- Vi skal ikke forgude vores nærmeste

Vores nærmeste har ikke godt af, at vi forguder dem
Det kan åbenbart ikke siges stærkt nok. For det er altafgørende at holde fast ved det gudsbillede, han skabte og skaber gennem sin forkyndelse, undervisning og optræden. Hvor man ikke holder fast ved det, fortoner det sig og forsvinder til fordel for andre gudsbilleder.

Det er her, at en kristen skal elske Jesus mere end far eller mor, søn eller datter. For gør man ikke det, kommer man til at forgude dem, der står en nær. Og det er ikke godt, hverken for én selv eller dem, det går ud over.

Tekstens baggrund: kristne kunne straffes med døden
Baggrunden for Matthæusevangeliets skarpe tone er den jødedom, den kristne menighed opstod i, og den romerske verden, som den snart blev konfronteret med, da den også kom til at omfatte ikke-jøder. 

 I den samtidige jødedom herskede den opfattelse (som vi også finder i kredse i islam i dag), at frafald burde straffes med døden. Den holdning var Paulus jo selv repræsentant for, før han kom til tro på den opstandne.

Siden blev han øjensynlig selv offer for denne holdning, som han undervejs som apostel også fik en forsmag på (se 2 Kor 11,24-25). Og i den romerske verden viste det sig snart livsfarligt ikke at ville tilbede kejseren som gud – gerne ved siden af alle mulige andre guder, men altså også ham.

Lidelse er ikke nødvendigt for at være kristen
Vi lever i vor del af verden ikke under sådanne forhold, og da kristenlivets livstegn først og fremmest er kærlighed og barmhjertighed, er lidelse og forfølgelse ikke en stadig nødvendighed for at være kristen.

Søren Kierkegaard kunne ganske vist tale om Det Nye Testamentes kristendom som om lidelse og forfølgelse var nærmest nødvendige kendetegn på kristentroens tilstedeværelse. 
 
Kierkegaard fordrede her sin samtids kirkes og ikke mindst biskop Mynsters indrømmelse af, at man ikke levede op til dette krav. Men derved vendte Kierkegaard op og ned på tingene, og selv om han kunne have ret i meget af sin kirkekritik, så var og er Det Nye Testamentes kristendom andet og mere, end han ville tillade den at være.

Kristentroen tillader ikke forbeholden kærlighed
At sige sådan er ganske vist altid at påkalde sig mistanken om, at man går på kompromis med evangeliet og søger at svække dets radikalitet. Men kristentroen er efter sit væsen aldrig over evne (se Matt 25,15). På den anden side tillader den heller ikke halvhjertethed og forbeholden kærlighed.

Det fortælles, at hørte min farfar en sige om en anden, at hun eller han var god nok, kunne han ikke holde en lille prædiken tilbage om, at det var ingen.

Kærligheden og barmhjertigheden bliver aldrig færdig. Det er, hvad troen på Jesus vil holde os fast på, og hvad vi ikke må fornægte. 

Mogens Müller er professor, dr.theol. ved Københavns Universitet. Mogen Müller har sendt stafetten videre til professor i NT Heike Omerzu, der næste uge vil give sin fortolkning af 1. Timotheusbrev 2, 11-15.