Jeremias sagde, at Hinnoms dal skulle blive en massegrav for dem, som på denne måde havde handlet mod Guds vilje (Jer. 7,30-34). Ordet gehenna refererer altså til et sted, men et sted som har en symbolsk betydning. I NT skal Helvede måske snarere opfattes som en tilstand af fortabelse. 

Stedet hvor de døde samles ifølge GT
Ordet sheol, altså graven eller Dødsriget, forekommer over 30 gange i GT. Her beskriver Dødsriget det sted eller den tilstand, man kommer til/i, når man er død. Det lader til at være ”under” vores verden. Det er et skjult sted, men Gud kan stadig nå én her, hvis han vil. Der tales ikke om ild eller evig pine i Dødsriget, men det beskrives som mørkt og grumt. I de gammeltestamentlige salmer sammenlignes levende personers trængsler med Dødsrigets nød og elendighed (Sl. 116,3).

Profeten Esajas bog taler om tæpper af orme og senge af maddiker. (Es. 14,9-15) Dette minder meget om, hvad man kan forvente at finde i en grav, hvor døde mennesker går i forrådnelse.

Profeten Hoseas lægger vægt på Dødsriget som ødelæggelse, og her kan man spore opfattelsen af, at alt stopper, når man dør (Hos. 13,14). I Dødsriget lader der ikke til at være nogen bevidsthed, så her er både sjæl og legeme dødt, og hvor livet ikke er, findes Livets Gud heller ikke.

Nye tendenser i NT             
Nogle få hundrede år før Jesu fødsel begynder en ny tendens i jødedommen. Dødsriget ses ikke kun som et mørkt underjordisk sted, hvor døde samles. Nu begynder en dualistisk opdeling, så fromme mennesker ikke får samme skæbne som ugudelige. Dødsriget (hades/sheol) bliver en slags opholdssted, hvor de døde befinder sig indtil dommens dag, hvor de enten får evigt liv hos Gud eller dømmes til evig ild i Helvede (gehenna).

Fra mørke og orme til ild og dæmoner
Jesus nævner Helvedes ild flere gange. I bjergprædikenen i Matthæusevangeliet er Jesus meget radikal i sine budskaber om næstekærlighed. Han advarer mod vrede og ægteskabsbrud, så hvis man kalder sin bror for ”tåbe” eller bare kaster et lystent blik på en anden mands kone, risikerer man Helvedes ild. (Matt. 5,21 ff.)

Behandler man ikke sine medmennesker ordentligt, kan man falde fra Gud. Man skal passe på ikke selv at falde, og man må ikke få andre til at falde fra Gud, for så kommer man i Helvede til uudslukkelig ild, hvor maddiker ikke dør. (Mark. 9,42 ff. Matt. 5,27 ff. )

Man skal ikke være bange for dem, som forfølger en, de kan kun slå ens legeme ihjel. Man skal være langt mere opmærksom på Gud, for han har magten til at lade både sjæl og legeme gå fortabt. (Matt. 10,28 ff. Luk. 12,5)

Dommens dag
Jesus vil komme og skille fårene fra bukkene. Her vil alle de næstekærlige følge med Jesus til evigt liv, mens uretfærdige bliver stødt fra Jesus som forbandede. De kan forvente den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. (Matt. 25,31-46)

I Johannes Åbenbaring dømmes man også på sine gerninger, og hvis man ikke står i ”Livets bog,” ryger man i ildsøen. (Åb. 20,11) Denne ildsø brænder tilsyneladende med svovl (Åb.19,20).

Oldkirken og Helvede
De fortabte er i den tilstand, at de er udenfor Guds frelse; de er ikke med i Guds fællesskab. Hvis Helvede er et sted, så er det stedet for de fortabte.  

I Bibelen er det sparsomt med detaljerede beskrivelser af både Helvede og de retfærdiges Himmel/Paradis/nye jord. Bibelen udfolder altså ikke en lære om Helvede. En sådan lære begynder først at tage form i oldkirken. 

