Hvad er Nouvelle Théologie?

I Italien førte det efterhånden til et krav om nationens samling med Rom som hovedstad. Det var et personligt angreb på paven, som stadigvæk ikke kun var åndeligt overhoved, men også en overordentligt verdslig hersker over den såkaldte Pavestat (Status Pontificius) i Mellemitalien. I denne rolle havde paverne siden middelalderen været kendt som ekstravagante fyrster og magtfulde politikere på verdensscenen.

Nationalisterne tiltroede den nye pave Pius IX liberale holdninger, og håbede at han ville gå med til en overenskomst. Det var ikke tilfældet, og man greb i stedet til våben. Da ingen af pavens gamle allierede kom ham til undsætning, kunne nationalisterne – efter en krig på kun ti dage – den 20. september 1870 rykke ind i Rom under befolkningens jubel. Herefter kunne en bitter Pius IX omtale sig selv som fangen i Vatikanet.

Ideologisk oprustning
Pius IX havde ellers ikke ligget på den lade side i kampen for at beskytte kirken og dens indflydelse mod fremskridt, liberalisme og moderne kultur. Assisteret af især sine jesuitter, arbejdede han intensivt på at grundlægge en ny folkefromhed, der var centreret omkring dyrkelsen af Jomfru Maria. Det blev en vækkelse af hidtil ukendte dimensioner, hvilende på dogmet om den ubesmittede undfangelse fra 1854 – som fritog hende fra arvesynden – samt en lang række åbenbaringer, hvor Maria viste sig for folket. Den mest berømte nok i Lourdes i Sydfrankrig i 1858.

Dyrkelsen af jomfruen blev suppleret med en ny dyrkelse af nadverens sakramente og udnævnelsen af en lang række nye helgener. Alt sammen ting, der tjente til at styrke den religiøse bevidsthed i samfundet og understøttede Vatikanets ideologiske linje.

Højdepunktet i konsolideringen af pavens magt blev det 1. Vatikankoncil (1869-1870). På kirkemødet blev det slået fast, at paven sidder inde med kirkens samlede bispemyndighed, og at han er ufejlbarlig, når han udtaler sig ex cathedra, det vil sige i lærespørgsmål.

Også rent teologisk var pavens konservative linje klar. Den nye historisk-kritiske videnskab blev anset for en trussel imod kristendommen, så med udgangspunkt i middelalderens teologi udviklede man den såkaldte nyskolastik. Denne var et meget spekulativt system på grundlag af Thomas Aquinas’ filosofi.

I 1879 gjorde pave Leo XIII dette til det eneste tilladte grundlag for ret katolsk teologi, og denne konservative linje holdt sig næsten uændret indtil den Første Verdenskrig.

Den nye teologi bryder frem
Efter nedslagtningen af millioner af mennesker i skyttegravene blev hele Europa ramt af en afgrundsdyb kulturkrise, og man måtte finde helt nye veje at gå. Udviklingen var dobbeltsidet i den katolske kirke, som havde holdt sig neutral under krigen og indtrængende talt for fred.

På den ene side vandt kirken ny popularitet i et krigstræt Europa, der skulle have helet sin sjæl. På den anden side veg Pius XI alligevel ikke tilbage for at indgå konkordater med Benito Mussolini i 1929 – hvorved han fik tilkendt Vatikanet som suveræn stat – såvel som med Adolf Hitler i 1933. Sådanne politiske fejltrin svækkede med nødvendighed pavedømmets anseelse. Tiden var altså efterhånden moden til et nybrud indadtil i kirken.

Efter Anden Verdenskrig begyndte man efterhånden at tale om Nouvelle Théologie (ny teologi) som et fast begreb. Bevægelsen brugte selv betegnelsen ressourcement (tilbage til kilderne), et navn som klinger af 1500-tallets protestantiske reformation. Det var da også i allerhøjeste grad med skelen dertil at man forsøgte at ændre den katolske kirkes retning.

Tilhængerne kom fra alle dele af kirken og fra mange lande, men fælles for dem alle var, at de kunne samle sig om modstanden imod nyskolastikkens altdominerende stilling på de katolske seminarier såvel som i kirken. Frem for middelalderens filosofi søgte de tilbage til en oprindelighed i tanke og tale, og vendte sig med friske øjne mod det grundlæggende, Bibelen og kirkefædrenes skrifter. Af samme grund talte de varmt for at bruge den moderne videnskabs metoder i det teologiske arbejde.

De ville desuden reformere gudstjenesteformen, og ved i højere grad at åbne for lægfolkets deltagelse i det kirkelige liv sikre en meget mere levende og vedkommende teologi og et rigere menighedsliv. De ønskede at indgå i dialog med andre kristne kirker og trossamfund, og tog dermed afstand fra kirkens tidligere så nedladende holdning til det økumeniske samarbejde. De nye teologer delte kort og godt på ingen måde den officielle kirkes ureflekterede modstand imod samtiden.

De nye idéers endelige gennembrud
Den officielle katolske kirke så med bekymring på disse nye strømninger, der truede pavens autoritet. Svaret blev en lang række læresager, hvor åbenmundede modernister blev pålagt offentlig tavshed eller undervisningsforbud og flere blev frataget deres embeder. Dertil kom pave Pius XII’s hyrdebrev Humani Generis i 1950 hvori han klart og tydeligt gik i rette med de modernistiske vildfarelser, men da var tiden dog løbet fra den enevældige pave.

De nye idéers gennembrud kulminerede i den populære og progressive pave Johannes XXIII’s 2. Vatikankoncil (1962-1965), der på flere punkter gjorde op med fortiden. På koncilet gik kirken målrettet efter at finde en ny vej i den moderne verden, og man diskuterede både indre og ydre forhold og liturgien.

Resultatet blev, at man til en vis grad fik demokratiseret strukturen, og for første gang gjort kirken til en egentlig verdenskirke – hidtil havde den været eksklusivt fransk og italiensk. Ligeledes indledtes (trods den katolske kirkes fortsatte særstilling) et udstrakt økumenisk arbejde med de øvrige kristne kirker.

Vatikanet er stadig konservativt
Den nye linje fulgtes op af den polskfødte Johannes Paul II, der var den første ikke-italienske pave i 455 år. Om nogen førte han Pius IX’s ideologiske felttog videre ved at styrke Mariakulten (han havde selv en vision i 1981) og gennemføre flere salig- og helgenkåringer (henholdsvis 1340 og 483) end nogen anden pave – faktisk flere end de foregående 500 års paver til sammen. Alligevel var han den pave, der både for alvor gjorde embedet folkeligt og genskabte en bred popularitet. Desuden rehabiliterede han en stor del af de teologer, der var blevet pålagt tavshed og frataget embeder på grund af deres modernistiske tilbøjeligheder.

Alligevel vil mange mene, at den katolske kirke stadig er reaktionær. Selvom den nuværende pave Benedikt XVI egentlig regnes med til repræsentanterne for Nouvelle Théologie, har han kirkepolitisk anlagt en meget konservativ linje. Den tidligere leder af Troskongregationen (Inkvisitionens direkte arvtager) taler – som sin forgænger – fortsat imod prævention og abort. Han er for cølibatet og imod kvindelige præster. Og dertil kommer, at han i høj grad har nedtonet forgængernes økumeniske arbejde.

Selvom disse emner anses for at være en ufravigelig del af katolsk teologi, er pavens manglende vilje til at give indrømmelser samtidig med til at true den katolske kirkes stilling – også indadtil. Måske er dette et tegn på, at bibeholdelsen af et meget stejlt hierarki og en lukket struktur altid genererer konflikter - en fare som de protestantiske kirker med deres almene præstedømme ikke på samme måde er truet af.