vi planter et træ i dag, vil der være skygge, hvor vores børn kan lege, der vil være olie til at hele sårene, og der vil være olivengrene at svinge med, når freden kommer.

Mitri Raheb er palæstinenser og præst ved den lutherske kirke, Julekirken, i Bethlehem. Initiativtager til Det Internationale Center, der arbejder for forståelse og fred i Israel/Palæstina. Du kan se hans hjemmeside her.

"Bethlehem under Belejring. Fortællinger om håb i svære tider" er udgivet af Boedal Forlag og uddraget bringes med tilladelse herfra.