Calvins protestantisme slog rod i Schweiz, Frankrig og Skotland. Reformationen var forsøget på at gendanne kirken som man mente den oprindeligt var en gang. Resultatet blev dannelsen af en række nye kirker ved siden af den mægtige katolske kirke.

Frikirker
Som resultat af reformationen opstod tanken om at være frikirke. Der er i al væsentlighed fire ting, der karakteriserer en frikirke:

1) Frihed fra staten eller fyrstemagten
2) En personlig kristendom
3) Kirkens egne medlemmer skal selv styre kirken, vælge dens råd og dens præster
4) Man føler sig ikke bundet af kirkens enhed, sådan som den kommer til udtryk i et fællesskab omkring dåb og nadver

De frie kirker bredte sig i de nye kontinenter takket være udvandringen.

USA blev om noget frikirkernes land. Her bredte baptistkirken sig hurtigt. Mange indvandrere fra Vesteuropa medbragte den baptistiske opfattelse, nemlig at barnedåben ikke i sig selv var en ret kristen dåb. Kun den enkeltes frie ja til troen og dermed dåben gjorde den enkelte til en kristen.

Forfølgelser fra både den katolske kirke og protestantiske kirker forstærkede indvandringen til USA. Den engelske kirker blev i 1700- og 1800-tallet præget af en række vækkelsesbevægelser og sociale brydninger. Det førte til dannelse af Metodistkirken, som hurtigt forplantede sig til Nordamerika. Her voksede så Pinsekirken frem – en kirke, som er kendetegnet ved troen på Helligåndens tale til den enkelte.

Den evangelisk-lutherske frikirke
I løbet af 1800-tallet fik vi i Danmark to store vækkelsesbevægelser: Grundtvigianismen og Indre Mission. Begge bevægelser forblev inden for folkekirkens rammer.

Men for de grundtvigske var det en hovedtanke, at de skulle gives frihed til selv at danne menigheder og aflønne præst, såfremt en gruppe mennesker ikke kunne affinde sig med sognepræstens forkyndelse. For Indre Mission derimod var det vigtigt at kalde til en personlig kristendom, der så skulle praktiseres indenfor den folkekirkelige sognemenighed.

I første omgang indførte rigsdagen i 1868 en lov om oprettelse af valgmenigheder, det vil sige at en gruppe inden for folkekirken kunne danne en særlig menighed med en af dem valgt person som præst. De kunne så bruge sognets kirke, idet den valgte præst så stod under biskoppens tilsyn.

Den evangelisk-lutherske frikirke står imidlertid uden for folkekirken. Der er på den ene side intet modsætningsforhold mellem folkekirken og frikirken hvad angår lære og bekendelse. På den anden side ønsker frikirkens medlemmer at være sig selv med egen præst, egen kirkebygning og eget menighedsdemokrati.

Den første evangelisk-lutherske frikirke blev stiftet på Mors i 1883. I øvrigt fordi staten havde frataget den lokale valgmenighed anerkendelse, da man dér ikke ville rette sig efter folkekirkens bestemmelser.

De evangelisk-lutherske frimenigheder har som regel en grundtvigsk baggrund og har en række rettigheder, der blandt andet angår brug af folkekirkens kirkebygninger og præsternes adgang til at søge over i folkekirken. Den samme ret gives ikke til de øvrige frikirker som for eksempel baptistkirken, metodistkirken, pinsekirken med flere.