- Guds kærlighed helbreder

Så vidt jeg husker, var det ikke særlig behageligt at skulle indrømme overfor en præst, som man knapt nok kendte, hvad man havde gjort forkert. Men jeg er meget taknemmelig for, at jeg så tidligt blev indført i denne praksis.

Det var som at blive ren indvendig, når man havde skriftet, og det havde den pædagogiske virkning, at man vidste, hvor man skulle gå hen, hvis ens samvittighed plagede en. Der var et sted at få hjælp. Vi fik selvfølgelig at vide, at præsten havde absolut tavshedspligt. Det var ikke uvigtigt.

Barnet skal føle sig helt trygt
Som præst har jeg selv i tidens løb hørte mange børns skriftemål, og jeg griber det lidt anderledes an, end man gjorde, da jeg var barn. Nu har det mest karakter af en bøn og samtale, hvor barnet skal føle sig helt tryg.

Mange voksne spørger, hvad børn kan lave af galt, så de har brug for at skrifte? Det er, når alt kommer til alt, jo blot bagateller. Som skriftefar er jeg helt uenig og tænker ofte, at de der siger sådan, aldrig har hørt et barns skriftemål. Nogle af de mest opløftende skriftemål, jeg har hørt har netop været børns.

Mange børn kan være utrolig følsomme overfor det onde, som de gør, og have det dårligt, indtil de får bekendt det. Børn er som udgangspunkt rene af hjertet, og derfor smerter det onde mere. Samtidig er situationen ideel for at vejlede disse børn til at tage ansvar i deres liv. Men naturligvis er også børn meget forskellige.

Skriftemål for unge ville løse mange problemer
For et par år siden blev jeg bedt af en kollega om at bistå ham med skriftemål inden påske, da børnene i den katolske skole skulle til skrifte. Det var større børn og teenagers.

Vi sad i et par timer og hørte disse børns skriftemål og jeg var meget overrasket, hvor dybe og ærlige mange af dem var. Det var for mig en meget positiv oplevelse, der viste vore teenagers fra en helt anden side, end den, de vender ud til daglig.

Skriftemålet er af uhyre stor menneskelig og religiøs værdi for sådanne unge, og jeg kan ikke lade være med at ønske, at man kunne tilbyde alle unge en sådan mulighed. Det vil løse uendelig mange problemer. Jeg har gjort den samme erfaring, når jeg forklarede for protestantiske skolebørn om skriftemålet. De lytter helt intenst.

Guds nåde mærkes fysisk
For en del år siden var jeg på pilgrimstur til en helligdom i Herzegovina, der hed Medjugorje. Alle præster, der kommer dertil, er indbudt til at sætte sig i en af de mange skrifterum for at høre pilgrimmenes skriftemål. Jeg sad der et par dage nogle timer hver dag og hørte skriftemål af folk fra hele verden.

Det var ganske enkelt overvældende at blive vidne til, hvordan Gud fører mennesker fra den anden ende af jorden for at skrifte i Medjugorje. Det er i sådan en situation, at man næsten fysisk kan mærke Guds nåde arbejde i sjælene, og man bliver dybt taknemmelig og ydmyg over at være et redskab.

Skriftemålet trin for trin
Jeg vil nu fortælle lidt om, hvad skriftemålet egentlig går ud på. Det er altid vigtigt, at både præst og skriftebarn beder Helligånden være aktivt til stede. Jeg citerer ofte Jesu ord: "Når Helligånden kommer, skal han overbevise verden om synd ... "(Johannes 16,8). Det er kun Helligånden, der kan give os en sand syndserkendelse, hvilket vil sige at se på sig selv med Guds øjne.

Vi lader os således lede under skriftemålet af Guds Ånd, som ofte på uventet måde tager det ene og det andet frem og belyser det ene og det andet. Således når man frem til en dybere selverkendelse. I denne proces kommer det ofte frem, at man har været offer for andres ukærlighed eller ondskab.

Så husker vi på Jesu ord om, hvor nødvendigt det er selv at tilgive (Markus 11,25-26). Denne tilgivelse skal være om muligt lige så konkret som ens egen syndsbekendelse.

Der er en dyb helbredelse i at modtage Guds tilgivelse, men der er også en stor helbredelse ved selv at tilgive, fordi Guds helbredende kærlighed derfor får mulighed for at trænge ind i de områder, hvor man selv er blevet såret.

Det er kærligheden alene, der helbreder, Guds kærlighed. Jeg har næsten altid oplevet, hvordan mennesker, der "hadede" andre på grund af det, de har gjort mod dem, fra det ene øjeblik til det andet kan se positivt, måske endda kærligt og forstående på dem, de med Guds hjælp kan tilgive. Det er kærligheden fra Gud, der fylder dem og helbreder relationerne til deres "fjender".

At bede om tilgivelse og at tilgive andre hænger sammen
Der er en klar dialektik mellem at bede om tilgivelse (skriftemål) og selv at give tilgivelse. Men ofte foregår det i skriftemålets sammenhæng. Jesus har lært os det i Fadervor: "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere". Således bliver skriftemålet et "helbredelsens sakramente".

Der er et yderligere aspekt i denne helbredelse: at gøre bod, dvs. gøre sit bedste for at genoprette følgerne af ens synd. Det kan kun ske i forening med Jesu forsoning på Golgatha. Gennem boden, som præsten pålægger, fortsætter Kristus sin helbredelse af synderen og af relationerne til dem, der er berørt af min synd.

Når skriftemålet ikke lykkes
Jeg vil nævne et sidste element i forbindelse med skriftemålet. Det er en almindelig erfaring for os katolske præster, at der er synder, som folk ikke kan komme fri af, hvor meget de ønsker det. Deres vilje til omvendelse er ikke stærk nok til at blive fri. De vender ofte tilbage og tilbage med den samme elendighed.

Hvad er der at gøre? Er nåden ikke stærk nok? Eller er viljen til omvendelse ikke ægte nok? Det er et meget kompliceret spørgsmål.

Nogle kan være bundet af onde ånder
Mange gange giver præsten op og henviser til psykologisk behandling, som så heller ikke altid lykkes. Hvad er der galt? Mange af os præster er begyndt at se, at personen på et bestemt område er bundet af onde ånder! Det er en indsigt, der er skrevet om i katolsk teologi gennem århundreder, men næsten glemt i vor tid, hvor djævelen og onde ånder ikke længere "eksisterer".

Hvor har jeg ikke mange gange i overensstemmelse med sund katolsk teologi løst mennesker for sådanne dæmoniske bånd med den virkning, at personen helt eller delvis er blevet sat fri til at tage ansvar. Således er befrielse og helbredelse ofte to sider af samme sag og kan med stor fordel foregå i skriftemålet.

En præst har også brug for at skrifte
Jeg vil til slut sige, at man ikke kan være en god skriftefader, hvis man ikke selv går til skrifte. På præsteseminariet blev vi rådet til om muligt at gå til skrifte hver 14. dag. Det er i dag ofte ikke praktisk muligt, men én gang om måneden skulle være realistisk.

Når man hører andres skriftemål, får man ofte den tanke, at de synder, du hører om, kunne ligeså godt være dine, for når det kommer til stykket, er vores syndige natur grundlæggende den samme.

En præst har derfor også brug for at gå til skrifte. Mit råd til folk, der vil vokse i det kristne liv, er, at de skrifter regelmæssigt, for der skal være kontinuitet i skriftemålene, hvis man skal få det fulde udbytte.

Lars Messerschmidt er generalvikar i Den Katolske Kirke i Danmark og panelist ved kristendom.dk.