Hvordan så Jesu opstandelse ud?

Hvordan er Jesu opstandelse blevet afbildet? Og hvordan er Jesus blevet portrætteret? Få et hurtigt kunsthistorisk overblik fra 1300 til slutningen af 1800-tallet

På hvilke måder er Jesu opstandelse blevet gengivet, og hvilke tanker har kunstnerne gjort sig omkring denne centrale begivenhed i evangeliet? Læs mere nedenfor.

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR AT SE DEM I STØRRE FORMAT.

Rør mig ikke
Den italienske gotiske maler Giotto di Bondone udsmykkede i 1305 et kapel i Padova, der var opført til ære for den velhavende Scrovegna-familie. Giotto malede en billedcyklus bestående af 37 fresker, der hænger i 3 rækker rundt omkring på væggene i kapellet. Billederne afbilder især Jesu liv - herunder også hans genopstandelse.

Giotto imponerede sin læremester Cimabue, fordi han malede meget livagtigt. Desuden eksperimenterede han med perspektiv og formåede at male sceniske billeder, så menneskene agerer i rum og landskaber.

Motivet her er Jesu møde med Maria Magdalene. Jesus, der har forladt graven og går triumferende med et flag i hånden, siger til Maria Magdalene: Noli me tangere, som betyder "rør mig ikke". (Johannes 20;17). Dette motiv er ofte brugt i kunsten. Betydningen af Jesu ord er meget omdiskuteret.

Udramatisk opstandelse
Dette billede er malet af mesteren fra Hohenfurth, som han kaldes. Han hørte til den böhmiske malerskole. I 1350 malede han en række temperamalerier, tavler med scener fra Jesu liv. De blev skænket til det tjekkiske cistercienserkloster Vyšší Brod[i],[/i] men hænger i dag på nationalgalleriet i Prag.

Mesteren fra Hohenfurth malede ved Karl den IV's hof i Prag og fandt inspiration i den italienske kunst (herunder Giotto). Hans figurer er malet elegant og sirligt og med en livlig mimik. Her ses den sejrende Jesus, der sidder på graven i himmelblå gevandter.

Det er et eksempel på en meget fredelig og harmonisk gengivelse af opstandelsen uden for megen dramatik. Dog kan man se, at jorden under vagterne slår revner, hvorimod graven, som Jesus sidder på, står solidt og sikkert fast.

Jesus ser dig
Dierick Bouts er en af 1400-tallets mest betydningsfulde nederlandske malere. Hans former er rolige og beherskede, men samtidig er hans billeder ekspressive og farverige. og han formår at gengive naturen og stemningen ret præcist.

På billedet her fra 1455 står Jesus fuldstændigt centralt og konfronterer beskueren. De øvrige figurer kigger til alle sider, der er en, der sover, en der kigger ud af billedet, og to der ser på Jesus. Der hersker altså både forvirring og urokkelighed.

Den magiske opstigning
Dette opstandelsesbilllede er malet af den italienske renæssancemaler Andrea Mantegna i 1459 og hænger på Musée des Beaux-Arts i den franske by Tours.

Malerens fortjeneste er hans specielle form for perspektiv og rumlige dybde (bemærk gravhulen). Mantegna var meget inspireret af antikken, og hans billeder kan kendes på de kolde og dramatiske farver, hans figurer, der er slanke, benede og fulde af energi, samt landskaberne, der er stenede, tørre og i brunlige nuancer.

Jesus, derimod, er malet i lyse farver, og med en glorie og en engelsk hærskare bag sig. Opstigningen fra graven er et magisk øjeblik. Jesus kommer frem fra graven, rank og usvækket. Vagterne er grebet af rædsel og ved ikke, hvad de skal gøre.

Den eksalterede opstandelse
I den franske by Colmar kan man se Isenheimeralteret. Det er udført af den berømte kunstner Mattihas Grünewald i 1515. Alteret består af tolv paneler og viser Jesu liv fra bebudelsen til opstandelsen.

Grünewalds billeder er præget af en særegen eksalteret stemning og af en ekspressiv dynamik og kolorit, hvilket har inspireret mange senere kunstnere, først og fremmest ekspressionisterne.

Landskaberne er golde, sorte og øde i korsfæstelsesmotiverne, hvorimod de "glade motiver", såsom Mariaskildringerne og opstandelsen, er overoplyste og skinnende. På billedet er graven åbnet, vagterne er væltet over hinanden, og Kristus er ved at stige til himmels. Han er omgivet af et overnaturligt, blåligt auratisk lys.

Apostlenes hengivelse
Billedet her, Christ Appearing to His Apostles fra 1795, er malet af en af romantikkens vigtigste malere: William Blake. Det afbilder den genopstandne Jesus i hvidt ligklæde og med stigmata på hænderne, omkranset af et stærkt lys, og med det ene ben fremme, som om han er på vej videre.

Apostlene tilbeder ham og kysser den jord, han betræder. De er stimlet helt tæt sammen, og det ser nærmest ud som om de smelter sammen i bønnen. Den ene apostel ser op og rører lige akkurat ved Jesu håndflade.

Muligvis er det Blake selv, der forsøger at røre Kristus. Hans kunst var guddommelig inspiration, mente han, og hans opgave var at sørge for menneskets spirituelle forløsning gennem kunsten. Desuden mente han, at kunstneren var en profet, der kunne forudse apokalypse og frelse og vejlede mennesket om Guds vision.