Giv plads til sorgen

Ofte er reaktionen, at det her er så meningsløst og så smertefuldt, at det kan de berørte familier ikke dele med resten af Danmark og omvendt. Men erfaringerne fortæller, at det kan man, og det gør vi. Det vil sige: der vises medfølelse og indlevelse. Nær og fjern gør noget, siger noget, skriver noget og er der. Der tændes lys, og vi er mange, der beder for både de døde, de overlevede og de pårørende.

Det bringer ikke de døde til live igen. Nej! Men det gør alligevel en forskel.

En håndsrækning
Pårørende kan fortælle om, at det bagefter var af stor værdi, at mange mennesker for eksempel deltog i begravelsen. Ligeledes gjorde besøgene godt. Det er ofte svært at forholde sig til under begravelsen, men bagefter dukker det op. Andre foretrækker at begravelsen foregår helt i stilhed, kun med de nærmeste.

Der er ingen rigtig eller forkert måde at afslutte et menneskeliv på. Men støtte, nærvær og hjælp – en håndsrækning er et muligt møde i sorgen. Det er ikke alt, man som udenforstående skal spørge om. Man skal gøre det, man føler må gøres.

"Man kan ikke gøre noget forkert, men det er forkert ikke at gøre noget," sagde forfatteren Peter Olesen, da han ved en lejlighed fortalte om sine sorgerfaringer.

At gøre noget, fremhæver han, behøver man hverken være psykolog eller terapeut for at kunne. Ethvert menneske kan og bør gøre noget. Hjælpsomhed og indføling over for mennesker i sorg kan vises på forskellig måde: Det kan være i form af skrevne ord, blomsterhilsner, omfavnelser eller at græde sammen, for ord slår ikke til. Det kan også være praktiske håndsrækninger i dagligdagen. Et hjemmebagt brød, en gryde suppe fra naboen og så videre.

Vi sørger på forskellig måde
En vigtig dimension i sorgen er at give hinanden plads til at sørge forskelligt og lade der være højt til loftet i sorgens rum. Nogle har brug for at tale meget om afdøde, igen og igen, ikke blot de første halve år men i flere år. Andre har det bedst med at trække sig og være alene. Nogle fornemmer lys forude imellem de dybe mørke huller i afmagten, mens andre er i dybet stort set hele tiden.

Der er ingen rigtig eller forkert måde at sørge på, og mennesker sørger sjældent ens samtidigt.

Tomheden
Det bliver ikke lettere med tiden. Tværtimod. Smerten og tomheden, tabet, bliver mere tydeligt. Lammelse fortager sig, og der åbnes for, at fraværet af den afdøde træder frem i utallige små og store situationer. Ja, bare er der hele tiden.

Det ville være mærkeligt andet. For der, hvor kærligheden er på spil, vil der være tomt, når den elskede ikke længere er der. Det er kærlighedens pris, også selv om afdøde lever videre i minderne, i hjerterne og i samtalen om den afdøde.

Lidt efter lidt, igennem savnets smerte
Må du befris fra mange stærke bånd.
Men gennem sorgen når du nye dage,
Hvor nye hænder venter på din hånd.
Og fra vor fremtid kommer Kristus til dig
Og fylder alt med nærvær og med fred.
(H. Severinsen 1999)