Tilsyneladende er det blevet sværere og sværere at respektere hinanden i en tid, hvor etniske, kulturelle, sociale og åndelige forskelle sætter dagsordenen, mener generalsekretær i Indre Mission, Thomas Bjerg Mikkelsen.-
- Foto: Claus Fisker/Scanpix Denmark
Thomas Bjerg Mikkelsen |
27. maj 2010
Det nytter ikke at markere sig i debatten om åndelige spørgsmål, hvis man ikke samtidig prøver at forstå andres situation, skriver generalsekretær i Indre Mission Thomas Bjerg Mikkelsen
Jeg har opdaget en nedslående tendens hos mig selv: Alt for ofte bruger jeg sproget til at bedømme og til tider endda fordømme andre frem for at spørge ind til deres opfattelse af virkeligheden.
Jeg fokuserer på at finde årsagsforklaringer og tildele skyld frem for at indleve mig i mine medmenneskers situation.
Kort sagt, så er jeg mere optaget af mine egne tanker og meninger end af at forstå og se mit medmenneske.
Hvorfor denne offentlige bekendelse? Fordi det vistnok ikke kun er en tendens hos mig selv, men en tendens i tiden. Tilsyneladende er det blevet sværere og sværere at respektere hinanden i en tid, hvor etniske, kulturelle, sociale og åndelige forskelle sætter dagsordenen.
Det gælder også i kristne fællesskaber, hvor vi ofte dyrker forskellene og graver os ned i positioner i stedet for at gøre os klart, hvad vores interesse egentlig er.
Skråsikkerhed skaber afstandVi bilder os ind, at vi ved at markere skråsikre standpunkter i kirkelige eller åndelige spørgsmål kan blive et fyrtårn for andre. I virkeligheden sker der bare ikke andet end at vi stiller os på afstand af dem, vi taler til.
Dialogen kommer ikke i gang, hvis læserbrevsskribenten eller bloggeren ikke anerkender andres ret til at se anderledes på sagen. Dialogen kommer ikke i gang, hvis den ven, jeg kritiserer eller formaner, ikke oplever, at jeg er medvandrer i hans liv.
Dialogen kommer ikke i gang, hvis menigheden kun oplever prædikanten som en højtråbende proklamatør af endegyldige sandheder.
Budskab om tilgivelse taler forbi danskerne
Jeg vil nødig misforstås: Mit ærinde er ikke, at vi ikke må tale om skyld eller sætte ord på holdninger. Men hvis de andre ikke kan mærke, at min tale er båret af integritet og nærvær, så skulle jeg måske tie stille.
Historikeren Henrik Jensen forklarer i sin bog ”Det faderløse samfund”, at kirkens budskab om skyld og tilgivelse taler forbi den almindelige dansker. Han forklarer, at mennesker i dag har utrolig svært ved at se sig selv som skyldige, fordi vi ikke for alvor føler os forpligtet af nogen eller noget:
“Folk er et andet sted henne. Dette er individualiseringens tidsalder. Vi er ikke dem, vi var for 50 år siden, for slet ikke at tale om 150 år. Modtagerapparatet virker ikke længere”. (Citat: Henrik Jensen i Det faderløse samfund, side 26).
Kravet er selvkritik og offervilje
Det er altså ikke let at tale om skyld i 2010. Men det er ansvarsløst – ja, ligefrem fatalt – ikke at ville gøre det, eftersom erkendelsen af skyld er en forudsætning for at få del i Guds tilbud om frelse.
Derfor skal vi tale! Vi må bare aldrig glemme, at vi alle er fejlende og kæmpende mennesker, som har brug for at blive mødt med barmhjertighed og nåde.
Her har vi et ansvar, som ingen af os kan unddrage sig: Vi må leve os ind i andres situation og forstå dem og se dem. Vi må være medvandrere i deres liv og anerkende deres ret til at se anderledes på en sag.
Kravet er selvkritik, ydmyghed og offervilje, men dette er en ringe omkostning i kampen for at skabe fællesskaber, der favner.
Thomas Bjerg Mikkelsen er generalsekretær i Indre Mission. Du kan se hans blog her.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano