Jeg hørte i dag (11. april, red.) en radiosamtale med en lutheransk præst, som havde mistet sin søn. Han havde haft et syn af sønnen efter dennes død. Dette syn havde påvirket ham dybt, og det var sådan set samtalens emne.

Det underlige var, at præsten afviste ethvert tilløb til at knytte sit syn til noget åndeligt eller til en åndelig virkelighed. Det var bare en ”historie”. Sådan forstod jeg ham.

Det er som om, at man er panisk angst for at snakke om åndelighed. Måske fordi det åbner for det overnaturlige. Og det kan tænkes at åbne for allehånde overtro og dæmoni. Så hellere lukke af for enhver form for åndelighed; så risikerer man ikke at komme ud i noget, man ikke kan kontrollere.

Hvad er det egentlig, vi tror på som kristne? Hvis jeg samler fire centrale punkter for troen, kunne de se således ud:

1. Jomfrufødslen – at Jesu mor Maria ikke havde været sammen med en mand

2. Jesu mirakler – han lavede vand til vin, han helbredte, vækkede døde til live mv.

3. Jesu opstandelse tre dage efter hans død

4. Jesus kom tilbage 40 dage efter og viste sig for disciplene, der fik Helligånden over sig, gik ud og helbredte og startede menigheder. Dermed var kirken grundlagt.

Er dette ikke meget væsentlige dogmer eller begivenheder, vi tror på som kristne? Kigger vi på de fire punkter, er de alle præget af noget ganske mirakuløst og overnaturligt. Så er der en tro, så må der da også på en eller anden måde være en kobling fra vores materielle sanseverden til en overnaturlig virkelighed.

Denne virkelighed kaldes almindeligvis ”åndelig”. Hvor ville det være befriende, hvis præsterne kunne forholde sig artikuleret til den.

Michael Karbos blog kan læses her.