Der må være andre arrangementer end højmessen, hvor søgende mennesker kan stille deres spørgsmål. Hvor børn og unge kan lære bibelhistorien at kende, mener kirkehistoriker Kurt E. Larsen. -
- Foto: Colourbox
Kurt E. Larsen |
7. juli 2010
”Et af kirkens største problemer i dagens Danmark er manglen på voksenoplæring. Og oplæring har aldrig været højmessens opgave,” mener kirkehistoriker Kurt Larsen
Blandt unge mennesker er den danske højmesse ikke i særlig høj kurs. For nylig
skrev en ung teolog på kristendom.dk:
"Paulus skrev rundt til alle sine kristne menigheder, spredt ud over hele datidens Romerrige, for at opmuntre, belære, irettesætte, og generelt lige lade høre fra sig.
Han brugte datidens ypperste kommunikationsform, nemlig pennen. Havde Paulus levet i dag, havde han haft en Twitter eller Facebook-konto, for det havde gjort hans kommunikation tusind gange mere effektiv!
Man hører ingenting om nogen højmesse i nogen af brevene. Man hører om sammenkomster af kristne, at de hjalp og støttede hinanden, spiste sammen, men ingenting om, at samledes i en kirke hver søndag for at spise en pap-oblat og høre på en præst, der fortalte dem om Bibelen."
Forfatteren Bo Grünberger ved meget om moderne kommunikation, og det er spændende at læse hans overvejelser. Ind i den meget nødvendige debat om kommunikation i kirken, vil jeg godt kaste en række ting til overvejelse.
Liturgi er som fodboldreglerJeg brugte det meste af mine unge år på at spille og se fodbold. Jeg mener derfor at vide alt om reglerne for off-side og indirekte frispark. Ofte meget bedre end dommerne!
I de senere år har de unge mænd i huset set en del amerikansk fodbold, og der føler jeg mig i den grad fremmedgjort. Jeg kender ikke reglerne ordentligt, og når ikke at opfatte, om der sker ulovlige ting.
Også kirkens liturgi virker forskelligt på os kendere og dem, der er nye i huset. Brian Laudrup kommenterer fodboldkampe i TV for os kendere, mens de nye drenge i den ædle sport får reglerne lært på fodboldskolen. Det modsatte ville være mærkeligt.
Også i kirken er der arrangementer for kendere (højmessen) og arrangementer for nye. Eller rettere: Der burde være det. Desværre er der eksempler på folk, der regner højmessen for kirkens eneste rigtige arbejdsform.
Højmesse-fundamentalisme er et problem
I Oldkirkens tid var tingene sat i system, så højmessen kun var for de døbte og troende kristne. Andre, der var på vej til at blive kristne, havde deres eget forløb af undervisning og introduktion. I tre år skulle man undervises som dåbskandidat, før man nåede til dåben. Og først da fik man også adgang til kirkens nadver ved højmessen.
Et af kirkens største problemer i dagens Danmark er mangelen på oplæring for voksne. Højmessen er den troende menigheds sammenkomst for at lovprise den Gud og Frelser, de har lært at kende.
Der må være andre arrangementer, hvor søgende mennesker kan stille deres spørgsmål. Hvor børn og unge kan lære bibelhistorien at kende. Hvor indvandrere af helt anden baggrund kan blive oplært.
Højmessen kan ikke alt. Sådan har den heller aldrig været tænkt. Det er ugens højdepunkt for menigheden – men ud af en helt række andre begivenheder i ugens løb. Det er ikke højmessen, der er problemet, men hvad nutidens danske højmessefundamentalister har gjort den til.
Liturgi er som gode spisevaner
Det vil ikke være let at overbevise en flok madeksperter i Gastronomisk Selskab om det gode ved leverpostej og havregryn.
Men der er forskel på hverdag og fest. De færreste mennesker har tid til gastronomiske udfoldelser hver eneste morgen, når familien også skal på arbejde eller i skole. Derfor er det en god ide i hverdagen med en enkel, nærende morgenmad og en god dansk madpakke. Her kommer havregrynene og leverpostejen ind.
En menighed har normalt heller ikke resurser til festgudstjenester og særlige gudstjenester hver eneste søndag. Året har ca. 60 søn- og helligdage, og i de fleste tilfælde vil der ikke være kræfter til det store. Der kommer liturgien ind.
Liturgien, med dens faste bibeltekster – de faste bønner – nadverens ord: Dette har i sig selv en indholdsmæssig værdi, der kan nære og bære en menighed. Der kan ikke være fest hver eneste søndag, men åndelig næring skal vi have. Den får vi rigeligt, gennem bibellæsning, og tekstudlægning i bønnerne, i trosbekendelsen og i nadverliturgien.
Søndagssamlingen står meget alene
Bo Grünberger har ret i, at de første kristne ikke ”spiste en pap-oblat”, men de led, der indgår i vores højmesse, indgik også i deres søndagssamling. De samledes hver dag, men søndagssamlingen var noget særligt.
Problemet i dag er ikke at søndagssamlingen er kedelig, men at den er kommet til at stå alene. Hvis kirken ikke længere er et hjem om søndagen, skyldes det nok, at vores hjem ikke længere er kirker i hverdagen.
Kurt E. Larsen er præst og lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Århus.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano