Send artiklen - Konfirmanderne strutter af tro og tillid! til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Konfirmanderne strutter af tro og tillid!

Konfirmanderne har en tillid til, at det i livet ikke drejer sig om at gøre sig fortjent til kærlighed og omsorg, og dybden og bunden i den tillid skal de nok både komme til at erfare og forstå det guddommeligt mirakuløse i, mener domprovst Poul Henning Bartholin. -

- Arkiv/Leif Tuxen.

Kommenter Hold mig opdateret

Journalisterne bør tage på kursus, før de skriver kritiske artikler om konfirmationshykleri i folkekirken, mener domprovst Poul Henning Bartholin

I tiden fra 1. søndag efter påske til Kristi Himmelfart orker jeg næsten ikke at læse aviser. Hvert evige eneste år kommer den samme historie op og fylder os med løgn og latin, og den ene præst efter den anden lægger ansigtet i folder og bekymrer sig. Jamen, hvad sker der dog?

Jo, der er en herlig masse unge mennesker, som afslutter deres forberedelse til konfirmation og forventningsfulde og købestærke, som de bliver af konfirmationsgaverne, bliver de spurgt, om de nu tror, eller om de bliver konfirmeret for gavernes (læs: pengenes) skyld.

De stakkels unge mennesker, som bliver benovede over at blive spurgt af en avis, svarer, som de nu bedst kan.

Konfirmanderne hykler ikke
De fleste er ærlige og siger, at de gør det for gavernes skyld. Er det ikke bekymrende? Har de da slet ikke lært noget? Er de ikke kommet til tro? Har præsterne ikke fået lært dem alvoren? Nej, den alvor, hvormed man kan hykle en tro, man ikke har, har præsterne ikke fået lært dem, og godt det.

Annonce
Jeg husker godt, hvordan jeg selv for 42 år siden vred mig, da jeg fik stukket det spørgsmål i næsen af en journalist. ”Om jeg troede?” Det havde jeg virkelig ikke tænkt over. I min familie blev alle konfirmeret, der var ikke noget med selvstændigt at sætte spørgsmålstegn ved den slags. Men spørgsmålet satte en tvivl i gang. For hvad er det at tro?

Journalisterne har glemt, hvad konfirmation er
I år er de mange og kedelige og intetsigende konfirmationsartikler ledsaget af en ”soft” underlægningsmusik, der sætter endnu et kritisk spørgsmål ved folkekirken. ”For er det ikke hykleri det hele, når det nu kommer til stykket? Efter sigende er der mange præster, der ikke tror på Gud? De mener i hvert fald, at der er mange veje til Gud! Hvordan skulle konfirmanderne så komme til at tro?”

Dette antydes mere end kraftigt af journalister, der heller ikke hørte efter, da de blev konfirmeret, for de spørger rask væk de unge, om de vil konfirmeres og bekræfte deres tro, skønt konfirmationen er lige det modsatte, nemlig Guds ubegribelige bekræftelse af den accept, han gav i dåben, til et lille menneske (barn eller voksen), der ikke véd hverken ud eller ind, og som derfor får at vide, at det kan tvivle og tro, (næsten) som det vil. Det er og bliver i al evighed Guds barn.

Der er brug for IT i undervisningen
Et andet tema i underlægningsmusikken er diskussionen om konfirmationsforberedelsens plads i Folkeskolen. Hvorfor bliver den diskussion grebet så ynkeligt an? Hvorfor ikke tage anledning heraf til at lægge konfirmationsforberedelsen om?

Den drypvise undervisning, som bliver praktiseret de flere steder, skaber ingen sammenhæng eller tid til fordybelse. Der er brug for en pædagogisk fleksibilitet og en skelen til, hvordan børnene i øvrigt undervises i skolen, nemlig i længere forløb med mange mulige læringsformer.

Der er brug for, at folkekirken tager IT-medierne alvorligt og bruger dem i konfirmationsforberedelsen. Vi underviser, som om det stadig var den gamle katekismusindlæring, det drejede sig om. Skabte den tro? Ikke ifølge Grundtvig og mange andre med forstand på pædagogik.

Ikke troen, men et naivt verdensbillede tabes
Et tredje tema i underlægningsmusikken er en større europæisk undersøgelse, der peger på, at de unge mister troen i tiden, hvor de forberedes til konfirmation. Er der nogen, som kan forklare, hvad det er for en ”tro”, som mistes? Det er nok troen på et naivt verdensbillede med en fjern Gud, der tabes. Men ellers taber de unge ikke troen.

Forstår vi troen, som Paulus og Luther og Grundtvig gjorde, nemlig som tillid til det, vi ikke kan se, men som vi alligevel forventer os alt godt af, ja så strutter de fleste konfirmander af tro. De har en stor tillid til, at verden vil dem det godt, at andre vil give dem det bedste. De har en tillid til, at de nok skal klare sig og ikke mindst at der er nogen, som vil være der for dem, hvis det skulle gå galt.

De har en tillid til, at det i livet ikke drejer sig om at gøre sig fortjent til kærlighed og omsorg, og dybden og bunden i den tillid skal de nok både komme til at erfare og forstå det guddommeligt mirakuløse i.

De unge tror, at Gud virker i verden
Inden nogen spørger om, hvad det har med Gud at gøre, så har det alt med Gud at gøre. For denne tro er en frimodighed og et livsmod, som udspringer af, at denne verden ikke er vores, men er Guds og kommer til os som noget, der skaber og vækker tilliden til os.

Når de unge mennesker støder på nogle af livets hårde realiteter, véd de af nogen, som kan række dem en hånd, nogen de kan søge hjælp hos i familien og ikke mindst hos ”deres” præst.

Dér går det op for dem, at deres naive verdensbillede med Gud uden for verden smuldrede, men de fik noget andet, som langsomt lejrede sig: De fik vakt tilliden til at Gud virker i verden og viser sit ansigt i Kristus, der både er Gud og menneske, og som spejler sig i det menneske, der uden at tænke over det, bliver næste for de unge mennesker.

Journalisterne bør tage på kursus
Det lyder abstrakt, men det viser sig som en erfaring i alles liv, og det er svært at sætte ord på disse erfaringer. I hvert fald er det de færreste 14-15-årige, der kan det, og som slet ikke på det tidspunkt vil kalde dette tro. Men det lærer livet dem, og det lærer dem også, at denne tro har sit eneste udgangspunkt i at Gud blev menneske i Jesus Kristus.

Derfor kunne jeg ønske mig mindre bekymring til gengæld for en større interesse for at styrke konfirmationsforberedelsen, undervisningen af minikonfirmander og voksenundervisningen. Journalisterne skal som de første på kursus, så de kan høre om, hvad tro er og ikke er. Så kan det være, at jeg tillidsfuldt kan læse aviser igen mellem påske og pinse.

Poul Henning Bartholin er domprovst i Århus og kommentarskribent ved kristendom.dk.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano

Hold mig opdateret

flexblock

Få viden om kristendom i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

Stil dit eget spørgsmål til kristendom.dk

Kategori (vælg en af de nedenstående kategorier) *


*


*


*


NB: Alle felter med * skal udfyldes

flexblock

flexblock
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​