Kirkefædrene havde delte meninger om, hvorvidt evig fortabelse medførte evig død eller evig pine. NT talte dog klart om gudsforladthed og ild i Helvede, så kunstnere har gennem århundreder udvidet Helvedes repertoire til at omfatte diverse former for smerte forårsaget af djævle med alle tænkelige slags torturredskaber.

På http://www.kalkmalerier.dk/ kan man søge på kalkmalerier efter tema som for eksempel dommedag og Helvede.

Evig pine i billeder
Jesus truede aldrig med Helvede, han advarede kun imod det. Malerier i Europa og kalkmalerier i Norden har gennem tiderne mindet kirkegængerne om, at Guds himmel er at foretrække. Malerierne forestiller ofte djævle, ild og monstre, der åbner deres helvedesgab for at opsluge de nøgne stakler, der er sendt til Helvede. 

Nogle synes måske, at de fromme engle på maleriernes himmel ser kedelige ud i forhold til Helvede. Der lader da unægtelig også til at være flere nøgne folk at kigge på i Helvede - hvis man er til den slags. Nydelsen ved at se på nøgne damer forringes dog formodentlig betragteligt, når man bliver pisket med ni-halede katte, mens man gennembores af glødende jernstænger.

Skærsilden renser - Luther afviser
I middelalderen var Dødsriget ikke en god nok ventesal, så man tilføjede Skærsilden. Ideen var, at de, som var bestemt til evig salighed, men som ikke var helt rene nok, kunne blive renset af Skærsildens flammer. Tanken blev første gang formuleret omkring 2.-3. århundrede efter Kristi fødsel af kirkefædrene Origenes og Tertullian, og Gregor den Store lagde sidste hånd på værket i 6. århundrede efter Kristi fødsel. 

Læs mere om emnet i Skærsilden er en ventesal til Himlen

Reformatorernes syn på Helvede
Luther gik ikke ind for Skærsild, fordi han mente, at frelsen afhang af tro på Jesus som Guds søn, frem for af gerninger. Hvis man troede, så kunne Gud tilgive synden, derfor var der ikke brug for en Skærsild til at rense syndige gerninger væk.  

I Confessio Augustana, som er en formulering af den luthersk evangeliske kirkes grundlag og bekendelse, siger reformationens forgangsmænd ikke meget om Helvede. De tror på, at Kristus skal åbenbare sig ved verdens ende og holde dom, så de fromme og udvalgte får evigt liv og glæde, mens de ugudelige mennesker og djævlene fordømmes til evig pine. 

Himlen er varmere end Helvede
Ud fra oplysninger om flydende svovl og mængden af solskin i Johannes Åbenbarings forudsigelser i kapitel 19 og 20 har videnskabsmænd regnet sig frem til, at Himlen er varmere end Helvede. Det ser ud til at Himlen er ca. 525 grader varm, mens Helvede ikke kan komme over 444,5 grader, som er den temperatur, hvor flydende svovl skifter til gasform.

Man kan se de nærmere videnskabelige beregninger her.

Kunstnernes bud
Mange store kunstnere har givet deres bud på Helvede gennem tiden. Digteren Dante Alighieri (1265-1321) skrev Dantes Guddommelige Komedie om Helvedes 9 cirkler, Skærsilden og Paradiset. Nogle af dette digts passager er illustreret af Gustave Doré, som også har illustreret mange vigtige scener i Bibelen.

Maleren Michelangelo Buonarroti (1475-1564), som udsmykkede Det Sixtinske Kapel; stedet hvorfra nye paver vælges, har også givet sit bud på Dommens dag. 

John Milton (1608-1674) skrev i 1667 Det Tabte Paradis, som tager sin begyndelse med Satan i Helvede. 

Kunstneren og forfatteren William Blake (1757-1827) har også beskæftiget sig med Helvede.