2. Et menneskets seksualitet er således fra Guds side bestemt til at bringe en mand og kvinde sammen i et livsfællesskab. Den afdøde pave Johannes Paul II har både som teolog og senere som pave beskæftiget sig med den menneskelige seksualitet, og der er udkommet en samling, der indeholder alle hans tekster om dette emne: "Man and woman he created them. A theologi of the body".

3. Seksualiteten kan og skal derfor ikke sublimeres i psykologisk forstand, men den skal gennemtrænges af kærlighed til et andet menneske af modsat køn!! Hvis ikke det sker, er der risiko for, at den perverteres. Jeg har snart været sjælesørger i 50 år og beskæftiget mig i praksis meget med den problemstilling.

4. Hvad så med cølibatet? Jesus selv taler om, at man for Guds Riges skyld kan "kastrere sig" (Matthæus 19,12), dvs. leve ugift, sådan som han selv og flere af hans disciple gjorde. Hvis ikke det at leve i cølibat, ugift stand, føles som et personligt kald, er det ganske enkelt meningsløst og også imod naturen, sådan som Gud har skabt den.

For jøderne var det på Jesu tid en guddommelig forpligtelse at gifte sig og sætte børn i verden: "Bliv frugtbare og opfyld jorden", sagde Gud til det første menneskepar. Med Jesus er der kommet en ny virkelighed, som går ud over skabelsesvirkeligheden uden at ophæve den: Guds Rige. Men også i Guds Riges sammenhæng spiller kønsdifferentieringen en afgørende rolle. Nu handler det om Jesu forhold til sin Kirke, som er os, der tror på ham.

Dette forhold er et brudeforhold, dvs. at den kærlighed, der er mellem Kristus og Kirken, er af samme art, som forholdet mellem en mand og en kvinde i ægteskabet, blot på et helt andet plan. Jesus var ikke blot sandt menneske, men også sand mand (jf. nr. 1), og Kirken er 'kvindelig' og vor mor. Dette skriver Paulus i Brevet til Efeserne (5,25-33).

5. Kaldet til cølibat i Kirken er for mænds vedkommende at leve for Kristus, så han kan bruge én i sin kærlighed til Kirken / menneskene. For kvinders vedkommende er det et kald til at være en ikon på Kirken i dens brudeforhold til Kristus. Både for en cølibatær mand og for en cølibatær kvinde gælder det, at deres natur som mand og som kvinde fuldt ud tages i brug af Kristus.

Den menneskelige seksualitet "sublimeres" ikke i menneskelig forstand, men den bliver forvandlet overnaturligt i den grad, det er den eksklusive kærlighed til Kristus, der bestemmer forholdet.

Altså: Kun hvis den cølibatære opfatter sit cølibat på denne måde, bærer det frugt og er ikke imod naturens orden, men hører det nye liv i Kristus til. Jesus har selv sagt, at det vil de fleste ikke fatte ret meget af (jf. igen Matthæus 19,12). Kirken kalder cølibatet for Guds Riges skyld "at være gudviet". Dette ord forklarer alt.

6. I sidste ende ser Kirken i denne forståelse af den menneskelige seksualitet begrundelsen for Jesu forordning kun at vie mænd til præster. De skal nemlig repræsentere ham som Kirkens brudgom.

7. Derfor er det også forfærdeligt både for ofrene og for Kirken, at netop præsteembedet bliver misbrugt til overgreb.

8. Det er min personlige formodning, at præster, der foretager overgreb, dybest set ikke har forstået cølibatets væsen som at være viet til Kristus i kærlighed og måske endda ikke har været kaldet til det og derfor ikke har været i stand til at udfolde deres seksualitet overnaturligt.

Man kan ikke ustraffet gå imod sin natur, man kan kun overlade den til Kristus til at blive forvandlet. Sker det (det er naturligvis en proces), så udfolder der sig meget smukke eksempler på personer, der helt igennem er menneskelige, men mere end det, idet de udstråler Kristi egen kærlighed og menneskelighed.

Tænk på Mother Teresa og på pave Johannes Paul II og på alle de gudviede, som Kirken ærer som helgener.

Med venlig hilsen
Lars Messerschmidt
Katolsk præst