0 indlæg det seneste døgnAktiv dødshjælp vil i virkeligheden blive set som et oprør, hvor mennesket træder ud af sin gudgivne plads - underlagt Vorherre. Mennesket har altid forsøgt at bestemme selv og udfordre sine vilkår. Syndefaldsberetningen er en eksempelfortælling om ønsket om at blive Gud lig.
Det ligger i menneskets natur, at vi vil forsøge at forbedre eller udæske vores plads som undergivne. Og vi bliver heldigvis tilgivet for, at vi ikke så let affinder os med uønskede vilkår eller status quo.
Det ligger i menneskets natur, at vi vil forsøge at forbedre eller udæske vores plads som undergivne. Og vi bliver heldigvis tilgivet for, at vi ikke så let affinder os med uønskede vilkår eller status quo.
Jeg læser ovenstående som, at mennesket - med en henvisning til det gamle testamente - bare skal indordne sig under livets vilkår, som de nu engang er. Uanset hvad. Alt andet er synd, men eventuelt tilgiveligt.
Jesus ændrede hele den religiøse stilling til livet, idet han, ved at blive menneske, godkendte livet, som det nu engang leves her på jorden. Det eneste krav til os er, at alt, hvad vi gør, sker i kærlighed - til Gud, til livet og til næsten. Han udslettede alle de gamle detail-regelsæt, som så mange teologer hænger fast i, og satte de to store overordnede bud i stedet. Ved at gøre dette gik han også ud fra, at mennesker er tænkende væsner, der har det gode liggende latent og egentlig godt ved, hvad der er godt, og hvad der er ondt.
Spørgsmålet er, om vi ikke sætter os til herre over liv og død ved al den livsforlængende forskning, som vi udøver. Er det så også en synd - aktiv livsforlængelse? I så fald har Jehovas Vidner ret i deres indstilling til den slags. Eller det er måske den tilgivelige del, mens det andet er utilgiveligt? Er teologerne Vorherre, at de skal afgøre, hvilke synder der er tilgivelige og hvilke ikke? Den magt tiltog de sig under inkvisitionen. Er den ikke slut?
Kirkegård, Løgstrup, Barth .... Nogen gange synes jeg, at der forskes alt for meget i kristen teologi. Hvis vi skal forske i bibelcitater og deres betydning, så er dette jo egentlig selvmodsigende (en synd): Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres (de allerførste ord fra bjergprædikenen).
Grænserne skrider hele tiden, og i sidste ende er det efter min mening et spørgsmål om personlig etik - og kærlighed.
