Prædiken fra mindegudstjenesten for de savnede unge mænd

Jorderigs guld
er prægtig muld,
Himlen er ene af salighed fuld!  

Jo, sådan må vi indrømme, at det stadig er menneskelivets grundvilkår: sorg og glæde de følges og ad. Og vi forfærdes over at møde kontrasterne fra lykken og ulykken, når vi møder dem så blændende i farverne, som det oplevedes deroppe ved Mandal. Og når vi hører om det, så rystes vi helt ned i vort livsgrundlag: for når noget så forfærdeligt, pludselig kan ske på den lyseste sommerdag, så kan hvad som helst jo ske i vore liv! 
 
Der står i Bibelen, at selv Kristus lærte lydighed af det han led. Er der også noget vi skal lære af denne lidelse??
 
Hvis vi skal lære noget af ulykken, er det så, at vi aldrig kan være trygge, for hvert øjeblik kan vi jo rammes af det forfærdeligste??

Nej, det er nu ikke den rigtige lektie at lære af vores skrøbelige vilkår i denne verden. For vi har lov til at være trygge midt i faren, for vi ved jo, at vor himmelske far har omsorg for os og aldrig vil svigte eller forlade os. Og han var også hos drengene på havet den dag lige netop i dag for 14 dage siden!

For husk på, at Jesus jo lærte os, at vor Far er hos selv den mindste fugl, når den falder til jorden. Men han sagde ikke, at den ikke ville falde til jorden, når han var der. For sådan er det i denne verden: fugle falder til jorden, og selv friske unge mænd kan rives bort fra os.

Men, sagde Jesus, ”ikke én af [spurvene] falder til jorden, uden at jeres fader er med den.” Og så fortsatte Jesus vendt til sine gode venner og disciple: ”Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er
mere værd end mange spurve.” (Matthæusevangeliet 10,30-31)

Så vi kan altså være trygge, selv om vi lever i en skrøbelig og forgængelig verden, for vi får lov til at vide, at uanset, hvad der sker, så kan det onde ikke adskille os fra Guds kærlighed i Jesus Kristus. For Jesus kom jo til vores verden og gik helt ind i vore lidelser og tog del i vore smerter. Da han hang på korset for os, var hans selv helt derude, hvor han måtte råbe: Hvorfor Gud?: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig" (Matt 27,46).

Så det onde er endnu en del af denne verdens virkelighed, fordi Jesus endnu ikke synligt og fuldbyrdet har oprettet sit fredsrige, men det onde er ikke længere gudsforladthedens mørke. For Jesus er gået helt ind i den dybeste fortvivlelse og den værste smerte, og vil være hos os i lidelsen. 
 
Derfor vil han også nu være hos den mor og far, som intet i denne verden kan trøste og fjerne smerten fra: Han vil være der. Den kærlige far, som selv har prøvet at miste en elsket søn, han forstår dig! Også midt i vreden og fortvivlelsen over, at vi ikke forstår, hvorfor dette skulle ske, da er han hos os. For han har jo selv været der, hvor end ikke han forstod!

Ja, den opstandne selv kommer ved troen til den sørgende og tager del i forfærdelsen over, hvordan sorrig og glæde kan følges ad gennem menneskelivet. Og så begynder han også lige så stille at hviske sit håbsord i vore sind: husk på, at jeg i den hellige dåb har genfødt både dig og Jakob, Thomas, Henrik og Nikolaj til et levende håb ved min opstandelse fra de døde.

For selv om jeg døde i gudsforladthedens mørke på korset langfredag, siger Jesus til den enkelte af os, så oprejste min himmelske far mig påskemorgen fra døden. Det er derfor, jeg lever nu, og på den anden side dødens grænse kan tage imod de som hensover i troen på mig. Og her i mit rige skal de juble og fryde sig med en uudsigelig og forherliget glæde. Og her skal de glæde sig endnu bedre end i deres lykkeligste øjeblikke i det bedste fællesskab på den herligste ferieø eller i deres lykkeligste barndomsøjeblikke. For når de kommer herover til mig, på den anden side det jordiske livs grænse, så skal de være sammen med mig, som de i denne verden har elsket, uden de nogen sinde har set mig. Og det bliver bare så godt for dem!
 

Så, jo, siger Herren til hver enkelt af os: det er helt i orden, at du sørger og savner og er ked af det og bliver forfærdet over at erkende skrøbeligheden i et lille menneskeliv, jeg forstår dig og ved, hvordan det er ikke at forstå, og hvordan det er at miste et barn. Men der er bare en ting, du skal lære gennem det alt sammen: jeg er hos dig gennem det svære, og jeg har genfødt både dig og de savnede, så I har en fantastisk arv her i den synlige del af mit rige, der ligger og venter på enhver, som tror. Og de kære unge er her hos mig, og jeg skal nok passe rigtig godt på dem – lige det korte øjeblik, indtil vi alle skal være sammen her i mit rige! Himlen er ene af salighed
fuld! 

Amen!