En kristen kan aldrig juble over andres store tab af menneskeliv. Og man kan heller ikke være ligeglad med, hvordan de overvundne fjender behandles, skriver kirkehistoriker Kurt Larsen.
- Foto: BERTRAND BECHARD / MAXPPP/Colourbox
Kurt E. Larsen |
7. september 2010
Der er al mulig grund til at hejse flaget og ære vores soldater, der kæmper for os, mener kirkehistoriker Kurt E. Larsen
Efter en søndag, hvor vi flagede for de danske soldater kom måske den tanke: Burde unge mænd overhovedet drage i krig, hvis de tog den kristne tro alvorligt? Kan kristentro og krig overhovedet forenes?
Står der ikke, at man ikke må slå ihjel?Jo, men man kan også gengive budet sådan: Du må ikke begå drab. Så kommer det måske bedre frem, at budet ikke handler om enhver form for at slå ihjel. Et land kan blive nødt til at forsvare sig selv mod angreb udefra.
Det, der er udelukket ved det femte bud, er den enkelte persons drab af et andet menneske. I Det Gamle Testamente var der dødsstraf for visse forbrydelser, og sådan har det også været i Danmark op til nyere tid.
I vores land blev den sidste person henrettet efter den almindelige straffelov i 1892. Derefter blev alle dødsdømte benådet til livsvarigt fængsel, indtil dødsstraf blev afskaffet i 1930. I 1945 blev dødsstraffen dog genindført med tilbagevirkende kraft, og ud af de i alt 103 dødsdømte blev 46 personer blev henrettet i årene 1946-50. Først i 1993 blev dødsstraffen for handlinger begået under den tyske besættelse ophævet.
Man kan sige meget om og mod dødsstraf, men i denne sammenhæng vil jeg bare understrege, at eksistensen af et samfunds dødsstraf ikke i sig selv er et brud på det femte bud.
Du må ikke slå ihjel/ begå drab, men
et samfund kan godt gennem sin lovgivning bestemme, at nogle mennesker skal idømmes dødsstraf. Ligesom et samfund kan beslutte at forsvare sit land mod angreb ved våbenmagt. Da de allierede i 1944 gik i land i Normandiet, slog de en masse tyske soldater ihjel, men det var for at redde endnu flere mennesker fra døden i KZ-lejre og fra Hitlers umenneskelige styre.
Det er forfærdeligt hver gang et menneske dør i krig, men i virkelighedens verden er det nogle gange sådan, at man bliver skyldig i to menneskers død, hvis ikke landets hær dræber eet menneske i krig.
Står der ikke, at man skal vende den anden kind til?
Jo, når det gælder den enkelte af os og vores personlige forhold, skal man vende den anden kind til. Som kristne skal man bære over med meget. Hvis man møder modstand for sin tros skyld skal man hellere lide ondt end sætte sig til modværge. I yderste tilfælde skal man hellere blive martyr end at slå igen.
Men dette princip må ikke skilles fra næstekærlighedsbudet. Hvis jeg ser en anden lide ondt, skal jeg ikke vende den anden kind til på hans eller hendes vegne. Hvis nogen slår mit barn, er det min pligt at værne mit barn. Det kan man udvide til et større område: Hvis nogen vil gøre alle danske børn ondt, er det min pligt at værne dem i næstekærlighedens navn.
Står der ikke, at man skal elske sine fjender?
Jo, men dermed er der også sagt, at vi faktisk kan have fjender. På den faldne syndige jord kan der forekomme mennesker, der i kvalificeret ondskab vil andre til livs. Denne målbevidste ondskab findes på jorden, og den skal man sætte sig op imod – i yderste fald med våbenmagt.
Det udelukker ikke, at man elsker sin fjende. Derfor kan det aldrig blive en glæde at slå andre ihjel. En kristen kan aldrig juble over andres store tab af menneskeliv. Og man kan heller ikke være ligeglad med, hvordan de overvundne fjender behandles.
Tortur og mishandling er udelukket for en kristen. Man må behandle fjenden godt i de fængsler, hvor man nogle gange bliver nødt til at spærre dem inde på livstid, for at de ikke skal forøve mere ondt i verden.
Det er meget omkostningsfyldt at være soldat i disse år. Derfor er der al grund til at hejse flaget og ære dem, der påtog sig tjansen.
Kurt E. Larsen er præst, lektor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet i Århus og kommentarskribent ved kristendom.dk.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano