Udvandringen af unge truer kirkers eksistens på Vestbredden

Ifølge medarbejderne kender de færreste soldater med jødisk
baggrund til korsets betydning, men de ved, at efterkommere af russiske indvandrere i Israel kender korset fra deres hjemland eller fra deres familie. Erfaringen er, at man kan komme hurtigere gennem
checkpointet, hvis man er heldig og møder en israelsk soldat med russisk baggrund tidligt om morgenen, når checkpointet åbner.
 
Dagligdagen på Tantur er præget af begivenhederne på Vestbredden og ikke mindst i Betlehem. Ofte bliver overgangen lukket, så medarbejderne enten ikke kan komme på arbejde eller hjem fra arbejde. De lever under et psykisk pres, der øver stor indflydelse på deres arbejdsevne og indsats. Alle har pårørende, som enten
er forsvundet eller er blevet hentet af israelsk militær, fordi de er blevet sat i forbindelse med påstået palæstinensisk terrorvirksomhed.

Der kan gå mange timer med at finde ud af, hvor sønnen er blevet
af, efter at israelsk militær om natten har gennemsøgt forældrenes og sønnens hus for derefter at tage ham med til et ukendt sted. Usikkerhed, vrede og frustration præger således dagligdagen blandt medarbejderne på Tantur.

Samtidig er de taknemlige over at have et arbejde, hvor de kan tjene nok penge til at brødføde familien, og over at være i besiddelse af et identitetskort, der giver dem tilladelse til at krydse Muren hver dag. De gør alt for ikke at miste kortet, som er deres livline til arbejde og bedre økonomiske vilkår end mange af deres palæstinensiske landsmænd.

Grænselandet
Tantur ligger således i bogstaveligste forstand i grænselandet mellem Jerusalem og Vestbredden, og de palæstinensiske medarbejdere befinder sig hele tiden i grænselandet mellem håb og frygt for,
hvad der skal ske med dem selv eller deres nærmeste. I den situation virker Tantur som en lille redningsbåd midt på et oprørt hav.

Før Muren blev etableret var Tantur et levende teologisk samlingssted for kristne på Vestbredden. Her blev der holdt møder og konferencer, hvor deltagerne diskuterede kirkernes rolle og bidrag til den politiske
fredsproces. Blandt deltagerne ved mange af disse møder var den nuværende præst ved den lutherske kirke i Betlehem, Mitri Raheb.

Han har i snart 20 år været leder af den lutherske Julekirke, der ligger
midt i Betlehem. Her har han indrettet et internationalt center med værelser til 50 overnattende gæster, en filmskole, et galleri for palæstinensiske kunstnere og uddannelsesmuligheder for unge palæstinensere, der ønsker at arbejde med medier,
markedsføring og it.

Den lutherske kirke er i dag den næststørste arbejdsgiver
i Betlehem næst efter Betlehem Universitet. Tanken er, at unge mennesker både skal have uddannelsesmuligheder og tilbud om et arbejde, så de ønsker at blive på Vestbredden i stedet for at rejse til
Europa, USA eller Australien. Dermed forsøger Mitri Raheb at løse et af de allerstørste problemer, de palæstinensiske kristne står over for i disse år.

Udvandringen af unge mennesker truer de kristne kirkers fortsatte eksistens på Vestbredden, og hvis tendensen fortsætter, vil der ikke
være kristne menigheder og kirker tilbage på Vestbredden om 50 år.

De palæstinensiske kristne siger lidt galgenhumoristisk, at for fremtiden vil der ikke længere være ”levende stene” (dvs. kristne) til at kigge
efter og passe på de døde sten (kirkerne og de kristnes hellige steder).

Årsagerne til udvandringen skal ifølge Mitri Raheb søges i det forhold, at de økonomiske og politiske fremtidsudsigter ikke giver et ungt og initiativrigt menneske håb om at kunne skabe en god og sikker fremtid for sig selv eller sin familie.

En netop offentliggjort undersøgelse fra Betlehem Universitet peger således på, at størstedelen af de kristne på Vestbredden mener, at de økonomiske, politiske og sociale forhold tvinger dem til at rejse, så
de kan få brugt deres uddannelse og få et arbejde. På andenpladsen kommer den voksende islamisme, der indskrænker friheden for kristne og muslimer i dagligdagen.

De to væsentligste udfordringer for de kristne på Vestbredden er således den israelske besættelse af Vestbredden med de stærkt begrænsede bevægelsesmuligheder til følge og islamismen. Mange
kristne vælger derfor for deres børns skyld at rejse, så de ikke hele deres liv skal blive fastlåst i en umulig situation.

