Se din længsel i øjnene

Begyndelsen af fasten er ofte den vanskeligste. Vanens magt er stor. Hånden rækker automatisk ud mod kaffemaskinen. Man rejser sig fra skrivebordet og befinder sig pludselig foran køleskabet. Hyggen i sofaen med børnene mangler slikskålen.

Hvert år går der nogle dage med at få automatikken koblet fra.
Hvert år er der den lille kamp: hvorfor dog nægte sig selv noget? Hvorfor holde igen? Er det ikke selvpineri?

Og man afsløres. I vanerne. I det hjernedøde forbrug. I modstanden mod at vente og udskyde behov. I selvfølgelighedens trummerum.

Tager man afsløringen på sig, kan den lede ind i eftertanken, hvor man ser en smule mere ærligt på sig selv: Man er kød. Man er afhængig. Man tager så meget for givet. Man har hele tiden længsler, som man automatisk følger.

For mennesket er længsel. Dybt i os der umættethed, som hele tiden søger mod at blive mættet. Mod tilfredsstillelse. I fastetiden får man muligheden for at se sine dybere længsler i øjnene.

Når de mere overfladiske længsler og behov er blevet afsløret og lagt til side, opdager man at der under det hele er en dybere længsel. En længsel efter mening, kærlighed, sammenhæng. En længsel efter at ensomheden skal fyldes.

Måske har Skaberen fra begyndelsen skabt os med længsel. Et indre tomrum, som står tomt, fordi det alene kan mødes og fyldes af Skaberen selv. Et sted reserveret til Gud. Måske er der et sådant tilbedelsestomrum indeni. Som igen og igen fyldes med alle mulige ting, som byder sig til. Men hvis dybeste funktion er at vi skal søge Gud.

Fastetiden åbner os for denne dybeste længsel, hvor vi erkender, at mennesket ikke skal leve af brød alene, men af hvert ord som udgår af Guds mund.

Må fastetiden være fyldt af den bøn, som retter alt i vort liv mod Gud!

Ole Backer Mogensen er sognepræst i Græsted