- Lev dig ind i andres liv

Jeg har opdaget en nedslående tendens hos mig selv: Alt for ofte bruger jeg sproget til at bedømme og til tider endda fordømme andre frem for at spørge ind til deres opfattelse af virkeligheden.

Jeg fokuserer på at finde årsagsforklaringer og tildele skyld frem for at indleve mig i mine medmenneskers situation.

Kort sagt, så er jeg mere optaget af mine egne tanker og meninger end af at forstå og se mit medmenneske.

Hvorfor denne offentlige bekendelse? Fordi det vistnok ikke kun er en tendens hos mig selv, men en tendens i tiden. Tilsyneladende er det blevet sværere og sværere at respektere hinanden i en tid, hvor etniske, kulturelle, sociale og åndelige forskelle sætter dagsordenen.

Det gælder også i kristne fællesskaber, hvor vi ofte dyrker forskellene og graver os ned i positioner i stedet for at gøre os klart, hvad vores interesse egentlig er.

Skråsikkerhed skaber afstand
Vi bilder os ind, at vi ved at markere skråsikre standpunkter i kirkelige eller åndelige spørgsmål kan blive et fyrtårn for andre. I virkeligheden sker der bare ikke andet end at vi stiller os på afstand af dem, vi taler til.

Dialogen kommer ikke i gang, hvis læserbrevsskribenten eller bloggeren ikke anerkender andres ret til at se anderledes på sagen. Dialogen kommer ikke i gang, hvis den ven, jeg kritiserer eller formaner, ikke oplever, at jeg er medvandrer i hans liv.

Dialogen kommer ikke i gang, hvis menigheden kun oplever prædikanten som en højtråbende proklamatør af endegyldige sandheder.