Hvor er kirken, når nøden er størst?

Fælles for alle former for nød er, at menneskers udfoldelsesmuligheder indsnævres. Så hvor vidt forskellige forholdene i øvrigt er, så er der noget der er fælles for sclerosepatienten i Viborg, flygtningen i Somalia og bonden i Afghanistan: der er en række ting som mennesker i øvrigt foretager sig, som de nødlidende ikke kan foretage sig, og der er nogle behov som mennesker normalt får stillet, som de ikke kan få stillet.
For det videre arbejde, vi har for os, vil det være godt at have i tankerne, at man kan betragte nød under tre forskellige synsvinkler. Nemlig

· Nød påført af andre mennesker
· Nød påført af naturen
· Nød påført af det enkelte menneske selv.

De forskellige synsvinkler vil have betydning for hvordan andre mennesker mener, de bør forholde sig til det konkrete udslag af nød. Men uanset hvordan den enkelte nødssituation nu er opstået, så er det sådan, at ikke alle mennesker har lige gode muligheder for at udfolde sig og for at få dækket de behov deres egen krop og sjæl stiller dem over for.

Det er klart, at nød kan være mere eller mindre alvorlig. Og det er forståeligt og rimeligt, at man søger at opstille objektive kriterier for hvad der er alvorlig nød og hvad der ikke er. Men når alt kommer til alt, er nød først og fremmest noget subjektivt: det er et menneskes oplevelse af at være afskåret fra at gøre det, man gerne vil, og fra at få dækket de behov, der melder sig. Dermed er nød blandt mennesker også en udfordring for mennesker, der ikke selv lider nød: hvad betyder det for mit liv, at der er mennesker, der ikke har de samme muligheder og goder, som jeg har? Her deles vandene. Dels politisk. Men også mellem teori og praksis.

Nød og samfund
Men ser man ud over verden som helhed og historien som helhed, så må man sige, at mennesker gennem tiderne har accepteret og stadig accepterer en ganske stor ulighed i udfoldelsesmuligheder og dækning af behov. Også selvom der siden 1700-tallet har eksisteret formulerede menneskerettigheder, som har fået tilslutning fra stadig flere stater verden over.

Vi lever i et samfund, der gennem de sidste 100 år som et hovedanliggende har været præget af bestræbelser på fra alle politiske sider at begrænse menneskelig nød. Alligevel møder vi også her hver eneste dag andre menneskers nød. Der er syge – fysisk eller psykisk, der er gamle og ensomme, der er børn som misbruges og som ikke får den beskyttelse og omsorg, der skal til for at de kan vokse op og udvikle de færdigheder, der er nødvendige for at klare sig i et moderne samfund.

Og så er der de fremmede; politiske eller sociale flygtninge, legale eller illegale. Og som noget helt særligt, der er de handlede prostituerede, der opholder sig illegalt i landet, og som altså står helt uden for det velfærds- og retssamfund, vi har opbygget, mennesker, der lever iblandt os på slavelignende vilkår, som det ikke i de sidste 2 århundreder ellers har været muligt at byde mennesker her i landet.
Spørgsmålet i dag er: hvor står kirken i forhold til denne nød, der findes iblandt os.

Hvem er Gud?
Lige så snart vi taler om kirkens forhold til et eller andet, er vi nødt til at inddrage Biblen. Ikke fordi Biblen er en lovbog eller en manual – Den store Grønspættebog for kristne -, men fordi Biblen er skildringen af kirkens egen tilblivelse og forudsætninger. Så vi kommer ikke uden om, heller ikke når vi taler om kirkens forhold til menneskelig nød, at vende tilbage til begyndelsen, til Eva og Adam, For i fortællingen om de to bliver der lagt to vel i grunden modstridende aspekter ind over begrebet nød:

· Nød er indeholdt i den virkelighed som er skabt af Gud og er dermed også i sidste ende Guds ansvar.

· Al nød er menneskenes egen skyld

Det er det synspunkt, der fremsættes i beretningen om syndefaldet. Og det er et synspunkt der går gennem hele Biblen. Det hænger snævert sammen med troen på Gud som al ting skaber. På den ene side fastholdes Guds godhed. Gud vil det der er til liv og glæde for menneskene og alle andre skabninger, - de er jo hans eget værk, På den anden side findes der i den verden Gud har skabt lidelse, og der findes også ødelæggende adfærd blandt mennesker. Også Guds retfærdighed fastholdes. Gud besvarer ødelæggelsen af skaberværket med ødelæggelse af dem der ødelægger det.

Derfor må der også være en konflikt mellem Guds vilje til at opretholde hele sit skaberværk og Guds vrede og straf over det, der ødelægger skaberværket. Vi finder det i salme 1, i den gamle oversættelse af Præd. 7.29, i vennernes taler i Jobs Bog, i salmernes bog fx si 90, i fortællingen om David 2. Sam. 24. Fordi den nød, mennesker kommer i, betragtes som Guds straf over de pågældende, bliver der noget dæmonisk og ildevarslende over mennesker, der på den ene eller anden måde er ramt af ulykke.

Man skjuler ansigtet for dem, tør ikke se dem (Es 53 og Job), ikke kun fordi menneskelig nød er ubehagelig at være vidne til. Men fordi det er Guds vrede der hviler over dem. Men samtidig kommer der i Gt også andre synspunkter til orde: Jobs Bog ender med at afvise, at der skulle være tale om en simpel mekanisk sammenhæng mellem menneskers lykke eller ulykke og de gerninger, de har gjort. Det samme gør Prædikeren i kap 8. Og flere steder fremgår det, at Gud kan fjerne den skyld, der ellers kaster ulykker ind over menneskers liv (SI. 51, Es. 54.7-8). Og selvom ulykker, der rammer mennesker regnes som Guds straf over de pågældende, så kræves samtidig af israelitterne omsorg for og barmhjertighed mod dem der er ramt af ulykke (2anos 22.20-21 og Zak. 7.9-10).

Nødens ophør?
Ind i denne spænding mellem livets og verdens dejlighed på den ene side og på den anden side den nød der fremkommer ved ødelæggelsen af livet, der kommer en vision af en tid der skal komme, hvor verden er befriet fra det ødelæggende og hvor nød ikke længere findes, hverken blandt mennesker (Es 9, Arnos 9, Mika. 4) eller i naturen (Es 11). Midlet, Gud vil indføre denne tilstand med, er en fremtidig hersker, der skal regere på Guds vegne og helt efter Guds vilje. Men hvad så med skylden? Hvad med alle de onde handlinger og den lidelse i verden som på en eller anden måde er en følge af ondskaben? Det forsvinder alt sammen ved at Gud lader et enkelt menneske bære lidelsen på de manges vegne.

Det er i midten af Esajas Bog, vi møder denne mærkelige tanke, i digtene om Herrens lidende tjener. Det er ikke til at se, om den lidende tjener er den samme som den fredskonge, der skal komme, eller om det er en anden, muligvis er det hele Israels folk eller en del af det, der er tænkt på, men i alt fald møder vi tanken om at en kan lide for alle, sådan at de mange ved hans lidelse går fri af den lidelse de ellers selv havde bragt over sig. I denne vision er Gud altså på en gang skaberen, der har fremkaldt den verden, der egentlig er god, men hvor ødelæggelse opstår og bringer nød ind i den gode verden. Og Gud er dommeren, der straffer ødelæggelsen af livet og verden med ny ødelæggelse over dem der ødelægger. Og Gud er frelseren, der gør ende på ødelæggelse og nød så verden til sidst kan blive det helt igennem gode sted, den er skabt til at være.

Når vi betragter disse forskellige forståelser af nød og lidelse som møder os i det gamle Testamente under et, så udkrystalliserer den opfattelse sig, at nød ikke er en del af skabelsens orden. Det er en fejl. Om den er bevidst eller ubevidst fra Skaberens side får stå hen, men under alle omstændigheder er det en fejl, skaberen selv har sat sig for at rette.

