I 2007 lagde jeg en tekst ind på min blog under overskriften ”At være katolik er ikke altid lige nemt”. Her skrev jeg blandt andet, at det er vigtigt i sagen om pædofili inden for Den katolske kirke, at vi bevarer perspektivet, så vi ikke kommer til at slutte fra delen til helheden og bliver grebet af afsky og mistillid til hele kirken.

Siden da er det ikke blevet lettere at være katolik. I dag føler jeg mig skamfuld over den omsiggribende pædofiliskandale, selv om jeg hverken har lod eller del i den. Og skammen gælder ikke bare selve anklagerne men også den reaktion, der kommer fra højt stående gejstlige inden for Kirken.

Pavens husprædikant Raniero Cantalamessa’s påskeprædiken var et slående eksempel på dette. Her omtalte han Kirken som et offer på linie med intet mindre end  jødeforfølgelserne. Men Kirken er skadevolderen! Fat det! Heldigvis tog Vatikanet omgående afstand fra synspunktet, men da var skaden sket.

Hvor overfladisk og fordomsfuldt nogle medier end behandler Den katolske kirkes forhold, så er og bliver ofrene de børn og unge, der har fået deres evne til nære kærlighedsforhold ødelagt og deres tillid til Gud og autoriteter sønderrevet.

Når Kirken hæver den seksuelle fane så højt, som den gør, kan det ikke overraske, at faldet bliver dybt og behandlingen ubarmhjertig, når det afsløres, at man ikke har været i stand til at håndhæve den moralske standard blandt sine egne præster. Samtidig har jeg ondt af de mange uskyldige præster i Kirken, som må se deres præstekald trukket gennem smudset, ligesom jeg bekymrer mig for, hvordan vi kan værne præsterne mod eventuelt falske anklager i den situation, vi står i.