- Begrebet korstog er en efterrationalisering

Er der noget, der kan lukke munden på mig, når jeg ønsker at fremhæve kristentroen som et positivt og livsbefordrende grundlag at leve sit liv på og tolke tilværelsens muligheder og mysterier ud fra, så er det kritikken af korstogenes vold og hærgen.

Set fra min virkelighed og vore dages politiske og religiøse situation, virker korstogene som en stor uretfærdighed og en diametral modsætning til og modsigelse af evangeliets tale om retfærdighed, om at vende den anden kind til og elske sin næste, ven såvel som fjende.

Skulle kristendommen ikke lære os at lytte?
Hvordan har man dog i kirkens og Jesu navn kunnet drage på krigerfærd og med sværdet forsøge enten at omvende eller bekæmpe dem, som troede anderledes?

Skulle kristendommen ikke netop lære os at lytte, at respektere den enkeltes valg af tro, at præsentere frelsen ved Jesus som et tilbud og mulighed for alle osv.?

Og burde en troværdig kirke, som virkelig tager sit eget budskab alvorligt, ikke være på de svages og undertryktes side, i stedet for at komme med magt og imperialistiske ideer for at tage magten over det fælles hellige land fra muslimerne?

Og siden dengang for 800 år siden har kristendommen jo ikke forandret sig synderligt. Vesten drager stadig på korstog med magt og undertrykkelse mod især den muslimske verden.

Korstog – et kors for tanken
Nej! Så er det alligevel bedre at orientere sig, det vil sige vende sig mod Orienten. For fra Øst kommer jo de fredelige buddhistiske, taoistiske og hinduistiske inspirationer – eller?

Jeg synes, det er svært at reagere med andet end at bøje nakken i skyld og anger og bekræfte, at korstogene var en forfærdelig fejltagelse, som er en del af kirkens arvesynd, vi ikke kommer uden om – og som desværre gør det svært at påstå og fastholde kirkens fredelige og barmhjertige hensigter.