Jesus og menneskers nød
Det er denne tanke, som vokser frem i Det gamle Testamente, Jesus knytter til ved. For det første ser han menneskers nød i lyset af visionen af hvordan verden skal befries fra den nød, der tynger den. Vi ser det i begyndelsen af Bjergprædikenen, hvor Jesus priser de lidende lykkelige. Ikke på grund af deres ulykke begribeligvis, men fordi de skal befries fra den. Og vi ser det i hans forståelse af Guds rige som er på vej. Dels i selve hans programerklæring, talen i synagogen i Nazareth (Luk. 4), dels også hvor han anklages for at stå i ledtog med dæmonerne, hvilket han afviser og stedet peger på, at hvis det er ved Guds finger, han uddriver dæmonerne, så er Guds rige jo kommet til dem.

Jesu virksomhed kan man at dele op i 2 dele, som imidlertid foregår samtidigt og flettet ind mellem hinanden. Der er for det første hans forkyndelse. Den sammenfatter Markus ultrakort i følgende ord: Tiden er inde. Guds rige er kommet nær. Omvend jer og tro på evangeliet. De tre ting: Guds riges nærhed, omvendelsen og troen på evangeliet hænger tæt sammen. Fordi gudsriget er lige på trapperne, så er det tid at slippe den gamle måde at leve på, dvs det liv der er infiltreret af ondskab for i stedet at indstille sig på det nye liv, Gudsrigets liv hvor der ikke findes ondt og ikke findes lidelse. Drivkraften og inspirationen til det nye liv, giver Jesus i evangeliet, hvor han fortæller disciplene og hvem der ellers vil høre på ham, at Gud er deres far i himlen, som kender dem, følger dem og elsker dem. Han fortæller, at Gud tilgiver dem og at Gud vil at de også skal tilgive hinanden indbyrdes.

Jesu gerning
Se fx lignelsen om den fortabte søn. Han fortæller dem at hele loven med dens mange bud sammenfattes i at man skal elske Gud og sin næste. Og han fortæller, at man viser sig som næste for hinanden ved at tage sig af hinanden og hjælpe hinanden. Det kan man læse om i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Hele pointen i Jesu etiske forkyndelse er sammenhængen mellem gudsrigets nærhed og kravet om ændret levevis.

Det handler sådan set ikke om moral. Det er ikke et spørgsmål om at man skal være god ved hinanden, fordi det er bedre at være god end at være ond. Men man skal være god ved sine medmennesker, fordi tiderne er ved at skifte og den verden nærmer sig, hvor der slet ikke er noget valg mellem godt og ondt, fordi det onde skal forsvinde for evigt. Se især talen om de sidste tider i Matthæus 24. Og man skal suge næring og styrke af Jesu ord om Guds godhed og tilgivelse af mennesker til selv at begynde at leve den nye verdens liv i tjeneste for sine medmennesker.

Parallelt med Jesus forkyndelse af Guds riges umiddelbart forestående frembrud og de etiske implikationer det, får rummer evangelierne skildringerne af Jesu helbredelser og øvrige undergerninger. Da Johannes Døberen fra fængslet spørger Jesus om han er den ventede fredskonge som skal komme, svarer Jesus ved at henvise til, hvad der sker omkring ham: "Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige".

Og fra evangelierne kender vi jo skildringerne af de enkeltbegivenheder som Jesus sammenfatter i svaret til Johannes. Det vigtige i vores sammenhæng er, at disse eksempler på at Jesus afhjælper menneskelig nød, de er for ham selv tegn på, at Guds rige er ved at bryde frem. De er som skinnende gnister fra den nye verdens bål, der skinner i den gamle verdens mørke.

Som vi så i gennemgangen af GT's syn på menneskelig nød, så kan der være noget dæmonisk og skræmmende ved nødstedte mennesker, fordi de betragtes som nogle der er ramt af Guds vrede, mennesker der er under forbandelse. De er urene, og det betyder at andre mennesker søger at undgå at komme i forbindelse med dem.
Ligesom tilgivelsen spiller en væsentlig rolle i Jesu forkyndelse, sådan spiller den også en rolle i hans adfærd. For Jesus betyder menneskers urenhed ingen ting.

Hvad enten det ex en kvinde med permanente blødninger, en spedalsk eller et lig, så ignorerer Jesus den urenhed, som ellers normalt ville få mennesker til at holde sig på afstand. Fordi Gud er den tilgivende Gud, er alle de barrierer der førhen blev sat af Guds vrede bragt ud af verden. Det er det Paulus sidenhen så rammende udtrykker i ordene om at intet som helst kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. Den nye verdens lov og livsånde, kærligheden, vil ikke vide af noget skel og nogen afgrænsninger som måtte spærre for den. Kærlighedens krav på at ske fyldest er uindskrænket. Derfor må tilgivelsen spille så stor en rolle i kredsen omkring Jesus.

Tilgivelse
For tilgivelsen baner vej for kærligheden. Så længe skyld og gammelt nag ligger og lurer er der lukket for kærligheden, men hvor tilgivelsen rydder det af vejen, som med rod i fortiden ligger og skiller mellem Gud og mennesker og mellem mennesker indbyrdes, der får kærligheden rum til at udfolde sig.

I sine helbredelser, bespisninger og dødeopvækkelser viser Jesus sine disciple, hvordan livet, hvor Guds rige bryder frem skal befries for alt, der ødelægger det, og foran dette nye liv ligger den altomfattende tilgivelse, Guds tilgivelse af menneskene og menneskenes tilgivelse af hinanden, der betyder at Gud og mennesker gjort frie af fortiden kan finde sammen og leve sammen på ny. Gennem den tid Jesus vandrer omkring sammen med disciplene forbereder han dem på, både at han selv skal lide og dø og også på at de skal overtage hans hverv at sætte den nye virkelighed i verden og føre det videre. Han taler om, at det er nødvendigt, at han skal lide og dø.

Nødvendigheden beslår i, al han tager rullen suni den lidende Herrens tjener der tager på sig at bære konsekvenserne af af det onde, menneskene har ladet sig bruge som redskaber for i verden. Så uanset om det fra begyndelsen har været tænkt sådan, at den lidende herrens tjener og den ventede fredskonge skulle være den samme, så har Jesus i alt fald samlet de to skikkelser i sin person.

Det bliver evident da han, den korsfæstede opstår som den der der som den første tager det liv i besiddelse, hvor død, ondskab nød og smerte er lagt bag og ikke eksisterer mere. Og fra sit kommende rige sender Jesus disciplene ud i verden for, ligesom han selv havde været det, at blive budbringere og iværksættere af den nye virkelighed, Guds rige.

Jesu selvforståelse
Ved siden af Jesu forkyndelse om gudsriget, og de befriende handlinger, som indvarsler gudsriget, er der grund til specielt at fremhæve Jesu selvforståelse. Særligt i Johannesevangeliet, men også i de synoptiske evangelier understreger Jesus sin ubrydelige enhed med Gud Fader. Han gør intet af sig selv, men alt hvad han gør,er noget Faderen lader ham gøre. Så i Jesu forkyndelse og i Jesu handlinger er det Guds egene ord og handlinger, vi møder. Dermed er det også sagt, at tror vi på Jesus, så er det denne ubrydelige enhed mellem den usynlige evige Gud og mennesket Jesus fra Nazareth, vi tror på.

Kirken
Kirken opstår ved at Kristus indblæser sin ånd i disciplene. Ånd er et udtryk for at et menneske –eller Gud – er handlende til stede uden for sig selv. Ånden er Guds handle- og viljeskraft som greb Jesus efter dåben og ledte ham ud i ørkenen til konfrontationen med satan, og den Helligånd Jesus indblæser disciplene er den samme guddommelige handle- og viljeskraft, som Jesus nu giver videre til disciplene.

Inden Jesus indblæser disciplene sin ånd fortæller Johannes, hvordan Jesus umiddelbart inden sin død beder Faderen inddrage disciplene og dem de siden gør til disciple i den enhed, der allerede består mellem Faderen og Jesus: "Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden. v19 Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden. v20 Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, v21 at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig." Joh 17.1821, Kirken kan kun forstås i sin relation til kristus.

