En enke taler ud om sorgen

Eva Jørgensen skrev i 2007 bogen "Vi ses i morgen" om sin mands sygdom og død. "Sorrig og glæde" handler om alle de følelser, hun gennemlevede i månederne efter mandens død. --

- Leif Tuxen.

Læs også

flexblock

Tema

Anmeldelser

flexblock

Seneste billedserier

Billedserie: Prinsessedåb i Møgeltønder

Billedserie: Pavens schweizergarde forøges med 26 mand

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Lisbeth Riisager Henriksen | 5. april 2010

Eva Jørgensen har skrevet en gribende, flot og vigtig bog om sorgen ved at miste sin ægtefælle

"Jeg boede engang i et land, der hed Sorg. Det ligger tæt på ingenting" (side 7). Sådan indleder Eva Jørgensen forordet til sin nye bog "Sorrig og glæde. Fra en enkes dagbog" (2010). Det er en fantastisk velskrevet og livsklog bog om dét at sørge. En bog med bid i. Den går tæt på hendes egen sorgproces og følger hende igennem det første år efter, at manden Steffen Knudsen dør fra hende og deres lille søn af sygdommen ALS (Amyotrofisk Lateral Sclerose). Sygdomsforløbet har hun tidligere beskrevet i bogen "Vi ses i morgen. En pårørendes beretning" (2007), som også er blevet anmeldt her på Kristendom.dk (se den her). Den nye bog kan læses med stort udbytte både i sig selv og i sammenhæng med den første.

Sproget en nøgle til sorgarbejdet
Eva Jørgensen er journalist, og kommunikation er dermed en stor del af hendes identitet og professionelle virke. Sproget bliver derfor også naturligt en central nøgle til hendes sorgarbejde, bliver så at sige et hjælpemiddel til at knække sorgens kode. Alligevel pointerer hun, at det er svært for hende at finde sprog for sorgen, da den er helt fremmed land for hende og ligger milevidt fra alt, hvad hun ellers har erfaring med og sprog for.

Annonce

Bogen er en sorgdagbog, hvor hun forsøger at sætte ord på dét at sørge og dermed tilegne sig det Sorgens land, som hun for en tid er blevet sat i. Hun famler sig frem i sorgens mørke, forsøger at få hold på, hvad det er at sørge: hvordan man gør, hvor lang tid det tager, hvordan det skal kommunikeres ud til omverdenen, hvordan omverdenen reagerer osv. En af hendes måder at gribe sagen an på er ved at reflektere etymologisk over og associere ud fra ord som "enke" og "sorg", ligesom hun konsulterer opslagsværker om emnet i den tro, at hun kan studere sig til at forstå. Hvilket hun naturligvis ikke kan.

Kommunikation fylder tematisk en del, og der reflekteres også herover i forhold til det informationssamfund, som hun står i. Bogen indeholder således nogle replikker til informationssamfundet: spørgsmål til, om det undtagelsesvist går an at bruge emails, sms'er og telefonbeskeder til at meddele nyheden om et dødsfald, selvom personlig formidling måske alligevel er det bedste middel i en sådan situation. Observationer af groteske forhold som fx dét, at nogle af den afdødes kontakter fortsætter med at ringe til hans mobiltelefon eller lægger mails, da de ikke ved at han er død: "Hverken omgivelserne eller samfundet slipper et menneske, fordi det dør" (side 68). Betragtninger over, hvor meget i dette kommunikationssystem, der er administreret vha. passwords, hvorfor hun fx ikke kan slukke afdødes mobiltelefon og tænde den igen eller åbne til mandens elektronisk arkiverede materiale i DR, da hun ikke kender koderne. Kender man ikke koderne, er man udelukket fra disse opreklamerede medier.

Død og sorg tabuer i det moderne samfund
Også sorgens kode skal hun først lære at kende. Hun har dog svært ved at knække den og tage rigtigt hul på sorgen. Død og sorg er nu heller ikke noget, man lærer så meget at kende og omgås naturligt i det moderne samfund, bemærker hun, hvorimod man helst ignorerer og skubber det på afstand – det er tabubelagt. Samfundet har derfor, mener hun, tabt grebet om et sorgens sprog – sprog, man ikke bruger, glemmes. Og da sprog og forståelse hører sammen, bliver det svært at forstå dét, som man ikke har sprog for eller tradition for at tale med andre om. Det gør også sorgen til en endnu mere ensom affære, end den allerede i forvejen er.

