Præster har lige som alle andre mennesker naturligvis et privatliv, de skal have frihed og mulighed for at forholde sig til på godt og ondt, i medgang og modgang, mener sognepræst Anders Eyvind Nielsen. -
- Foto: Colourbox
Anders Eyvind Nielsen |
9. december 2009
- Seksualmoralske problemstillinger må altid være underlagt evangeliets uforbeholdne tiltale om syndernes forladelse, mener sognepræst Anders Eyvind Nielsen
Spørgsmål: Må en præst være sin kone utro?
Martin Andersen
Svar:
Med det rejste spørgsmål,
”må en præst være sin kone utro?”, er det som om, der er antydet en underforstået tilføjelse:
”... og stadigvæk være præst?” Den underforståede tilføjelse vender jeg tilbage til.
Forstået som et rent opklarende spørgsmål skulle et hurtigt svar vel nærmest give sig selv. Ligesom i tilfældet med andre følsomme spørgsmål af moralsk art som for eksempel:
”Må man lægge sin ægtefælle på is?”, ”Må man rive tæppet væk under sin bedre halvdel?”, ”Må man løbe med sladder?”, osv.
Langtfra alle parforhold vil i seksualmoralsk forstand kunne trives som ”åbne”. I eksistentiel henseende er spørgsmålet om ”sidespring” da også som regel en kompliceret affære - og erfaring.
Det hænger vel sammen med, at forpligtende som uforpligtende sex med tredje part ofte har både en problematisk forhistorie og et endnu mere oprivende efterspil i form af indre skyld og vidtgående ydre konsekvenser for de involverede partnere, hvis utroskab kommer frem i lyset.
Ifølge evangeliefortællingerne om Jesus afsløres utroskab som et forhold, der åbenbart kan foregå på mere end ét niveau. På den ene side hedder det om (ægte)manden,
”der ser på en anden mands hustru”, at han allerede har været i seng med hende.
På den anden side hedder det advarende i fortællingen om kvinden grebet i hor, at den, der med sin forargelse over andres fejltrin selv mener at være fejlfri, passende kan kaste den første sten.
Præster i parforhold er selvfølgelig som alle andre henvist til at leve under de psykologiske og sociale vilkår, som den fortsatte udvikling i dagens familie- og samfundsstrukturer udsætter diverse forpligtende samlivsformer for.
Og præster har lige som alle andre mennesker naturligvis et privatliv, de skal have frihed og mulighed for at forholde sig til på godt og ondt, i medgang og modgang.
Dog er præsten i kraft af sit særlige embede desuden forpligtet på både Præsteløftets tale om ”at foregå menigheden med et godt eksempel...” og på tjenestemands- og forvaltningslovens bestemmelser om ikke at lade sit personlige omdømme udvikle sig til et punkt, der i praksis viser sig at overskygge den tillid og troværdighed, som ens embedsudøvelse ikke kan være foruden (jf. dekorum-begrebet).
Hvornår sociale fænomener som utroskab, skilsmisse og nyt indgået ægteskab eller for den sags skyld registreret som ikke-registreret partnerskab vil vanskeliggøre en præsts embedsførelse, må være op til den pågældende præst, eventuelt i samråd med dennes menighedsråd/menighed, provst og biskop, at finde ud af. Det siger vel næsten sig selv, at ikke mindst stedet eller området også spiller en rolle for det udøvede skøn.
Seksualmoralske problemstillinger må i en evangelisk-luthersk folkekirke under alle omstændigheder være underlagt evangeliets uforbeholdne tale og tiltale om syndernes forladelse. Men denne side af evangeliet får vist ikke den samme opmærksomhed eller behandling overalt i landet.
Der er (også) i denne følsomme sag forskel på by og land, og på et overvejende missionsk og grundtvigsk præget sogn samt på områder uden et egentligt kirkeligt præg.
Med venlig hilsen
Anders Eyvind Nielsen
Sognepræst i Ringe
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano