Derfor kan folkekirken gå med i Porvoo-samarbejde

Folkekirkens mellemkirkelige Råd besluttede den 9. december at tiltræde Porvoo Erklæringen, efter at folkekirkens biskopper havde udtalt, at der ikke er noget heri, som strider imod folkekirkens læremæssige grundlag.

Et af de store emner i Porvoo Fællesudtalelsen fra 1993, som selve Porvoo Erklæringen er en del af, er spørgsmålet om den såkaldte "apostolske succession". Det er ikke et emne, som vi i Den danske Folkekirke normalt bruger meget tid på at forholde os til, men for mange andre kirkesamfund, ikke mindst de anglikanske kirker, har det altid spillet en helt afgørende rolle. Det er derfor vigtigt at gøre sig klart, hvordan anglikanerne betragter den apostolske succession i folkekirken efter tiltrædelsen af Porvoo, og det er vigtigt for folkekirken selv at kunne svare på, hvad der er en god luthersk lære om den apostolske succession.

Traditionelt har apostolsk succession for anglikanere været ensbetydende med en udbrudt bisperække, som kunne føres tilbage til oldkirken med konkret fysisk håndspålæggelse fra den ene biskop til den næste. Anglikanerne har altså traditionelt sat lighedstegn mellem apostolsk succession og den historiske bisperække (også kaldet "det historiske episkopat"). Det samme gælder i øvrigt for både katolikker og ortodokse. Af den grund har anglikanere derfor traditionelt ikke fuldt ud kunnet anerkende kirker uden den historiske bisperække som sande kirker.

Den danske Folkekirke kan ikke fremvise nogen historisk bisperække. Tværtimod: Under reformationen blev alle de tidligere biskopper sat fra bestilling, og man indsatte i stedet nye biskopper, som blev indviet af Johann Bugenhagen, der ikke selv var bispeviet. Dette brud i den historiske bisperække har tidligt udgjort det teologiske problem mellem folkekirken de anglikanske kirker, eftersom folkekirken i anglikanernes øjne mistede den apostolske succession i og med, at den historiske bisperække blev brudt.