En australsk psykolog har fået inddraget sin bestalling efter at have udført eksorcisme på klienter med personlighedsforstyrrelser
Det australske psykologforbund har givet Mark Edward Tynan forbud mod at behandle klienter efter en opsigtsvækkende sag om djævleuddrivelse. Det skriver avisen
Daily Telegraph.
Tynan, som er medlem af den kristne organisation Servants of Jesus (Jesu Tjenere) har behandlet sine klienter ved hjælp af bøn, visualisering og rekonstruktion af traumatiske barndomsoplevelser. Klienterne, der også er medlemmer af Servants of Jesus, har været nødt til at diskutere satanisk misbrug og overnaturlige hændelser. De lider af disassocierende personlighedsforstyrrelser, og det skønnes, at de nu er ekstremt psykisk sårbare. Efterfølgende har tre af klienterne klaget over behandlingen.
Ifølge psykologforbundet har Tynan sagt til menigheden, at en af klienterne var i Satans vold, og at hendes forældre havde overgivet hende til Satan.
Forbundet mener, at Tynan har begået en tjenesteforseelse og skønner, at han ikke er kvalificeret til at behandle klienter med multiple personligheder, idet hans praksis er baseret på kilder, der er "uhyggelige, bizarre, sadistiske og uden videnskabelig eller psykologisk merit."
Selv udtaler Tynan følgende om sin praksis:
- I en konsultation har jeg nogle gange bedt sammen med klienten, for at se om, der var nogle dæmoner til stede og for at tilskynde dem til at gå væk i Guds navn. Jeg beder ikke dæmoner om at gå væk, medmindre jeg først har sikret mig, at klienten tror på dæmonernes eksistens.
Ud over det har Tynan ikke villet kommentere sagen. Lederen af Servants of Jesus, Simon Black, har heller ikke villet udtale sig om sagen, eller om hvordan den påvirker menigheden.