Send artiklen Sværd og kvinder skal få mænd i kirke til din ven.
Sværd og kvinder skal få mænd i kirke
Mænd har ikke lyst til at komme i kirke, så længe præsten "går i kjole" og så længe man skal ”synge kærlighedssange til en mand" (Jesus), mener organisationen Christian Vision for Men.
Bevægelsen Christian Vision for Men håber på flere mandlige kirkegængere ved at udsmykke kirken med sværd og sørge for kvindelig betjening. SE VIDEO
Engelske mænd går ikke meget i kirke. Blandt mænd under 30 år er antallet af kirkegængere halveret i løbet af de sidste 5 år. Det skriver den engelske avis The Times.
Men det skal der gøres noget ved, mener en ny bevægelse kaldet Christian Vision for Men (CVM). Den kristne mandeforening tager rundt i de engelske kirker og hjælper med det formål at få flere mænd i kirke.
CVM mener, at kirken skal blive bedre til at møde mændene, hvor de er, og indse, hvorfor der ikke kommer så mange mænd i kirken. Ifølge CVM har mændene ikke lyst til at komme i kirke, så længe præsten "går i kjole" og så længe man skal ”synge kærlighedssange til en mand" (Jesus). Salmerne skal altså have et eftersyn, og de alt for ’pigede’ salmer bør ryge ud.
- "Du skønne, jeg elsker dig, du skønne jeg tilbeder dig” – mange mænd ville ikke engang synge det for deres koner, og da slet ikke for en anden mand, lyder det fra CVM.
Annonce
- Sproget kan være frastødende – selv ordet kærlighed har undertoner af mandens kærlighed til kvinden. Mænd vil hellere beundre eller respektere en anden mand. Tænk hvordan de ville reagere, hvis de blev kaldt Jesu elsker, eller hvis de skulle være ‘intime’ med ham, mener organisationen.
Kirken bør være bedre til at få mændene til at føle sig i deres rette element. Ligesom sproget skal have en mere mandlig klang, bør kirkepyntningen også være mindre feminin. For eksempel bør blomsterdekorationerne skiftes ud med sværd, der hænger på væggene.
Formanden for CVM, baptistpræsten Carl Beech, mener ifølge The Times, at det kunne være en god idé, hvis der var kvinder, der vartede mændene op.
- Måske er det ikke så politisk korrekt, men mænd kan godt lide at få opmærksomhed af kvinder! De kan også godt lide at blive vartet op – så længe de ikke får dårlig samvittighed. I stedet for at stå i kø ved kirkekaffen, hvorfor så ikke spørge nogle af kvinderne om de ville gå rundt med bakker med kaffekopper og kiks og chokolade? Hvis det også blev gjort med et charmerende smil, ville mange mænd finde det meget attraktivt.
Beech mener, at kirken er blevet for ’feminin’, og at der er brug for at appellere mere til mændene med alternative tiltag.
- Problemet er, at der er en mandekultur over for en kirkekultur. Alt for mange prædikener handler om Jesu kærlighed, barmhjertighed og nåde, som er fint, men det er ikke mandlige begreber. Mænd vil gerne lære om hans store beslutningsevne og hans lederskab. Det er hvad de kan genkende.
Ud over at vejlede til mere ’mandlige’ gudstjenester, afholder CVM konferencer, stævner, uformelle sammenkomster og "Men’s Day" (Mændenes dag.) Men de har også andre, mere originale metoder til at nå mændene. For de sportsinteresserede udgiver de fodboldbladet Scorchio og for de mænd, der falder i fristelse på internettet, tilbyder de Pagtens Øje, et computerprogram der afslører, hvis man har været inde på pornosider.
Se en videopræsentation af Christian Vision for Men