Som Guds tjenere er vi forvaltere af tid, evner og midler, skriver Dan K. Månsson.-
- Foto: colourbox.com
Dan Månsson |
23. marts 2010
Vores måde at leve livet har konsekvenser, skriver teolog Dan K. Månsson
Spørgsmål:
"Den som er tro i det små, er ligeledes tro i det store" er en sætning, min mor har fra sin konfirmation. Hvor finder jeg den korrekte sætning, og hvor stammer den fra?
Emilie
Svar:
Hej Emilie
Den lille sentens, du har fra din mor, har sin oprindelse i nogle Jesus-ord. Vi finder dem i to forskellige sammenhænge med lidt forskellig pointe.
1) I Jesu egen kommentar til lignelsen om den uærlige godsforvalter siger han de ord, du har hørt fra din mor: "Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store" (Lukas-evangeliet 16,10).
Historien er, at en godsforvalter sætter hele sin herres ejendom over styr. Da det bliver opdaget, kræves han til regnskab, men inden regnskabets time når han at skaffe sig nogle venner på godsejerens bekostning.
Han opfører sig som en Robin Hood, der tager fra de rige og giver til de fattige. På den måde håber godsforvalteren, at han kan få en vis goodwill hos de fattige, når han mister sit job, og hans gode navn og rygte er forduftet.
Når en uærlig godsforvalter opfører sig så klogt eller udspekuleret i det store, så har han også gjort det i det små.
Jesus trækker parallellen fra den uærlige og udspekulerede handling til den gode og siger, at her må det også gælde, at den, der er tro i det små, er også tro i det store. Vores måde at handle i det store og i det små er ikke forskellig og afspejler det sind, som ligger bag vore handlinger.
2) I lignelsen om de betroede talenter fortæller Jesus om en herre, som inden en udlandsrejse betror sine investeringsmidler til tre af sine tjenere, ikke lige meget til hver, men fordelt efter evne.
De to, som fik mest betroet, investerede deres herres penge og fik dem til at yngle, mens den sidste tjener bare returnerede beløbet, da herren vendte hjem igen.
Mens de to blev forfremmet med ordene: "Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!" (Matthæusevangeliet 25,21+23, tilsvarende i Lukas-evangeliet 9,17), blev den dovne tjener frataget sin opgave og ansvar.
Jeg tror, at Jesus med denne lignelse vil sige, at vi som Guds tjenere har alt i livet til låns - uanset om det er meget eller lidt. Vi er forvaltere af alt, tid, evner og midler. Vores måde at leve livet har konsekvenser. I Guds verden er det anderledes end i den materielle verden: Vi bliver målt på villigheden, ikke på resultatet.
Din mors sentens er altså fra Lukas-evangeliet 16,10, mens jeg tror, at den ofte er blevet tolket som sentensen fra Matthæus-evangeliet 25,21.
Med venlig hilsen
Dan K. Månsson
Teolog og landsleder for det kristne børnearbejde LM Kids
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano