Lars Ole Gjesing |
11. januar 2010
Hvordan lever vi med de svære tekster i Bibelen? Følg med i kristendom.dks bibelstafet og læs sognepræst Lars Ole Gjesings tolkning af Jesu lignelse om den uærlige godsforvalter
Sommeren 2009 bragte en livlig debat med sig i Kristeligt Dagblad om fortællingen om Abraham og Isak - bør den være med i Bibelen? Nu har kristendom.dk sat en stafet i gang med udgangspunkt i spørgsmålet: hvordan fortolker og lever vi med de svære tekster i Bibelen?
I denne uge har sognepræst Lars Ole Gjesing modtaget stafetten af sogne- og sygehuspræst Christian Højlund. Teksten er Lukasevangeliet 16, 1-9 og opgaven lyder: Hvordan fortolker du teksten og lever med den i dit kristenliv?
Lars Ole Gjesing svarer:Den historie, Jesus har digtet om den uærlige godsforvalter, handler om en betroet mand, som deler rundhåndet ud af sin herres formue til egen vinding, og forbavsende nok får han ros af sin herre for det.
For enhver normal moralsk og retslig betragtning er der tale om en mand, som skulle kritiseres og straffes i stedet for at få ros. Og allerede før historien bliver skrevet ind i Lukasevangeliet, synes man at have døjet med udlægningen. I hvert fald leverer Lukas selv hele seks-syv forskellige udlægninger føjet til.
Og for at sige det som det er, så stritter de udlægninger i alle retninger. Nogle af dem gør godsforvalteren til forbillede, andre til afskrækkende eksempel.
Jeg tror, man skal betragte disse udlægninger som en slags monument over de mange forsøg, der i tiden mellem Jesus og Lukas er gjort på at vride en fornuftig mening ud af historien. Og som den omhyggelige mand, Lukas er, tager han alle forsøgene med - uanset kvalitet.
Den fortabte søn skal læses med
Men samtidig giver han selv en antydning til den opmærksomme læser - en antydning af, hvordan lignelsen virkelig skal forstås. Antydningen gives ved hjælp af det sted i sammenhængen, hvor Lukas skriver historien ind.
Denne lignelse har Lukas nemlig anbragt i umiddelbar forlængelse af den vigtigste af alle lignelser: Den om den fortabte søn, som trods al mulig dumhed og slaphed bliver modtaget med åbne arme af den far, han har svigtet noget så grusomt.
Den lignelse fortæller Jesus som selvforsvar. Folk har bebrejdet ham, at han omgås toldere og syndere, og at han ved sin omsorg for dem ser bort fra deres ondskab og modbydelighed og reelt tilgiver dem. Det er den anklage, der besvares med lignelsen om den fortabte søn.
Det, Jesus siger med den lignelse er, at han selv gør, som han gør i forhold til de udstødte, fordi han tror, at Gud selv elsker de onde på trods af deres ondskab. Når han tager sig af dem, der har forspildt deres liv, så er det en direkte afspejling af Guds kærlighed.
Jesus er den uærlige godsforvalter
Og straks fortsætter han med en ny lignelse, nemlig vores svære tekst om godsforvalteren. Hvis den skal hænge sammen med den foregående, som Lukas antyder ved sin rækkefølge, så er den uærlige godsforvalter et billede, der forestiller Jesus selv.
Ejeren er Gud, og dermed handler lignelsen om, hvad Jesus tror og handler efter, nemlig at han er sat til at forvalte Guds formue på denne jord på den måde, som Gud vil have det gjort.
På den måde er alt det med godsforvalterens dovenskab og uærlighed i grunden kun kulør på historien. Det er ikke det, man skal hæfte sig ved.
Der er kun én pointe: Jesus forvalter Guds vilje ved at være overstrømmende gavmild, eftergivende, tilgivende, og han forventer ros af sin herre for det.
Jesus ødsler med tilgivelsen
For folk omkring Jesus ser hans tilgivende opførsel ud som den værste svindel med menneskers skyld. Det tager sig ud, som om det var fuldstændig ligegyldigt, om mennesker opførte sig ordentligt og anstændig.
Men Jesus fastholder med denne lignelse, at han vil få ros af sin Herre, dvs. af Gud selv, når det kommer til stykket. Han fastholder altså, at den grænseløse tilgivelse, han praktiserer, er talt ud af Guds hjerte.
På denne måde bliver lignelsen om den uærlige godsforvalter til et humoristisk og meget kulørt billede af Jesu tro. Han tilgiver og spreder kærlighed omkring sig i tiltro til, at det er på Guds vegne, han gør det. “Det har du ikke myndighed til”, siger folk omkring ham. Men Jesus svarer med lignelsen: “Jeg tror, Gud selv vil sætte sin myndighed bag min tilgivelse.”
Guds godhed kommer før min
Og efter det svar er det så op til mig og enhver anden, hvad vi tør tro. Er det sådan, som folk siger, at onde mennesker selv skal blive gode, før de kan få Guds kærlighed? I så fald levner verdens historie ikke meget håb om godhed på jorden.
Eller er det, som Jesus siger, at Guds godhed for mennesker er det første, så enhver, der tør tro det, kan hvile roligt i den tro og lade Guds godhed blive en kilde til godhed i sit eget sind?
På langfredag blev Jesus henrettet for at prædike og praktisere denne tro. På påskedag tog hans himmelske far ham til sig ud af døden og satte dermed sin magt og myndighed bag alt, hvad Jesus havde sagt og gjort.
Det var den dag, hvor Herren roste sin forvalter for at have eftergivet alle skyldnere og erklærede, at det var sket ud af hans hjerte.
Lars Ole Gjesing er sognepræst på Ærø