Fattigdom er grim
Mitri Raheb har valgt at blive og arbejde i den lutherske kirke, der omfatter ca. 4.000 medlemmer, hvoraf halvdelen er flygtninge
eller efterkommere af flygtninge fra krigene i 1948 og 1967. Hans bud på, hvordan det palæstinensiske samfund kommer videre, er at insistere på uddannelse, kunst og kultur.

Det palæstinensiske samfund er ifølge Raheb ved at blive et grimt
samfund med affald i gaderne, slidte veje og forfaldne bygninger. Han vil have skønheden, kunsten og kulturen tilbage i samfundet, fordi det er herfra, mennesker henter kraften til fornyelse i et samfund, der nok er indhegnet af en høj mur med vagttårne, men som ikke må opgive håbet om, at der kan findes en ikke-voldelig løsning på konflikten, hvis blot de moderate israelere og palæstinensere tør stole på hinanden.

Mitri Raheb er godt klar over, at nedslidningen af de palæstinensiske byer hænger sammen med besættelsen og de økonomiske vilkår, men han holder fast på forestillingen om, at forandringen begynder
med den enkelte og med det lokale, folkelige samarbejde. Han har opgivet troen på, at israelske og palæstinensiske forhandlere kan gøre en forskel, fordi de selv har en interesse i at holde konflikten
kørende, så længe de selv har en økonomisk og politisk fordel.

Hvis man spørger Raheb, om det ikke er en lidt naiv tanke, at en folkelig mobilisering af skønhed, kunst og kultur nedefra kan skabe forandring, henviser han til situationen i Sydafrika under apartheid
eller blandt kirkerne i DDR før Berlinmurens fald. Her skete overgangen fra undertrykkelse til parlamentarisk demokrati fredeligt og pludseligt.

Både det sydafrikanske og det østtyske samfund krakelerede indefra, fordi mennesker havde mistet troen på, at et samfund i længden kan lade sig opretholde ved våbenmagt og undertrykkelse. I nutidens Israel/Palæstina ser Mitri Raheb mange paralleller til situationen i Sydafrika under apartheid og til DDR under kommunismen.

Det er hans håb, at der kan etableres et frit og demokratisk parlamentarisk system i området. Han lader det stå åbent, om det skal være inden for en to-statsløsning eller en en-statsløsning. Den politiske udfordring er den samme for begge løsninger, fordi det gælder om at sikre fuld frihed og lighed for alle borgere uanset religiøs eller politisk
overbevisning.

Mitri Rahebs teologiske inspirationskilde er den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der i 1930’erne rettede en hård kritik mod den nazistiske jødeforfølgelse i Tyskland. Bonhoeffer betonede, at det er en stats opgave at beskytte medborgerne mod overgreb, og særlig slemt er det, når staten selv gør sig skyldig i at forfølge mennesker pga. deres tro og overbevisning.

Det er ifølge Bonhoeffer kirkens opgave at forhindre, at staten tillader anarki eller tyranni. Begge dele går ud over de svageste, og det er statens opgave at sikre ordentlige vilkår for alle borgere.

Når Mitri Raheb derfor kritiserer det politiske system i både Israel og Palæstina hænger det sammen med, at han mener, politikerne svigter deres opgave. Hans kritik er således ikke et forsøg på at blande kristendom og politik sammen eller håndhæve en særlig politisk teologi. Raheb ønsker politikere, der tager ansvaret på sig for at udvikle hele samfundet – og ikke kun den del, som man selv har gavn af eller kan lukrere på.

Dermed varetager han en teologisk funktion, som allerede Martin Luther pointerede i sin udlægning af f.eks. den fjerde bøn i Fadervor. Når det hedder ”Giv os i dag vort daglige brød”, udlægger Luther det på den måde, at den politiske magt (fyrsten) er ansvarlig for, at der er fred i landet, så markerne kan dyrkes, og afgrøderne kan afsættes på markedet. Han går endda så vidt, at han overvejer, om ikke der skal aftrykkes et brød på mønterne, så den politiske magt ikke kan glemme, hvad der er dens opgave.

Det politiske system (in casu: Middelalderens fyrstesystem) kan altså glemme sin opgave og eksistensberettigelse. Når det sker, er det teologiens og teologens opgave at gøre opmærksom på fejlen og kalde den politiske magt til orden – ikke for selv at få magt, men for at de, der har magten, udøver den korrekt.

Nok er Mitri Raheb ikke Luther, og nok er Betlehem og Jerusalem ikke Wittenberg, men opgaven er den samme. Magten skal bruges til borgernes bedste, og når den glemmer det, skal den kaldes til orden – for borgernes skyld. Den opgave forsøger palæstinensisk kirke og teologi at løse i dag, selvom det er svært.