- Konfirmanderne strutter af tro og tillid!

I tiden fra 1. søndag efter påske til Kristi Himmelfart orker jeg næsten ikke at læse aviser. Hvert evige eneste år kommer den samme historie op og fylder os med løgn og latin, og den ene præst efter den anden lægger ansigtet i folder og bekymrer sig. Jamen, hvad sker der dog?

Jo, der er en herlig masse unge mennesker, som afslutter deres forberedelse til konfirmation og forventningsfulde og købestærke, som de bliver af konfirmationsgaverne, bliver de spurgt, om de nu tror, eller om de bliver konfirmeret for gavernes (læs: pengenes) skyld.

De stakkels unge mennesker, som bliver benovede over at blive spurgt af en avis, svarer, som de nu bedst kan.

Konfirmanderne hykler ikke
De fleste er ærlige og siger, at de gør det for gavernes skyld. Er det ikke bekymrende? Har de da slet ikke lært noget? Er de ikke kommet til tro? Har præsterne ikke fået lært dem alvoren? Nej, den alvor, hvormed man kan hykle en tro, man ikke har, har præsterne ikke fået lært dem, og godt det.

Jeg husker godt, hvordan jeg selv for 42 år siden vred mig, da jeg fik stukket det spørgsmål i næsen af en journalist. ”Om jeg troede?” Det havde jeg virkelig ikke tænkt over. I min familie blev alle konfirmeret, der var ikke noget med selvstændigt at sætte spørgsmålstegn ved den slags. Men spørgsmålet satte en tvivl i gang. For hvad er det at tro?

Journalisterne har glemt, hvad konfirmation er
I år er de mange og kedelige og intetsigende konfirmationsartikler ledsaget af en ”soft” underlægningsmusik, der sætter endnu et kritisk spørgsmål ved folkekirken. ”For er det ikke hykleri det hele, når det nu kommer til stykket? Efter sigende er der mange præster, der ikke tror på Gud? De mener i hvert fald, at der er mange veje til Gud! Hvordan skulle konfirmanderne så komme til at tro?”

Dette antydes mere end kraftigt af journalister, der heller ikke hørte efter, da de blev konfirmeret, for de spørger rask væk de unge, om de vil konfirmeres og bekræfte deres tro, skønt konfirmationen er lige det modsatte, nemlig Guds ubegribelige bekræftelse af den accept, han gav i dåben, til et lille menneske (barn eller voksen), der ikke véd hverken ud eller ind, og som derfor får at vide, at det kan tvivle og tro, (næsten) som det vil. Det er og bliver i al evighed Guds barn.