Kirkevæsen og kirkens væsen

Men er folkekirken et statsligt væsen?
Der er for mig ingen tvivl om, at O’Sullivan vil folkekirken det vel, og folkekirken har bestemt også brug for et eftersyn, der kommer hele kompasset rundt. Men det afgørende spørgsmål er, fra hvilken vinkel dette eftersyn foretages.

Er folkekirken et statsligt væsen – et kirkevæsen – på linje med skolevæsenet og alle de andre væsener, hvorigennem staten servicerer sine borgere og møder deres legitime behov?

Historisk betragtet - ja!
Ud fra en historisk betragtning, så har folkekirken i mange århundreder fungeret som et statsligt kirkevæsen med stort set samme karakteristika som andre statslige væsener. Rammer og regler for kirkevæsenet var fastlagt af statens lovgivning og offentlige budgetter.

De vigtigste ansatte var statstjenestemænd som f.eks. præster, organister og kirkegårdsledere. Alle de centrale ydelser var baseret udelukkende på lønnet arbejdskraft, det gjaldt f.eks. gudstjenester og alle andre kirkelige handlinger, konfirmandundervisning og sjælesorg.

Organisationen var opbygget som et hierarki med et ministerium i spidsen. Og sådan kunne man blive ved.

Skal folkekirken genopfindes?
I disse år står folkekirken imidlertid i et vadested. Skal vi fortsætte med at betragte folkekirken som statens kirkevæsen og i det spor søge at optimere den kirkelige service, som borgerne har krav på?

Det kunne ske ved at strømline organisationen, f.eks. ved at etablere større og mere rationelle enheder (sogne, pastorater), ansætte flere præster og sognemedhjælpere til at servicere borgerne og udvikle nye kirkelige ydelser, som imødekommer borgernes behov.

Eller skulle man overveje, om det virkelig er kirkens væsen at være et statsligt væsen på linje med folkeskolen og socialvæsenet. Der er for tiden en vældig grøde og stor kreativitet i folkekirkelige kredse, og der eksperimenteres med ny måder at være kirke på.

Spørgsmålet er, om der er brug for, at vi i folkekirken så at sige må forsøge at “genopfinde” kirken – ud fra en besindelse på, hvad der er kirkens væsen?

Hvad med frivilligheden?
Er der brug for, at vi vender tingene på hovedet i folkekirken og ser kirkens væsen som et fællesskab af mennesker, som kaldes sammen af evangeliet, en folkelig bevægelse, hvis drivkraft må være medlemmernes engagement og frivillighed?

Her vil der stadig være brug for præster og andre lønnede medarbejdere, ikke til at bemande alle de poster, der sikrer udførelsen af kirkens centrale opgaver, men til at udruste alle de frivillige til at være kirke og udføre kirkens opgaver.

Lægfolket er i denne forståelse kirkens præster, ordineret til tjenesten gennem deres dåb, og de ansatte præster er hjælpepræster, som skal hjælpe alle de andre præster til at udføre deres præstetjeneste i verden.

Lægfolk og præsters rolle må omdefineres
Vanens og traditionens magt er stor, og vi har i århundreder praktiseret kirke som et statsligt kirkevæsen, hvor statstjenestemænd og andre ansatte servicerer borgerne med hensyn til deres kirkelige og åndelige behov.

Hvis vi derfor begynder at forstå kirkens væsen først og fremmest som et fællesskab og en bevægelse af ganske almindelige kristne, så må vi – både lægfolk og præster – til at øve os i at være kirke på en anden måde.

Mogens Mogensen er interreligiøs konsulent og blogger på eftertanke.dk.