- Ifølge teologistudiet er Bibelen ikke til at stole på

Evangeliet er ikke til at stole på – i hvert fald ikke læst som historieskrivning, at det fortæller den sandfærdige historie om Jesus, sådan som det rent konkret foregik.

Og Jesu prædiken og budskab er skåret til og suppleret op, så det passer ind i den menighed, evangelisten skrev til og de mennesker, der måske lige skulle sættes på plads med et ord af Jesu mund. Og resultatet var: Johannesevangeliet.

Nu tror jeg ikke, at læreren med den flittige røde kuglepen gjorde sig så dybe tanker, da han slog et par streger under ordet ”amen” i min vens oversættelse, men ud fra ovenstående tanker, så kunne han ikke gøre andet. Selve ordet amen og hvad det betyder, er ikke noget videnskabeligt ord. Derfor en rød streg.

Både min ven og jeg bestod eksamen – om han vovede at skrive amen i den endelige opgave har jeg ikke spurgt ham.

Præsteløftet er en kløft mellem to verdener
Før man kan træde i de sorte klæder, så er der også en eksamen: En bispeeksamen, hvor biskoppen ud fra en skriftlig opgave og en samtale finder ud af, om han/hun vil give sit blå stempel på én: Præst.

Efter samtalen underskriver man præsteløftet. I det løfte lover man med selve dommedag for øje, ”at jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter”.

Det er da noget af et skift – og set ud fra ordet ”amen”, kan skiftet formuleres sådan: Fra at få røde streger under ordet ”amen”, så skal du sige ”amen”, for Johannesevangeliet, du læser, indeholder Guds ord, og derfor står det fast. Derfor er det til at stole på.

Skiftet står for mig at se mellem to verdner: Fra at skulle være kritisk skal jeg være opbyggelig. Fra at stille spørgsmålet for spørgsmålet og processens skyld, så skal jeg stille spørgsmål til teksten for at belyse hverdagens hovedpiner og menneskers troskampe.

Måske er det derfor, at man har præstekjole på! Havde det været bukser, så var de nok sprækket, hvis man skulle stå med fødderne plantet på begge sider af den kløft, der hedder ”præsteløftet”.

Menigheden vil ikke høre om Paulus-forskningen
Også på andre punkter er skiftet til at mærke. Fra at have en deadline hvert halve år, eksamen, så har man en deadline hver uge: Søndag formiddag, hvor en trofast menighed sidder og venter.

Og de er mindst lige så kritiske som selv den strengeste censor, for de ved nok, hvad de vil have. Men hvad vil de have? Hvad forventer de, når de sætter sig? Hvad har de brug for at høre?

Hvor ville jeg gerne vide svaret på de spørgsmål, når jeg sidder torsdag eftermiddag og forbereder mig – men jeg ved i hvert fald godt, at det ikke er det kritisk-videnskabelige de vil have.

De spørger ikke efter hvad Bultmann skrev, eller hvad den nyeste Paulus-forskning har forvirret sig frem til. Nej, de spørgsmål jeg lægger dem i munden – og som derfor for mig at se er prædikenens vigtigste mål at besvare – er nogle helt andre:

Hvad betyder teksten fra Johannesevangeliet i dag – ikke bare set i lyset af den verden, som skriftet blev skrevet i, men set i lyset af i dag, 2010? Kan man uddrage et evigtgyldigt princip ud fra Jesu ord – og så sætte hverdagen i forbindelse med dette princip? Hvordan kan teksten til i dag lære mig mere om Guds tanker om mig og Guds vilje med mig?

Kort sagt: Prædikenens vigtigste mål er at vise, at Bibelen er aktuel, nærværende, provokerende, befriende, morsom og både opbyggelig og nedbydende på samme tid.

Prædikenens vigtigste mål er at hjælpe menigheden til at se Guds ord og Guds budskab netop til dem – og så give dem mod og lyst til at følge det ord og leve det budskab ud i deres eget liv.

Sådan lyder kravene i mine ører til præstens prædiken – om jeg så formår at leve op til de krav, når jeg står på prædikestolen i Horne Kirke, er så en helt anden sag.

Det er ikke mine religiøse oplevelser, der er i centrum
Der er naturligvis en masse, jeg kan bruge min uddannelse til i min forberedelse af prædikenen. Jeg har blandt andet fået nogle redskaber og metoder som gør, at det ikke bare er mig og mine religiøse oplevelser, der er i centrum i prædikenskrivningen.

Der er en lang fortolkningshistorie, som jeg kan tære på – også den kritiske, for Guds ord kan nok tåle modsigelse og kritik. Og desuden sidder kirkegængeren med kritikkens spørgsmål også nede i menigheden og kræver et svar.

Hvad gør jeg så? Kan man stå med et ben på begge sider af præsteløftet – eller er jeg nødt til at lægge al min videnskabelige uddannelse bag mig? Nej – men jeg skal vide, hvad det er for et sted af præsteløftet jeg står: På universitetets side eller på kirkens side.

Jeg kan nok i min forberedelse stå på universitetets side, men i det øjeblik, hvor jeg sætter fingrene til tastaturet for at skrive min prædiken, så er jeg nødt til at skifte side. Jeg kan ikke stå med en fod begge steder. Jeg er nødt til at lægge kritikkens spørgsmål fra – ”mon Gud virkelig har sagt?” – og så se skriftstedet som et amen. ”Det står fast”. ”Det er til at stole på” – Gud har sagt.

Helligånden arbejder, trods alt
Jeg kan nok mærke en spænding mellem de to verdner, men det må være mit personlige problem. Som prædikant må jeg ikke videregive kritikkens tvivl – men skal videregive troens håb, der gerne skulle opbygge hver enkelt til vished.

”Har Gud virkelig sagt?” Ja, det har han – og han har talt til dig. Der skal nok helt andre resurser til for at få folk til at få øjnene op for det igennem min prædiken – der skal ham til, som vi kalder for Helligånden.

Og han arbejder på trods af universitetskritik og på trods af mine gode intentioner om prædikenen – men det må jeg vist hellere vente med at fortælle om til en anden artikel.

Kim Nielsen Legarth er sognepræst i Horne og Asdal Sogne.