Kejtede tilhørere til sorgen
I denne sammenhæng er det også svært for hendes omgivelser at finde et passende sprog. Midt i sit eget nye bekendtskab med Sorgens land oplever hun, hvor kejtede og uforstandige mange mennesker i hendes omgivelser opfører sig, når de vil tiltale hende i hendes nye rolle som enke:

"Jeg er efterhånden dødtræt af at høre folk fortælle, hvor kede af det, de er. Hvad kan jeg bruge deres sorg til? (...) Ordet kondolere er jeg også blevet allergisk over for. Eller måske er det snarere den fremmedgjorte måde, folk bruger det på. Som en latinsk gøgeunge, der pludselig dumper ud af reden med almindelige ord. Og jeg er allermest træt af den opfølgning, de fleste tyr til i tavsheden efter min tak.
(...) Folk kan (...) ikke bære at bevidne det sørgelige. De vil fikse, trøste, aflede opmærksomheden for at få det bedre selv. Undgå konfrontationen med livets skrøbelighed.
Jeg ved godt, jeg er uretfærdig, når jeg skuler til dem, der kommer til mig. Og de gør jo også, som de gør, for at hjælpe mig. Det hjælper bare ikke. (...) Kom ikke og fortæl, hvad der er godt for mig, og lad i dén grad være med at have medlidenhed. Haps! Den Sorte Enke bider til. Det er der også en giftedderkop, der hedder. (...) ][De] Bider bare i selvforsvar, når de føler sig klemt eller trådt på." (side 57-58)

Samtidig oplever hun en række komplicerede og ambivalente følelser overfor sin omverden. Der er fx ubehaget over at være sammen med lykkelige par og familier eller være med til fester, hvor hun forventes at være glad, ligesom der er irritationen over folks selvfølgelige tilgang til liv og lykke og manglende blik for, hvad der er vigtigt i en større sammenhæng.

Systemet ufølsomt overfor død og sorg
Denne sorgproces bliver ikke lettere af, at velfærdssamfundet helt upersonligt og uden nogen form for situationsfornemmelse bryder ind i sorgen med alt sit bureaukrati. Eva Jørgensen langer ud dette. Ligesom i hendes forrige bog, "Vi ses i morgen", beretter hun om, hvordan systemet på næsten kafka'sk vis kræver uendeligt meget papirarbejde og også gør dette i forbindelse med dødsfald, ligesom de efterladte skal forholde sig til mange groteske emner. Således bliver hun fx præsenteret for spørgsmål omkring afdødes skattegæld, hvorefter hun spørger, om det da er bedst at dø først eller sidst på året. Og der langes ud imod alle de instanser, offentlige såvel som private, der tjener store penge på folks dødsfald – alt lige fra aviser (på dødsannoncer), bedemænd (på kister, blomster, begravelser), stat (på at få dødsboet skiftet inklusive dyre advokatsalærer) osv. Det er system- og omkostningsmæssigt meget omstændeligt, krævende og dyrt at dø, fremgår det!

Præsten og troen
I næsten enhver henseende er hun altså overladt til sig selv i forhold til sorgarbejdet. Og sådan er det jo også i eksistentiel henseende, at enhver må finde sin egen vej. Selvom der er en række fællesnævnere for sorgprocesser, så er ingens sorg nøjagtig lige som andres eller følger samme tempo. Hvert eneste menneskes sorg har sit eget udtryk og sin egen tid.

Der er dog to personer, som får en kolossal betydning for hende: Præsten og psykologen. Lad os her nøjes med at se på præsten. Han får en vigtig plads i hendes sorgproces. Faktisk må man sige, at hans tilstedeværelse er livsvigtig for hende.

Det er den samme præst, som også tidligere har viet hende og Steffen samt døbt deres dreng. Hun kontakter ham før begravelsen og tror, at det skal blive alt, hvad hun skal bruge ham til, for hun har aldrig været specielt religiøs. Men allerede "... i de forløbne måneder har troen meldt sig i bittesmå dryp", noterer hun sig og opsummerer: "Det har været nødvendigt. Jeg har brug for en højere myndighed til at varetage, hvad jeg er afmægtig over for. Til at forstå det uforståelige. Acceptere det" (side 23). Så da hun nu møder præsten og oplever, at han forstår at møde hende i hendes sorg uden at komme med letkøbte, religiøse meningsforklaringer, fatter hun tillid til ham:

"Han afbryder ikke min langsommelige beretning en eneste gang. Vi græder sammen. Jeg troede egentlig ikke, at præster græd. Jeg troede, de altid havde et fikst svar om Herrens Vilje i ærmet. Jeg er glad for ikke at få sådan et stukket ud. Det føles som en anerkendelse af min sorg, at han tager del i den frem for at tale den ihjel. Men han er også en klog mand" (side 31).

Det bliver præsten, der prikker til hende og siger, at han ikke er sikker på, at hun tillader sig at sørge nok. Han foreslår hende at sætte sig i stuen om aftenen og bare lade tankerne komme og gå. Lave ingenting. Så hun ikke flygter fra sorgen ved at lave praktiske ting nonstop. Og de holder kontakten i månedsvis, hvor hun får lejlighed til at tale med ham om nogle af sorgens store spørgsmål.

"Sorrig og glæde de vandre til hobe"
Mens hun følger præstens råd om at "lave ingenting", hører hun nogle gange soundtracket til Nils Malmros' film "Barbara". Her er kendingsmelodien jo, som man måske vil huske, den gamle visemelodi til Kingo-salmen "Sorrig og glæde" fra 1681. Og teksten kan netop beskrive det sorglandskab, som hun selv har svært ved at finde ord for. Den når hende med sorgen, hvor hun ellers ikke vil kendes ved den.

Se teksten her

Men også en række andre salmemelodier og salmer hentes brudstykkevist frem fra hukommelsen som en slags indre diegetisk musik og religiøst lys i mørket, der hanker op i sorgen og lige så stille forløser den.

Det minder mig om en anden sorghistorie, hvor høresansen også er vigtig: Krzystof Kieslowskis film "Blå" (1993), hvor hovedpersonen Julie, der er komponist, mister sin komponistmand og datter i en trafikulykke. Her er musikken også det eneste, som kan trænge igennem til hende og hjælpe hende i gang med sorgprocessen. Måske fordi musikken er en vigtig del af hendes identitet. Eller måske, som den gamle filminstruktør Alain Resnais udtrykte det, fordi lyd appellerer mere til sanserne end billeder gør – det er lettere at lukke sine øjne end at stoppe sine ører til. Det fraværende (fx i form af stilhed) er stadigvæk en inkorporeret del af hørelsens område, hvorimod dette ikke er tilfældet med synet. Derfor vil lydmediet altid føre mennesket ud i et nærvær – i værste fald af "ingenting".

Elementer i sorgprocessen
Eva Jørgensen beskriver i sin bog mange forskellige forhold i sådan en sorgproces. Det vil føre for vidt at komme ind på alt sammen her, men det er dog værd at bemærke den voldsomme ambivalens, hun føler mellem skyld og lettelse over ægtefællens død. Det er et meget hyppigt set element ved dødsfald, hvor en lang og opslidende, alvorlig sygeperiode er gået forud.

Desuden har jeg noteret mig, at hendes sorgproces forløber parallelt med, at hun forholder sig til såvel private som professionelle minder om den afdøde. Ved at rydde op i minder og sygdomseffekter kommer hun gradvist til at indtage sit eget liv igen, genvinde en vis kontrol:

"Hjælpen handler om at få alle tegn på ALS ud af huset. Det er en sygdom, der fylder. Små og store handicaphjælpemidler, sondemad, sonder, åndedrætsmaskine, talemaskine, medikamenter, æsker, vejledninger, liggeunderlag, specialpuder, fugtservietter, spytkrus, kørestolen i kælderen. (...) Tanken bliver i de efterfølgende uger og måneder nærmest en mani hos mig. Væk med alle tegn på den forbandede sygdom, væk!" (side 28-29)

Lisbeth Riisager Henriksen er cand.mag. og skribent.

Eva Jørgensen: "Sorrig og glæde. Fra en enkes dagbog", København: Rosinante 2010. 175 sider. Priser fra 177 kr. og opefter via internethandel, se dem her

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7

FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano

Del Hold mig opdateret

flexblock