Fortiden må ikke tage magten

Der er så mange nuancer at reflektere over, at min tro hele tiden er udfordret og udvikles; ikke mindst omkring tilgivelse. Jeg er i dialog med min tro meget ofte og fortolker mit daglige liv og arbejde gennem den.

Jeg er blevet skilt for nylig. Det har været en ufrivillig, men nødvendig skilsmisse, hvor mine værdier og min tro er blevet prøvet. Men jeg synes, at jeg ved samme lejlighed er kommet et spadestik dybere ned både i kristendommens betydning for mig og er blevet udfordret til at bruge flere facetter af mig selv og min sunde fornuft.

Følelserne i bruddet er ikke enkle og har fået mig til at tænke indgående over, hvordan jeg forholder mig i henhold til min tro samtidig med, at jeg værner om mig selv og mine nærmeste. Forsoning med det passerede er en fortløbende proces; men heldigvis bringer tidens gang oplevelsen med sig, at smerte forandrer sig og kan blive til indsigt. Ondt kan føre noget godt med sig.

Synlig vrede er bedre end fornærmethed
Jeg har fået et lyst sind i gave, som betyder, at jeg oftest ser forventningsfuld fremad og fokuserer på det positive i min tilværelse. Med alderen er jeg også blevet bedre til at reflektere over min egne handlinger og tage ansvar for de fejl og bommerter, som jeg har gjort.

Jeg er bevidst om, at det er uhensigtsmæssigt at vise vrede eller forurettelse på en impulsiv måde. Men det kan være tilfredsstillende at give den til kende og sætte sine grænser. Synligheden af vrede er at foretrække, frem for at krænkelsen sætter sig til fornærmethed, som man vedvarende kan bruge.

Tilgivelse sætter skel mellem fortid og fremtid
Uforsonlighed bringer ikke noget godt med sig og gavner ikke nogen. Men hvis man beslutter sig for at tilgive en forseelse, har man ikke mulighed for at vende tilbage til den; så må man lade den være fortid.

Hvis ikke det er muligt at få afsluttet eventuelle vrede følelser, kan jeg vælge en form for rituel handling, som sætter skel mellem fortid og fremtid. Det er et bevidst valg, at fortiden ikke skal have mere magt, end det er rimeligt; det er lidt teknik - som at klikke på computerens minimérknap.

Det er svært at tilgive
Fordi det er svært at tilgive, jeg henter i styrke i kristendommen, når jeg skal forsøge at gøre det. Ofte er det mindre forhold end forsoning og tilgivelse. Bare det at forsøge at forholde mig hensigtsmæssigt i spørgsmål, som er konfliktfyldte for mig, kan være vanskeligt i sig selv.

Så er det jeg skal virkeliggøre ordene: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” Man bør ikke forpligte hverken sig selv eller sine medmennesker over evne. Vi mennesker er ikke guder; det er derfor, vi har brug for evangeliet til at påminde os om ret og uret og kende vores plads som skabte og faldne, men tilgivne.

Det er ofte et spørgsmål om at have realistiske forventninger; så er skuffelserne mindre, hvis ens forhåbninger ikke bliver indfriet. Overbærenhed forebygger frustrationer ved at lade dem prelle af.

Nadveren blev gennemtrængt af Guds-mystik
Jeg var i kirke en skærtorsdag for nogle år tilbage som almindelig kirkegænger. Under altergangen spildte præsten noget vin, som løb ud på min højre hånd. De minutter blev for mig et øjeblik gennemtrængt af en dyb symbolik; for Jesu blod er på mine hænder og alles hænder.

Jesu korsdød er det ultimative offer for menneskelig uvidenhed og tankeløshed. Det var en meget bogstavelig oplevelse af den uret og de fejl, som vi vedvarende og ubevidst kommer til at gøre. Ofte forstår vi ikke rækkevidden af vores handlinger, tankeløse og uvidende som vi er.

Hændelsen ved alteret har været uforglemmelig for mig og et øjeblik gennemtrængt af Guds-mystik. Fordi vi ved så lidt om os selv og vores handlinger, skal vi tilgive, ligesom vi selv er blevet det.

Lene Østergaard er teolog og leder af frivilligcentret Kontaktstedet. Hun er desuden panelist ved kristendom.dk.