Kirken er den form i hvilken Kristus er til stede i verden efter sin himmelfart. Netop derfor er det i og for sig også ganske let at besvare spørgsmålet: "Hvor er kirken, når nøden er størst?" Svaret kan kun være: midt i nøden, ved den nødstedtes side. For ellers er kirken ikke kirke. Sådan må det være, fordi det var sådan Kristus, som kirken udleder sin identitet af var i verden. Kristus havde bundet sig selv til visionen om den nye verden befriet fra lidelse og alt ondt, og som jeg har prøvet at vise ovenfor, var det det, han brugte sit liv op på at realisere.

Vil kirken være kirke i egentlig forstand, det fællesskab som er besjælet af Kristi egen handle- og viljeskraft, så må kirken lade hans ånd føre sig til konfrontation mod Satans livsødelæggende kraft. Den må forkynde tilgivelse og forsoning, den må forkynde kærligheden, Guds eget væsen, som al tings udspring, mening og mål. Og den må være til stede i verden som et handlende fællesskab, der standser op over alt, hvor livet går i stykker og hvor Guds skabninger oplever deres muligheder for at udfolde deres liv bliver indsnævrede og deres muligheder for at stille deres behov indskrænkes, Kirken må være bundet til visionen om livet uden lidelse og ødelæggelse og den må bruge alt hvad den rummer af evner og fantasi på at fremme et liv skabningerne imellem, hvor lidelse og nød begrænses mest muligt.

Kirkens ansvar
Konkret betyder det, at kirken må være der for dem, ingen andre orker at hjælpe, også dem, hvis lidelser synes så oplagt selvforskyldte, at det forekommer omsonst at prøve at hjælpe dem. Og hvis det eksisterende samfund er for snævert til at rumme alle der bor inden for dets grænser i al deres forskellighed, så må kirken arbejde på at påvirke samfundet, så dets rummelighed forøges. For mig at se er det helt afgørende, at kirken defineres af dens sammenknytning med Kristus. Nu kan kirke forstås på flere forskellige måder.

Kirke er for det første en institution. Folkekirken er fx en institution hvis indhold ganske vist eksplicit knyttes til Kristus, men hvor de rammer og ordninger, der rummer dette indhold fastsættes gennem den profane lovgivning.

Kirke kan også være organisation, hvor en række mennesker inden og uden for institutionen finder sammen om måder at realisere kirkens indhold, som det sker i de bevægelser vi alle kender: Folkekkirkens Nødhjælp, kirkens Korshær, de forskellige missionsselskaber etc.
Men allermest præcist kan kirken efter min opfattelse defineres som de mennesker, der er grebet af Jesu vision om Guds rige som er på nippet til at bryde frem og som lader deres liv styre af denne vision, - eller som i det mindste beder om at denne vision må styre deres liv.

Det fortælles, at under kampene ved Dybbøl blev en soldat ramt af et granatstykke og faldt om, mens han skreg af smerte. En feltpræst så det og løb til undsætning, idet han råbte: "Hvad skriger du for, du har dine synders forladelse!" Hvis nu feltpræsten herefter bøjer sig ned og flår sin skjorte af og forbinder den sårede.

Eller hvis han bliver siddende og holder ham i hånden og taler med ham, mens han mærker livet forlade ham, så kan man sige at forkyndelse og handling går hånd i hånd. Så skaber forkyndelsen af syndernes forladelse hos den sårede rum for at se sig selv i det Guds rige, hvor døden ikke skal være mere, og ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet." Og sådan tror jeg egentlig at anekdoten, som jeg kender fra en af Søren Krarups første bøger skal forstås.

Men forstås fortællingen sådan, at kirkens opgave er at forkynde syndernes forladelse og så i øvrigt at lade sanitetstroppeme, eller de sociale myndigheder om resten, så er det fatalt. For så svigter kirken den ene halvdel af det, den er i verden for: at lade forkyndelsen af Guds rige ledsage af tegnene på dets frembrud.

Kirken skal både være ramme om forkyndelse af Guds rige, men også en ramme, hvor tegnene får mulighed for at ske. Ja, kirken skal selv sætte tegnene i værk, for kirken er ikke tilskuer til, men medspiller i Guds befrielse af verden.