Niels J. Kobbersmed |
25. oktober 2011
Guds nåde er så urokkelig, at der ikke findes en eneste synd, der ikke kan fås tilgivelse for, skriver sognepræst Niels Jørgen Kobbersmed
Spørgsmål:Jeg har et spørgsmål angående utroskab. Når en kristen person har levet i synd og i denne periode været sin ægtefælle utro, men senere vender tilbage til et inderligt forhold til Gud og virkelig angrer og beder Gud og sin ægtefælle om tilgivelse, - og får tilgivelse af ægtefællen og af Gud, hvordan er denne person da stillet overfor Gud, mennesker og menigheden?
Jeg ved godt, at når vi får tilgivelse, er det en fuldkommen tilgivelse og i Romerbrevet 8,1 står der, at en kristen er uden fordømmelse.
Hvis den utro i 10 år har levet for Gud, plejet sin tro og inderligt ønsker at blive brugt af Gud, er der så nogle begrænsninger for vedkommende? Er der forskel på, om ingen ved om utroskaben eller om det har været kendt blandt folk?
Jeg tænker på, om nogle synder kan medføre, at man som kristen ikke kan bruges til nogle tjenester eller lederopgaver?
Venlig hilsen
Anonym
.
Svar:Kære anonyme
Kristendommen er synonym med nåden: Guds helt og aldeles ufortjente tilgivelse på det retfærdige grundlag, han paradoksalt nok selv har tilvejebragt ved sin Søns stedfortrædende fyldestgørelse for al synd. Denne Guds nåde er så urokkelig, at der ikke findes en eneste synd, der ikke kan fås tilgivelse for. Gjorde der det, ville Kristus være død forgæves.
Derfor er svaret på spørgsmålet, at der for den opgjorte og bekendte og tilgivne synd ikke er noget forbehold, hverken over for Gud eller mennesker. Der er virkelig ingen fordømmelse.
Hvis der skal tages særlige hensyn, er det ikke, fordi der er huller i nåden eller et område af synd, der ikke helt er dækket ind. Så er det noget andet, der gør sig gældende.
Hvis en bankkasserer løber med kassen og efter afsonet straf kommer tilbage til banken, bliver han nok ikke betroet samme post igen. Det skyldes selvfølgelig også, at han ikke er tilgivet i kraft af suveræn nåde, men ved udståelse af straf.
Eksemplet kan alligevel godt bruges til at illustrere, hvordan det kan være uklogt for en kristen, der har bekendt og fået tilgivelse for en meget iøjnefaldende synd, at blive brugt på en meget fremtrædende post: han frister til skulende blikke og snak i krogene.
Her forekommer det mig dog, at visse kristne kredse er et nummer for restriktive uden tydeligt bibelsk mandat, når det at sidde i en bestyrelse (hvor ansvaret deles og ikke er pålagt en enkelt) for eksempel stilles på linje med Det Nye Testamentes anvisninger for dem, der entydigt skal lede med hyrde- og læreansvar i menigheden.
Den slags beror på en kristelig skønsomhed, men menneskers meninger har ikke samme valør som Guds klart udtalte ord i Bibelen.
Niels Jørgen Kobbersmed
Sognepræst og panelist på kristendom.dk
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano